Arkivets ondskab

Et arkiv handler ikke om fortiden, men om fremtiden. Et arkiv er ikke blot et sted, der registrerer, opbevarer og konserverer fortiden; et arkiv producerer fortiden. Hver eneste gang vi vurderer noget som værdigt til arkivering, til erindring, til bevarelse for eftertiden, er der noget andet, vi dømmer ude, noget andet vi dømmer til glemsel, til destruering. Måske er det endda menneskets hang til destruktion – dødsdriften om man vil – der gør arkivering muligt. Omtrent sådan – groft parafraseret – skriver filosoffen Jacques Derrida i bogen Mal d'Archive (1995). Det føles nærliggende at begynde denne artikel med disse overvejelser om arkivets natur og funktion, for da jeg begyndte at transskribere mit interview med Magnus Kaslov fra foreningen Institut for Dansk Lydarkæologi, viste spørgsmålet om arkiveringens betydning for historieskrivningen sig som et konstant fikspunkt for samtalen. 

»Det er jo ikke musik; det er malere, der laver støjmalerier« 

Det var ellers ikke eksplicit dét, der var emnet for interviewet. Anledningen var derimod Institut for Dansk Lydarkæologis udgivelse af de tidligste kendte danske lydkunstværker. Der er tale om fem lydværker fra 1948-49 skabt af billedkunstnerne Richard Winther, Hans ‘Bamse’ Kragh-Jacobsen, Niels Macholm, Ib Geertsen og Gunnar Aagaard Andersen, der alle var en del af den avantgardistiske kunstnersammenslutning Linien II. Fire af værkerne består af konkretistiske lydeksperimenter indspillet på lakplader, mens det femte – Aagaard Andersens Koncert for fem violiner og et lysbilledapparat – i lidt højere grad har karakter af et klassisk musikalsk værk: »sådan noget klassisk noget med violiner og det der,« som Winther affærdigende formulerede det.

Som man kan læse i Kaslovs meget udførlige artikel, der følger med udgivelsen, har værkerne i årevis været beskrevet i den kunsthistoriske litteratur, men med denne udgivelse er de for første gang tilgængelige for offentligheden efter i årevis at have været gemt væk i museumsarkiver – gemt væk til eftertiden, men også gemt væk for den.

Færdig med maling?

Kaslov fortæller mig, at det er tre år siden, Institut for Dansk Lydarkæologi begyndte den proces, der nu kulminerer med udgivelsen af værkerne. På daværende tidspunkt havde de kun en svag ide om, hvordan værkerne lød ud fra nogle temmelig ringe optagelser fra et radiogram fra 1971, hvor komponisten Ole Buck står i Richard Winthers dagligstue og optager, mens Winther spiller pladen på sin grammofon. Det var med andre ord først, da de havde fået vristet pladerne fri af arkivernes greb, og det var lykkedes for lydteknikeren Claus Byrith at rense den værste skimmelsvamp af dem, at de helt forstod, hvad der foregår på dem: 

»Én af de ting, som jeg synes har været virkelig skønt ved at få fat i materialet, er, at når man begynder at høre ordentligt efter, så foregår der alt muligt, som ikke bare er improvisation. Der er tale om en lige så stringent, konceptuel tilgang til lydmediet, som de her malere havde til maleri og skulptur. Det understreger for mig, at det virker, det her eksperiment med at hælde de koncepter, de arbejder med i deres malerier, over i lyd. Gunnar Aagaard siger det super godt, synes jeg: ‘Jeg arbejdede med nogle kunstværker med linjer. Det havde ikke noget at gøre med maling, så jeg tænkte på, om man ikke kunne slippe for det.’ På den måde får de her lydværker peget på nogle ting i linjens projekt, som man får tydeligere øje på, hvis man hører værkerne, end hvis man blot kigger på malerierne.«

Men det ér en stor diskussion, det med det mastubatoriske

I sin artikel citerer Kaslov en samtidig anmeldelse af Linien II´s udstilling i 1948, der kalder Linien II´s projekt en mastubatorisk handling: 

»De er fri for at give nytte til andre […] kunsten giver dem udløsning,« skriver han. Jeg spekulerer på, hvilken ‘nytte’ Kaslov alligevel ser i de her værker i dag så mange år efter. Hvordan er de interessante som andet end et udtryk for kunstnerisk selvforkælelse? 

»Jeg synes, det er historisk interessant at kigge på de her værker. Frem for at gentage den gængse fortælling om lydkunsten som noget, der har udforsket lydens ontologiske og materielle egenskaber, fortæller de her værker noget om, hvordan billedkunstnere har arbejdet konceptuelt med lyd. De her kunstnere har siddet med en fornemmelse af, at der var noget af det, de sad og arbejdede med, som de måske bedre kunne få fat på, hvis de forsøgte at oversætte det til lyd. Men det ér en stor diskussion, det med det mastubatoriske. Det har været vildt spændende at kigge på de her drengerøvskunstnere, som også bare, groft sagt, emmer af privilegier. De har det helt vildt over sig selv og nærer en helt ukuelig tillid til den frie kunst. De tror, at den her kunst kan være med til at redde verden; at den kan bidrage med noget helt vildt essentielt. Det var ret slående at finde nogle af de her samtidige anmeldelser, der virkelig går til dem og siger: ‘Hvad regner I med’?«

Har udgivelsen af Linien II´s værker vendt op og ned på den danske musikhistorie?

Kunst eller musik?

De seneste to årtier er diverse medier nærmest snublet over hinanden i deres iver efter at fortælle historien om Else Marie Pade som den første danske konkretmusiker, og jeg bliver nysgerrig på, om den fortælling pludselig er løgn. Har udgivelsen af Linien II´s værker vendt op og ned på den danske musikhistorie? Ikke hvis man spørger Kaslov:

»Jeg synes ikke, de her værker nødvendigvis rykker ved den danske musikhistorie. Disse værker forstår ikke sig selv som musik. Det siger Richard Winther også meget tydeligt. Men jeg synes, det er helt vildt interessant, at disse billedkunstnere kommer hen til noget af det samme som Pierre Schaeffer og hans konkrete musik, som han udvikler i de samme måneder af 1948, simpelthen; de kommer meget tæt på at mødes et eller andet sted i deres forsøg på at gøre lyd til et konkret, plastisk materiale, man kan møblere rundt med. Som man kan hugge op i stykker og forme efter udefrakommende regler. Men selvom de kommer frem til noget, som måske materielt set er tæt på hinanden, så foregår det inden for helt forskellige traditioner og diskurser. Hvor musique concrete netop tænker sig selv ud fra en musikdiskurs, så tænker de her billedkunstnere fra en billedlig diskurs.« 

Jeg får lyst til at spørge Kaslov, hvad han egentlig mener, når han skelner mellem musikkens og kunsten diskurser? Er der ikke tale om en kunstig og lidt rigid opdeling af discipliner, hvis eneste funktion er at arkivere kunsten i nogle bestemte kasser? Er musik ikke kunst? 

»Jeg ved ingenting om musik; jeg er ikke i gang med at lave musik«

»Nej, det er det ikke,« svarer han, griner og fortsætter så: »Musik er en kunstart og billedkunst er en kunstart, men at kunst og musik er det samme, er en fejlslutning. Billedkunst er et økonomisk, socialt og diskursivt system, der har sine egne traditioner og indbyggede logikker. Når de her kunstnere fra Linien II laver noget, der er lyd, så er det for at tale ind i den diskurs, der er omkring dem i billedkunsten. På samme måde er de landvindinger, der kom efter krigen, og som begyndte med Cage, kun landvindinger, fordi de taler ind i musiktraditionen og forsøger at gøre noget nyt indenfor den. Winther siger det selv: ‘Jeg ved ingenting om musik; jeg er ikke i gang med at lave musik’.« 

»Man kan blive virkelig træt af den måde, avantgarden bare affejer det, der er kommet før. Det virker så machoagtigt«

Jeg ved ikke, om jeg er helt overbevist. »Det er jo ikke musik; det er malere, der laver støjmalerier,« udtaler Winther godt nok i 1971, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det udsagn ikke i virkeligheden er et udtryk for, at kunstnerne i Linien II har været underlagt et lidt restriktivt og konservativt syn på, hvad musik potentielt kan være, mere end det siger noget om deres kunstneriske projekt?

»Det tror jeg bestemt godt, man kan sige – også uden at det nødvendigvis vil hive bukserne ned på dem,« svarer Kaslov. »På det her tidspunkt er der jo ingen Pierre Schaeffer, der har spillet noget i radioen. Der er ingen konkretmusik. Det er nok også derfor, at de tillader sig at gøre det. Hvis Schaeffer allerede på det her tidspunkt var et navn, er jeg ikke sikker på, at de havde valgt at indtage det territorium. Jeg synes også, det er værd at bide mærke i, at der er tale om en efterrationalisering: Det er Winther, der siger det i 71. Det er immervæk nogle år siden, at han har lavet de her værker.«

»Hvis I kan lykkes med det her, drenge, så skal I nok blive skrevet ind i kunsthistorien«

Arkivernes magt

Det overrasker mig en smule, at Kaslov ikke mener, at udgivelsen af Linien II's værker rykker ved den danske musikhistorie. Det lyder ellers mildest talt som en historisk begivenhed, når udgivelsen af Linien II's værker præsenteres som en mulighed for endelig at høre de første danske lydkunstværker. Men Kaslov mener faktisk slet ikke, at diskussionen om hvem, der var den første til at gøre noget, er interessant. Som han ser det, er der noget nærmest kolonialistisk ved avantgardens jagt på nye områder, der kan indtages: 

»Man bliver idiot af diskussionen om hvem, der kom først. Hvorfor er det, at så stor en del af kunsthistorien er skruet sammen efter det argument? Hvorfor er det vigtigt? Bliver kunsten nødvendigvis bedre af at være kommet først? Man kan blive virkelig træt af den måde, avantgarden bare affejer det, der er kommet før. Det virker så machoagtigt: Den her blinde tro på sit eget projekt og på sit eget værd. Fandeme, gudhjælpemig, er der i kataloget til en af deres udstillinger trykt et brev fra maleren Richard Mortensen, hvori der står noget med, at ‘hvis I kan lykkes med det her, drenge, så skal I nok blive skrevet ind i kunsthistorien’. Og man får lyst til at spørge: Er det bare det, det hele handler om? Er de bare i gang med at tage røven på os alle sammen ved at lave et move, som de godt ved vil blive betragtet som historisk? Det er sgu weird. Og det er den slags ting, vi bruger en masse tid på at snakke om i Institut for Dansk Lydarkæologi. Når man laver sådan et arkivprojekt, er der en kæmpe overhængende fare for, at man kun kommer til at finde de ting, vi har fået adgang til i arkiverne. Og de ting, der har fået lov til at komme med i arkiverne, er de ting, som fortiden har ment, har været vigtige. Det er vigtigt at være bevidst om, at der er magt indskrevet i arkiver. Og hvis man gerne vil være med til at ændre fortællingen lidt, så skal man nok til at lede andre steder.«

»Kunsten er ikke længere et spil med en krigsmetafor, hvor der er en der skal vinde, og en der skal tabe« 

Jeg spørger Kaslov, om han tror, kunsten gennem de seneste år har rykket sig væk fra fokusset på at komme først?

»Kunsthistorieskrivningen har i hvert fald bevæget sig videre i løbet af de sidste 20 år. Der har været et stort fokus på, at noget godt kan være interessant, selvom det ikke nødvendigvis kom først. Jeg er stensikker på, at der er dele af kunstverdenen, der stadig forsøger at erobre nyt territorium, men jeg synes også, der er store dele af kunstverdenen, som lykkeligt har forladt den logik. Man får lidt fornemmelsen af, at hele avantgarden i virkeligheden er et skakspil: Duchamp rykker den første brik – eller måske er det faktisk Elsa von Freytag-Loringhoven, der fører hans hånd – og alt efterfølgende er en lang serie af moves, hvor man forsøger at slå hinanden ud. Men jeg har fornemmelsen af, at vi ikke spiller skak mere. Nu handler det om noget andet. Kunsten er ikke længere et spil med en krigsmetafor, hvor der er en der skal vinde, og en der skal tabe. Hvis man skulle være helt oppe på den høje klinge, så er den nye spilmetafor måske nærmere rollespil. At vi igennem kunsten kan få lov til at prøve forskellige roller, der måske kan gøre os klogere og måske kollektivt kan rykke os videre,« svarer han. 

Færdig med Linien?

Da vi nærmer os slutningen af interviewet, kommer der en indrømmelse fra Kaslov: »Undervejs i arbejdet – når de de her storskrydende drengerøve hang mig ud af halsen – så tænkte jeg nogle gange: Ej fuck, måske har verden nok Linien II,« siger han med en ærlighed, der forekommer mig forfriskende og udsædvanlig. Han fortsætter: »Måske skal vi ikke bare endnu engang genfortælle historien om, at det var de her dudes, som var de vigtige. Måske burde vi i virkeligheden kaste vores kræfter efter andre personer, som måske ikke er landet i et eller andet stort arkiv. Jeg synes i virkeligheden ikke, at min artikel helt er lykkedes med at fjerne fokusset fra hvem, der kom først i så høj grad, som jeg havde håbet. Men det er en artikel, der lægger værkerne frem og så også forholder sig kritisk til dem. Det har også været en pragmatisk afvejning af, at der er fem sæt arvinger, der har givet mig lov til at arbejde med materialet. Jeg vil gerne behandle det med den respekt, som de også gerne vil have; jeg havde ikke lyst til at trampe på det. Men det er sgu dobbelt.« 

Mere end udgivelsen af Linien II's værker i sig selv er det måske italesættelsen af denne dobbelthed, og den diskussion, som nødvendigvis må følge, der rykker ved musikhistorien: Hvorfor fortæller vi de historier, vi fortæller? Kunne vi fortælle nogle andre? Kunne vi søge væk fra arkiverne og lede i historiens grumsede vand, hvor så mange værker er gået til grunde; sunket som Atlantis. Svaret er sandsynligvis ja. Men spørgsmålet er i sidste ende også paradoksalt: At kaste sine kræfter efter de værker, der ikke endnu er landet i et eller andet arkiv, som Kaslov formulerer det, vil vel i sidste ende resultere i, at også de værker bliver skrevet ind i arkivet på bekostning af nogle andre? Som Derrida fortæller os: »L'archive ne se ferme jamais«; arkivet lukker aldrig.