Når musikerne går i træningsshorts

Det er sjældent, at der spilles på lugtesansen, når man går til koncerter. Lige så sjældent er det, at musikerne står i pandebånd og træningsshorts og performer et to timers workout-program, for ikke blot at få fortællingen, men svedlugten helt ud over scenekanten. Current Resonance holdt sig ikke på Yoga-måtterne, og i værket musical workout inviterede de publikum ud på gulvet for at deltage i en akavet workoutsession. Det var grotesk – og ret sjovt. 

Med neurotisk Monty Pythonsk vedholdenhed tog de konceptet til yderligheder

Graft, et værk et sted mellem performancekunst, musikforestilling og idrætstime, bestod af fem værker, der alle udforskede samme tema, nemlig »arbejde«. Den britiske term, der har lagt navn til forestillingen, betyder netop »hårdt arbejdende«, og med neurotisk Monty Pythonsk vedholdenhed tog de konceptet til yderligheder. Graft fremlagde det moderne menneskes fetichering af hårdt arbejde, som en besættelse af søgen efter mening og formål. I centrum for værkernes mere og mere fordrejede fortællinger om arbejdets former stod hver af de fire komponister i komisk fornægtelse, som fire moderne Sisyfosser. 

Aftenens første værk, Dilbert Future with Advanced File-Sharing, blev fremført i KU.BE’s foyer af, hvad der lignede en firehovedet, lettere idiotisk AI-enhed. Med referencer til Scott Adams’ satiriske bog The Dilbert Future (1997) blev dumheden sat som hersker over det 21. århundrede. De fire komponister/performere, der sad ryg mod ryg med hovederne stikkende ud gennem et lagen, tastede løs på tastaturer og talte volapyk. Det var kaotisk, men også charmerende i sin hjemmebyggede højskoleæstetik.

Havde man ikke læst presseteksten, var meningen svær at afkode, men værket fungerede godt som optakt til resten af aftenens absurditeter. Da performerne til sidst brød ud af deres AI-enhed og igen blev individer, blev publikum ført videre – fra systemets sprogforvirring til menneskets egen meningssøgen, midt i et altopslugende arbejdsliv, hvor det at holde fri er mere meningsløst end meningsløse opgaver i sig selv.

Spil til du fejler – eller til din krop giver op

I værket F af Juta Pranulytė var præmissen spil til du fejler, eller til din krop giver op. Her blev også tastet, men nu på klaver. Det blev et studie i tonen f – en monoton affære, men det var netop pointen. Her var masser af plads til pirrende personlige refleksioner. 

Det var overbevisende, veludført og igen enormt morsomt

Mere dynamisk blev det i Timothy Capes sorry for the late reply, hvor en febrilsk trommeslager med minutiøs koreografi smældede om kap med mentale lussinger fra et urs ustandselige visere. Billedet af uret, der blev projekteret på en stortromme, blev skiftevis afløst af billeder fra en hals-kikkertundersøgelse, der både symbolsk og med den tilhørende lydside aktiverede gag-refleksen. 

Aftenens hovedværk, Graft, var en dokumentarfilm, der udfoldede komponist/performer-gruppens egne refleksioner over, hvad hårdt arbejde vil sige, og her var især fokus på den kunstneriske proces. Sportspræstationer blev igen et billede på den ultimative arbejdsindsats, og mentalitet, hvor pointen er at skubbe grænser for at nå den ultimative præstation.

Komponisterne agerede karakterer med udgangspunkt i dem selv, men langsomt tippede realitetsfornemmelsen over, og vi fulgte pludselig fire psykoser, der hver udførte deres respektive »arbejde« med sådan indlevende rituel højtidelighed, at dette gav anledning til latterlige scenarier som at hækle garnblade, som skulle forestille at kunne absorbere abnorme mængder CO2 fra atmosfæren, og dermed redde verden – »hvis altså ikke man tænker alt for meget over matematikken bag«.

Hvem siger egentlig, at musikere ikke kan dyrke sport?

Det universelle hamsterhjul

Det var overbevisende, veludført og igen enormt morsomt. Afslutningsvis blev tålmodigheden endnu en gang sat på prøve, i en videoperformance af Louis Andriessen – Workers Union. Fire vinduer med en performer i hver blev til værkets instrumenter, og hver bevægelse blev en tone. Værket, der varede et kvarter, blev næsten dansabelt, samtidigt lød det som at sidde i et larmende lokale, hvor man holder sig for ørerne og slipper igen. Eller måske som et fast forward i en videomontage om det universelle hamsterhjul. Ideen var simpel og virkningsfuld, og passede godt ind i aftenens kaotiske æstetik. 

Graft gennemhullede vores kollektive arbejdsmoral med en slags selvudslettende elegance, en underfundig filosofi, der vendte velmenende plakat-quotes som »it’s not the destination – it’s the journey« på hovedet. Og hvem siger egentlig, at musikere ikke kan dyrke sport?

»Graft« af Current Resonance (performere: Dylan Richards, Joss Smith, Matthew Grouse, Michael Hope og gæsteperformer Rob Durnin). Kuratering: Matthew Grouse. Koncerten fandt sted på Kube 3. oktober 2025