Næ hov, opera fra nutiden?!
Fjorten afsnit skulle vi ind i en serie, der nu strækker sig over to sæsoner, før nutidsmennesket Allan Gravgaard Madsen fik overbevist sine to medrejsende og et ikke vildt progressivt produktionsselskab om, at det da nok var en meget god idé at aflægge en opera fra dette årtusinde et besøg.
Således når den netop frigivne sæson to af Operarejsen også endelig forbi en kvindelig komponist i det, der ellers hidtil har været renæssancevæsnet Frederik Cilius’ selvtilfredst konservative optegning af det europæiske operaliv. Og tænk engang: Han begejstres, i hvert fald næsten, ganske gevaldigt for opdagelsen af Kaija Saariahos genrebøjende skoleskyderrefleksion Innocence (2018).
Her møder Cilius ikke blot spektrale klangmeditationer, men også et værk, der med akut samtidssnilde sender sine sangere i alle retninger, inklusive snerrende finsk folketone, samtidig med at opsætningen som sådan er så fuld af spændstig dramatik, at selv den ikke længere helt utrænede Rasmus Bruun er ekstatisk, da han kommer ud af operahuset i Helsinki.
Enige bliver de vist nok om, at Saariaho er mere sanselig instrumentalt end vokalt, hvilket er såre sandt, men glædes kan alle tre rejsende – ikke mindst en pludseligt vågen Allan Gravgaard Madsen – over, at samtidsopera faktisk kan være en ekstremt besættende oplevelse.
Halløj for et vendepunkt i den vildt charmerende, men jo også irriterende reaktionære rejseserie. Hvad kan der ikke ske i den sæson tre, som der æggende teases for til slut?
»Musik for mig er en åben vej til eventyr, hvor alt kan ske. Musik for mig er en frihed, der rummer alle følelser. Musik for mig er det allermest private og noget, som mange kan dele. Musik for mig er uforståelig, oplysende, underholdende, religiøs, filosofisk, vibrerende, magisk og den stærkeste kraft, jeg kender. Musik for mig er noget, der gør mig opmærksom på livet. Musik for mig er en fri fugl.«
Gustaf Ljunggren er en svensk musiker og komponist, bosat i København. Hans værker bæres ofte af en vilje til indadvendthed og fordybelse i en støjende verden. I 2026 udgiver Gustaf Ljunggren albummet Along The Low Road, skabt i samarbejde med den islandske musiker Skúli Sverrisson. Ljunggren medvirker på hundredevis af udgivelser som instrumentalist og arrangør, og han har gennem årene samarbejdet tæt med Emil de Waal, CV Jørgensen, Steffen Brandt, Sofia Karlsson, DR Pigekoret, Eddi Reader, Anders Matthesen og mange flere. For den brede danske befolkning blev Gustaf et velkendt ansigt, da han var kapelmester i Det nye talkshow på DR1 med Anders Lund Madsen som vært. Siden 2011 er Gustaf Ljunggren tovholder for SPOT Festivals koncertserie Naked.
»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«
Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.
»Musik for mig kan noget helt særligt. Den samler mennesker i fælles oplevelser, men den kan også være et meget personligt mentalt værktøj. Personligt bruger jeg musik hele tiden – til at skabe energi på en løbetur, til at skabe koncentration til arbejdsopgaver, eller til at finde ro i pressede situationer, som fx i tandlægestolen. Og så selvfølgelig til at skabe glæde og god stemning. Musik er altid en essentiel ingrediens i de gode minder.«
Rikke Andersen har stået i spidsen for SPOT Festival siden januar 2024. Med en baggrund som spillestedsleder og booker på Fermaten i Herning har hun solid erfaring fra både den kreative og organisatoriske side af musikbranchen. Hun har tidligere arbejdet i pladebranchen, været dybt involveret i markedsføring og kommunikation og har haft fingrene i flere kulturprojekter.
Jeg er et tomt højhus, hvor smerten sidder i alle vægge
Det er både svært og urimeligt at forholde sig kritisk til koncerten Alle sætter spor. Det handler om rigtige mennesker med noget på spil og hjerte, nemlig beboere på det socialpsykiatriske botilbud Sønderparken. De lagde deres indre liv i hænderne på seks kunstnere og blev således medskabere af i alt ni sange, som fik premiere på Museum Ovartaci.
Projektet Musikalske alliancer er både kunst, forskning og lindring. En samskabelse, der vil give stemme til mennesker i psykiatrien. Resultatet var sange med banjopræget galopleg, smertelige violinstik, tomme huse fyldt af utrøstelig gråd, afrevne torsoer og dybe lange strøg, men også håb, omsorg og bløde kanter. Som medier for livserfaringerne optrådte digter Gerd Laugesen, tre musikere fra ensemblet Lydenskab på cello, violin og guitar foruden pianist Martin Ottosen og vokalist Ulla Bendixen fra elektrofolk-bandet Sorten Muld.
Det var en kompetent flok, der leverede et højt musikalsk niveau. Alligevel virkede det, som om dette vigtige projekt lykkedes med samskabelsen og samtalen, men måske ikke helt med sit kunstneriske udtryk. Var det fordi teksterne var fyldt af klichéer? Eller snarere fordi hele opsætningen oplevedes lidt intern – nærmest som en skolekoncert? På trods af Bendixens vidunderligt luftige og udtryksfulde vokal, stod koncerten stærkest i de få indslag præget af digtoplæsning. Dog måtte jeg ad omveje erfare, at digtene var bearbejdninger, mens sangteksterne var beboernes egne ord. Og det var jo de stemmer, jeg skulle lære at lytte til.
Når joik møder drill
Det grønlandske ord Takkuuk betyder »opmærksomhed«, og det er den lettere ironiske titel på et af de mere kaotiske projekter på årets CPH:DOX. Filmen er et samarbejde mellem den visuelle kunstner Zak Norman, filminstruktør Charlie Miller og den Belfast-baserede elektroniske duo BICEP, og inkluderer desuden syv musikere fra Kalaallit Nunaat og Sapmi. Det er med andre ord masser af stemmer og agendaer i spil, og det bærer projektet præg af.
Processen, der leder frem til filmen, lyder mere interessant end værket. Norman og Miller rejste rundt i Arktis, opsøgte musikere og researchere og filmede gletschere og is. Filmens syv unge musikere gik i studiet med BICEP for at lave et fælles soundtrack: En slags clubbet remix af syv meget forskellige praksisser, fra drill og heavy metal over joik til strubesang og trommedans. Det kunne have været interessant at følge de møder, men i stedet tager filmen os i en anden retning.
Der klippes mellem et dokumentarisk spor af interviews og en surreel musikvideoæstetik, hvor specialbyggede kameraer panorerer over isens overflade og iklæder den farvede filtre med referencer til nordlys og klubbelysning. Interviewsporet lader de medvirkende styre samtalen, som derfor går i mange retninger: Vi kommer omkring de traditionelle musikalske udtryks spirituelle undertoner, og her ville man gerne have opholdt sig længere. En interessant sekvens fortæller, hvordan trommedansen forholder sig til den udøvende kunstners hjerterytme, og hvordan den rytme er næsten den samme som pulsen i drill. Mere af det, tak.
I en efterfølgende talk fortalte filmskaberne, at værket oprindeligt er produceret som en audiovisuel installation til fem skærme. Det giver mening og ville måske have fungeret bedre. Som dokumentarfilm betragtet er Takkuuk fragmentarisk, kaotisk og retningsløs, og det er ærgerligt, for de unge musikere lader til at have mere at byde på.
»Takkuuk«, Zak Norman & Charlie Miller (UK), 2025 (67 min.). Vises på CPH:DOX 12., 17. og 19. marts