Menneske blandt maskinerne

Kaj Duncan David arbejder for tiden på et værk inspireret af Stanisław Lems roman Golem XIV (1981), hvor en computer udviklet til militærbrug opnår en sådan grad af intelligens, at den sætter sig ud over sine tildelte opgaver og begynder at sætte spørgsmålstegn ved motiverne hos de amerikanske militærfolk, der har bygget den. Det lyder måske som indledningen til et dystopisk mareridt, men er faktisk en moralsk fortælling: I stedet for at vende sig imod sine menneskelige skabere forsøger maskinen, Golem, at gøre dem opmærksomme på det nyttesløse ved at føre krig. »Det rigtig interessante ved romanen er,« siger Kaj Duncan David, »hvordan Stanisław Lem afmonterer vores frygt for teknologien.«

David er født i 1988 i Randers, men voksede op i Tyrkiet og Storbritannien, inden han vendte hjem til Danmark for at studere ved Dansk Institut for Elektronisk Musik i Århus hos Simon Steen-Andersen. Hans kunstneriske udtryk er så godt som fuldstændig elektronisk, og ved at kombinere både gammel og ny teknologi kan han arbejde med elektrisk lys i sine værker på en sådan måde, at lyseffekterne følger samme impulser som værkernes lyde. Hans musik bliver til på digital vis, hvor store dele udspringer eller finjusteres af algoritmer eller computerstyrede loops og layering.

»Hvis jeg tager udgangspunkt i mit eget liv, så kan jeg se, at mange vigtige ting er sket helt tilfældigt eller ved en fejltagelse«

Hvis forestillingen om, at kunstig intelligens en dag vil udkonkurrere menneskelig intelligens, ligesom det sker i Golem XIV, er udtryk for et uundgåeligt næste udviklingstrin i menneskehedens historie (»mange mener, det er noget vrøvl,« indvender David selv), så vil det også ramme kunstnere på et mindre diffust niveau. Kan man forestille sig, at et digitalt overvæsen sætter sig for at gøre komponister i alle afskygninger arbejdsløse? Hvis computere kan være intelligente nok til at udtænke idiotsikre militærstrategier for sidenhen blot at affeje dem som nyttesløse, så må man vel også gå ud fra, at de er intelligente nok til at skabe den form for logisk tænkende musik, vi kender fra komponister lige fra Bach til Aphex Twin og Kaj Duncan David?

Hvad computerne ikke forstår
Tøv en kende. I 2012 arbejdede David i seks måneder som forskningsassistent ved Simon Fraser University i Vancouver, hvor akademikere fodrede intelligente computere med et hav af MIDI-filer i forsøget på at få dem til af egen drift at skrive reel musik, som ikke ville kunne skelnes fra musik skrevet af menneskelige komponister. »Min oplevelse var, at den musik, computerne skrev, var et udtryk for en udjævning af al den musik, de var blevet fodret med. Det eneste, de gjorde, var at lave et musikalsk gennemsnit,« siger David. »Det er en kliché, at menneskelig kreativitet er ulogisk. Men det er kun med en vis kulturel forståelse, at man er i stand til at vurdere, hvornår man bør bryde en eller anden form for forskrift. Det forstår computerne ikke. Og hvis jeg tager udgangspunkt i mit eget liv, så kan jeg se, at mange vigtige ting er sket helt tilfældigt eller ved en fejltagelse.«

»Det er kun med en vis kulturel forståelse, at man er i stand til at vurdere, hvornår man bør bryde en eller anden form for forskrift«

Det logisk ulogiske – eller omvendt, alt efter øjnene, der ser – er noget, der altid har optaget komponister og kunstnere. Det ser man også i Davids mest markante værk til dato, den 90 minutter lange »centrifugale operette-solo« (ifølge hans hjemmeside) eller »komponerede artist talk« (hans egen beskrivelse til mig) Up Close and Personal, skabt til årets Münchener Biennale i samarbejde med instruktøren Troels Primdahl. I værket, som er på programmet ved næste års Spor Festival i Århus, spiller kontratenoren Daniel Gloger en person, der beretter om sit liv i det, vi som beskuere går ud fra er hans egen lejlighed, indtil »rummet begynder at interagere mere og mere med ham«. Den musikaliserede brug af lys, som David er kendt for, begynder at lede Glogers rolle fra det ene emne til det andet, fra banaliteter til dybsindigheder, indtil han i sidste ende glider mod en total opløsning af sig selv.

»Meget af snakken efter opførelsen gik på, om man overhovedet kunne kalde det musikdramatik. Det spørgsmål interesserer mig ikke rigtig,« siger David. »Værket er lige så komponeret som et stykke musik: Hvis man tænker på, at man i film har diegetisk og ikke-diegetisk musik, så er det det samme i dette tilfælde, fordi musikken nogle gange kommer fra højttalerne og skaber en særlig stemning rundt om personen, mens det andre gange er ham selv, der synger, og atter andre gange består musikken af rummet selv. Det var en ny måde at arbejde på for mig: at betragte rummet selv som et instrument, men at det samtidig også havde et dramatisk element med en liveperformer.«

Musikalske lys
Jeg møder Kaj Duncan David i begyndelsen af november ved Nordiske Musikdage i Helsinki, få timer før han skal opføre sit soloværk Relay (2015). I dette værk for bærbar computer og tre lyspærer looper han de forstærkede lyde af elektromagnetiske kontakter, som tænder og slukker for lyspærerne, ind i polyrytmiske teksturer, der dog efterhånden glider over i mere ligefremme, technolignende mønstre. Den sideløbende brug af lyspærerne giver musikken et rumligt udtryk, ikke mindst i kraft af at Davids egen skygge bliver kastet rundt i lokalet (i dette tilfælde Bio Rex’ store auditorium på Mannerheimintie). »I første omgang var det ikke gået op for mig, at lyspærerne ville skabe så fantastiske skygger. Jeg regnede bare med, at publikum ville kigge på selve pærerne,« fortæller David om værket, som han har opført i forskellige udgaver de seneste tre år.

Relay er et godt eksempel på Davids ønske om at skabe tværæstetiske oplevelser, hvor musik og lys ikke bliver betragtet som adskilte størrelser, men tværtimod er indbyrdes afhængige og udspringer af en fælles kilde. Så godt som alle de værker, han har skrevet siden studietiden i Århus – som fulgte i kølvandet på bachelorstudier ved Goldsmiths College i London og blev fulgt op af studier hos Manos Tsangaris ved Hochschule für Musik i Dresden – inkluderer et element af lysarbejde. »Jeg har studeret musik, jeg er komponist, jeg bruger musiksoftware, og jeg arbejder med et tidsligt baseret medie, så den måde, jeg bruger lys på, bliver musikalsk, hvis du forstår, hvad jeg mener,« siger han.

»Jeg bruger musiksoftware, og jeg arbejder med et tidsligt baseret medie, så den måde, jeg bruger lys på, bliver musikalsk«

Og den måde at bruge lys på har været med til at rense Davids musikalske udtryk. »Mine værker er gerne ekstremt reducerede, hvad angår det musikalske materiale. Det var et nødvendigt udgangspunkt, hvis jeg skulle nå et stadie, hvor lyd og lys kunne eksistere side om side. Bruger man ekstremt kompleks musik, så kan lyset også være ekstremt komplekst, men min interesse lå i at reducere det til et udgangspunkt, hvor man hører en enkel lyd, og så tænder lyset, og når lyden standser, går lyset ud.«

Processen, han beskriver, høres og ses tydeligt i Relay. Men i Up Close and Personal, hvor hovedpersonen langsomt bryder sammen i løbet af 90 uberegnelige minutter, må David vel omvendt have oplevet et tab af formmæssig kontrol? »Altså, jeg synes faktisk, at formen i Up Close and Personal er meget klar, for jeg arbejder med et meget brutalt formmæssigt princip om, at hovedpersonen bliver forstyrret og må springe mellem forskellige energiniveauer. Der er en klar afgrænsning af to forskellige og distinkte verdener, hvor han løbende bliver kontrolleret mere og mere udefra.«

Den kunstige intelligens’ mange lag
Hvilket bringer os tilbage til Stanisław Lem. »Jeg har altid været ret betaget af den idé, i hvert fald på et intellektuelt niveau,« siger David om den spekulative realismes opfattelse af, at den kapitalistiske verdensorden vil bryde sammen i mødet med intelligente maskiner, og at dette vil markere begyndelsen på en helt ny verden, hvor mennesket kan koncentrere sig om alt det, som computerne ikke har nogen interesse i at tage sig af – kunst, personlige udtryk og kreativitet, måske. Men det er samtidig utænkeligt, at David ville være blevet komponist uden software. »Jeg har lavet musik på mere eller mindre samme måde, siden jeg var 15, da jeg købte min første computer,« siger han. »Mine rytmiske mønstre er oftest intuitive, og det er ret meget baseret på tidslinjer. Jeg kan godt lide at lytte til musikken igen og igen og fjerne ting, indtil timingen er helt rigtig. Jeg har aldrig skrevet noget ved at notere rytmiske mønstre direkte på papir.«

»Mine værker er gerne ekstremt reducerede, hvad angår det musikalske materiale«

På udgivelsen Kjam fra i år gør en computer det grove benarbejde med at sammensætte adskillige lag af lyd optaget af David og hans samarbejdspartner Assaf Gidron i Stockhausen-studiet ved musikkonservatoriet i Haag. Over en periode på otte år gennemlyttede David og Gidron de utallige timers materiale og remixede det til en destilleret serie af syv brede, dybe, indskårne musikalske lærreder på i alt 48 minutter. »Ja, her var der tale om en rensningsproces,« siger han og indikerer, at kun det menneskelige øre er i stand til at nå ind til et sådant niveau af lydlig sensitivitet, som de syv skæringer udviser.

David afviser, at hans musikalske destilleringsarbejde kan kædes sammen med en særlig tendens inden for nordisk musik for tiden. Ikke fordi han ikke vil tale om andres musik, og det har han da også tidligere gjort i en håndfuld anmeldelser for Seismograf (»det er længe siden, jeg har læst dem«). »Som komponiststuderende bliver du oplært i en særlig form for ilterhed på steder som Darmstadt,« siger han. »Der er en del testosteron involveret, og det har en tendens til at give sig udslag i, at man taler grimt om musik, man ikke kan lide, hvilket jeg ikke bryder mig om i dag, selvom jeg formentlig selv gjorde det, da jeg studerede.«

I dag har han indtryk af, at hans nordiske komponistkolleger »skiller sig ud« ved festivaler som dem i Darmstadt og Donaueschingen. »Der bliver skrevet en masse virkelig god musik i Danmark og de nordiske lande, og Simon (Steen-Andersen, red.) er helt forrest fremme i den udvikling.« Hvordan vil han beskrive det i æstetiske termer? »Mere pluralisme, mere åbenhed, større brug af multimedier. Jeg tror, man kan sige, at det er en tilgang, der ikke er tynget af traditioner, sådan som man måske ser det i Tyskland og Frankrig.«

I en større sags tjeneste
Det samme kan man måske sige om David selv. »Jeg har faktisk ikke et særlig stort kendskab til den klassiske musiks historie i hverken Danmark eller Storbritannien,« siger han. »Hvis jeg skal være helt ærlig, så hører jeg måske et enkelt stykke nyskreven kompositionsmusik derhjemme om måneden. Jeg blev selv en del af samtidsmusikscenen, fordi jeg var ret fascineret af hele idéen om at ‘komponere’ musik, sådan som man lærer det ved konservatorierne. Noget, der adskiller den elektroniske musikscene, er, at den ikke er omgivet af det samme niveau af kritisk samtale; der eksisterer ikke et fælles sprog at diskutere musikken med, hvilket selvfølgelig både kan være en fordel og en ulempe.«

Inden premieren på Golem-projektet, som er skrevet til Scenatet, arbejder David med sin koreografiske samarbejdspartner på et nyt soloværk, som er blevet til efter kunstnerophold i Frankrig og Belgien. »Det beskæftiger sig med den tværæstetiske oplevelse, som jeg er blevet mere og mere optaget af,« siger han. »Jeg er ikke glad for ordet Gesamtkunstwerk, men den her form for totalperformance i helaftenslængde, som minder om en film eller et teaterstykke, interesserer mig virkelig.«

»Noget, der adskiller den elektroniske musikscene, er, at [...] der eksisterer ikke et fælles sprog at diskutere musikken med, hvilket selvfølgelig både kan være en fordel og en ulempe«

Ligesom med Up Close and Personal ligger forskellen i, at en anden performer er en del af værket. »Det handler meget om at behandle hendes stemme og skabe teksturer, der passer til hende, så musikken står i en større sags tjeneste end at være hovedattraktionen alene.« Og hvordan føles det så? »Nogle gange er det meget frustrerende. Ikke på grund af mit eget ego, men mere fordi det er en ret brutal proces – ligesom at skrive musik til film – hvor du er nødt til at være forberedt på at skulle skære godt materiale væk, når det ikke fungerer. Men jeg nyder det meget.«

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.