Ole Steen Petersen og Jesper Hendze. © Rasmus Cleve Christensen

Jeg er båndamatør

Unge mænd, der manipulerer med optagede lyde på spolebåndoptageren hjemme på drengeværelset. Lyt Dybt handler i denne episode om den danske båndamatørbevægelse, som gemmer på et overhørt og glemt stykke dansk lyd- og musikhistorie.
Podcast: Lyt Dybt
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Da spolebåndoptageren kom i almindelig handel i Danmark i løbet af 1950’erne, blev den en udbredt hobby, og i løbet af de følgende årtier eksperimenterede helt almindelige danskere med at redigere, klippe og skabe båndværker i små båndamatørklubber rundtom i landet. I juni måned udkommer LP-udgivelsen Danske Båndamatører, 1959-76 på Institut for Dansk Lydarkæologi, som formidler historien om bevægelsen gennem et udvalg af båndværker og et længere essay af komponisten Jonas Olesen.

Et stykke glemt dansk lyd- og musikhistorie
Båndamatørbevægelsen gemmer på et overhørt og glemt stykke dansk lyd- og musikhistorie, som bl.a. viser, at historien om den elektroniske musik og båndmusikken i Danmark ikke kun består af den lille håndfuld komponister, der har fundet vej til historiebøgerne – Else Marie Pade, Fuzzy, Per Nørgård, Bent Lorentzen osv. – allesammen konservatorieuddannede, klassiske komponister med en privilegeret adgang til indspilningsstudier. Båndamatørbevægelsen repræsenterer en ganske anden musikalsk og teknisk tilgang til både mediet og det at komponere, hvor man som amatør har prøvet sig frem eller lært tips og tricks af ligesindede.

En hobby fosvinder
Den teknologiske udvikling har for længst gjort lydoptagelse til et fuldstændig almindeligt fænomen, der ikke fordrer tekniske kompetencer. Det er derfor også den teknologiske udvikling, som medvirker til, at båndamatørbevægelsen langsomt dør ud i starten af 1980’erne.

Det skyldes, at de langt mindre, lettere og billigere kassettebåndoptagere kommer på markedet og erstatter spolebåndoptagerne. Men kassettebåndet og kassettebåndoptageren byder ikke på de samme manipulationsmuligheder som spolebåndet og spolebåndoptageren, og bl.a. derfor forsvinder også de fleste af brugernes erfaringer og oplevelser med optaget lyd som et formbart materiale. Båndamatørens epoke slutter.

Velkommen til et afsnit af Lyt Dybt, som opruller historien om helt almindelige mennesker, der gennem en række årtier kastede sig ud i den frie leg med lyd og musik. Vi møder de to tidligere båndamatører Ole Steen Petersen og Jesper Hendze, som fortæller om deres værker og oplevelser med spolebåndoptageren tilbage i 1970’erne.

I programmet refereres til udsendelsen Bedre lyd på båndoptageren fra 1968, og den kan lyttes fra DR’s hjemmeside her.