Der ewige Berg

Af
| DMT Årgang 64 (1989-1990) nr. 03 - side 90-91

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Jens Rossel har fulgt Gunnar Berg og studeret hans værker igennem en lang årrække. Her mindes han komponisten, som døde i august i år. Artiklen er også en foromtale til P2s portrætudsendelse lørdag den 18. november kl. 22 og DUT-koncerten søndag den 19. november kl. 20 i Gammel Dok, der sendes på P2 tirsdag den 21. november kl. 19.30.


Af Jens Rossel

Der har i mange år været meget stille om Gunnar Berg i Danmark. Selvom han to gange var indstillet til Nordisk Råds Musikpris for klaverkoncerten "Essai accous-tique" ogfløjtekoncerten "Aria". Så stille, at en stor avis i København i 1983 meldte ham død.

Nu er han død, den 25, august 1989, så nu kan der skrives endnu et kapitel i den danske musiks historie. For dansker var ogfølte Berg sig, selvom mange tror det modsatte. Og det bliver en historie, der rummer alt fra musiklivets totale afvisning af ham til påstanden: dansk musikliv er ikke en Gunnar Berg værdig.

Gunnar Berg blev født i Schweiz 11. januar 1909 af dansk-svenske forældre. Faderen døde, da Gunnar kun var fem år, og barndommen og den første ungdom var præget af alvorlig sygdom og mange miljømæssige omskiftelser. Familien var stort set totalt splittet og Gunnar mere eller mindre henvist til sin egen kamp for eksistensen.

Livsmod havde han. Efter konfirmationen i København returnerede han - med en "dødsattest i lommen" og arven efter faderen udbetalt i utide - i 1924 til et sanatorium i Schweiz. Han vendte tilbage i 1929 efter fire års nærkontakt med et internationalt betonet, fornemt og lidt snobbet miljø. Han beherskede tre sprog og var den perfekte guide på et hotel i København, så han fik alle drikkepengene - og blev henvist til regnskabsafdelingen bag portierlogen.

Musikken fik mere og mere tag i ham, og en opførelse af Tannhäuser på Det kgl. Teater i København i 1931 påvirkede ham afgørende. Han færdiggjorde studierne på Købmandsskolen, men musikken havde valgt. 11932 cyklede han til festspillene i Salzburg. Her åbnedes dørene for ham, han vendte tilbage i 1935, fik adgang til Bruno Walters og Toscaninis prøver - og fulgte som den eneste interesserede Herbert von Karajans kursus i Bruckners 4. og 5. Symfoni.

Tilbage i København gik han for alvor igang med musikstudierne, og i januar '36 begyndte han på Konservatoriet. Opholdet varede kun et år. Gunnar Berg tog initiativ til oprettelse af en studiekreds for ny musik, og dette betragtede direktør Rudolph Simonsen som så uforeneligt med et konservatoriums traditionelle og egentlige virke, at Gunnar Berg ved undervisningens ophør i slutningen af 1936 forlod konservatoriet. Uden tvivl har erfaringerne fra det koncentrerede og meget professionelle miljø i Salzburg ogsåbidraget til at sætte det københavnske konservatorieophold i relief.

I 1930 havde Gunnar Berg fået kontakt med Elisa Styhr, en ældre dame, som havde oprettet et legat. Hun døde i 1934 og testamenterede Gunnar Berg 250 kr. om måneden i 10 år. Dette satte ham i stand til selv at fortsætte musikstudierne, blandt andet med klaverspil hos Herman D. Koppel, ligesom han en overgang studerede hos den neoklassisk orienterede Herbert Rosenberg. Størst betydning fik imidlertid klaverstudi erne fra 1944-47 hos Elisabeth Jürgens, en usædvanlig pædagogisk begavelse, svensk af fødsel, men i en menneskealder bosat i København.

En overgang så det ud til, at Gunnar Berg skulle blive pianist. Hans klaverstudier førte i hvert fald til en turné i 1945 til Røde Kors-lejrene, der var oprettet rundt omkring i Danmark efter krigen for at huse de tyske flygtninge. Af repertoiret mærker man sig foruden Beethovens opus 110, Schumann og Chopin, værker af Debussy, Bartok og Honeggers "Sept pieces breves" samt Gunnar Bergs egen "Feldspathsuite".

Det blev dog det kompositoriske arbejde, der fik o-vertaget. De første værker stammer fra midten af 30'erne og omfatter nogle sange og en klaverfantasi. I 1937 skrev han 'Toccata - Interludium - Fuga" for klaver og "Ti japanske træsnit" for sang og klaver til Ki-tayamas digte over Hokusais træsnit af "Der ewige Berg" Fujiyama. Efter krigen, hvor han deltog aktivt i modstandsbevægelsen, kæmpede han i to år med en klaversonate. Ved en DUT-koncert i 1947 uropførte Jolanda Radio de japanske træsnit. Herom skriver Gunnar Berg: »Der lå dødsdom i luften. 15 tilhørere, heraf repræsenterede halvdelen pressen. Det blev dødsdom. Gunnar Berg blev afskrevet.«

Uropførelsen af klaversonaten i 1948 ændrede ikke på dette, og i efteråret 1948 rejste han på nogle legater til Paris, hvor han på Ecole normale de musique modtog undervisning af Arhur Honegger og senere deltog i Olivier Messiaens berømte analysekurser. Gunnar Berg præsenterede klaversonaten for Honegger og beretter herom: »Efter gennemspilningen tog Honegger noderne, så en stund på dem, bad mig så spille værket en gang til. Hvorpå han gennemgik dens struktur for de tilstedeværende elever. Ikke andet. Jeg følte mig usikker. Nogle uger senere fik jeg oplyst, at man agtede at opføre flere af mine værker ved en publikumskoncert i Pierre Schaffers Studio d Essai - radiotran smitteret - på Honeggers anbefaling«.

Klaversonaten blev igen på Honeggers anbefaling indlevet til konkurrence. Den modtog ingen pris, men blev erklæret "uden for konkurrence". Man kan forestille sig, hvordan en så succesrig start på hvad der blev til et næsten 10-årigt ophold i Paris måtte føles på baggrund af erfaringerne i København. Ufatteligt, ubegribeligt, utroligt.

Dørene til det parisiske musikliv var blevet åbnet, men Gunnar Bergs usikkerhed og frem for alt en lammende mangel på penge, gjorde det ofte umuligt for Gunnar Berg at gå ind af dem. Mange venskaber blev etableret, med Fred Gold-beck, John Cage og frem for alt Jean É-tienne Marie. Berg etablerede sin egen personlige udformning af en seriel kom-positionsmetode, baseret på tal, bogstaver og symboler, blandt andet nødvendiggjort af økonomien: Han havde simpelthen ikke penge til nodepapir. I 1950 skrev han således som den første danske komponist det første gennemførte stykke 12-tone musik, en suite for cello, og i 1953 nåede han i Filandre frem til det første værk, hvor alle musikalske parametre var totalt underlagt en seriel skrivemåde.

I 1951 spillede pianistinden Béatrice Duffour klaversonaten ved en koncert på Ecole normale, og det førte til ægteskab - med klaversonaten "Essai accoustique" fra 1954 som en forsinket bryllupsgave. Den er komponeret samtidig med og delvist baseret på samme materiale som det store soloklaverværk "Eclatements". Samme år skrev han også "Prosthesis" for altsaxofon og klaver. Sammen turnerede Béatrice og Gunnar Berg over det meste af Europa, de besøgte Darmstadt i 1952, og i 1957 sendte det franske udenrigsministerium parret på en turné til Tyskland og Skandinavien.

I 1958 besluttede Gunnar og Béatrice Berg sig til at slå sig ned i Danmark. I første omgang førte det til en omfattende foredrags- og koncertvirksomhed rundt på de danske højskoler, hvor de som de første introducerede den ny musik - i længere perioder opholdt de sig på Uldum Højskole. Økonomisk og arbejdsmæssigt var denne nomadetilværelse en overordentlig vanskelig periode. Ofte var der endda ikke engang penge til at rejse fra den ene højskole til den anden: Honoraret var kost og logi. En støtte var fabrikant Aage Damgaard fra Herning, der hjalp dem dels økonomisk, dels med et mindre hus i Baldersbrønde. Endelig satte en mindre arv dem i stand til i 1966 at købe Lindved gi. Skole mellem Horsens og Juelsminde, hvor de skabte et usædvanligt kultursted og blandt andet samlede egnens befolkning til en række mindeværdige koncerter.

Béatrice Berg døde efter længere tids alvorlig sygdom i 1976, og derved mistede Gunnar Berg endnu en grund til at opholde sig i Danmark. 11980 rejste han til Schweiz, hvor han efterhånden fik en del opmærksomhed. Gruppen Neue Horizonte Bern foranstaltede en radioudsendt portrætkoncert under titlen "Hommage à Gunnar Berg", en koncert der blev anledning til, at Schweizerischer Tonkünstlerverein udnævnte ham til æresmedlem. Også 80-års fødselsdagen 11. januar i år blev markeret med portrætkoncerter og forelæsninger. Blandt andet uropførtes et af de værker, han skrev i Schweiz, "Graphos", til tekst af Henri Michaux. Herhjemme indskrænkede markeringen sig til opførelse af klaverkoncerten "Frise" med Erik Kaltoft og Aarhus Symfoniorkester under Támas Vetos ledelse.

Gunnar Bergs forhold til Danmark var meget belastet. Et tilbagevendende samtaleemne var det danske skattevæsens totale uforståenhed overfor kunstnerisk arbejde og overfor muligheden for at eksistere på mindre end et eksistensminimum. Den manglende tillid var gensidig. Gunnar Berg vendte mange gange tilbage til spillet mellem KODA og Komponistforeningen, da han søgte optagelse. Ligeledes havde han også meget svært ved at acceptere, at de mange højskolekoncerter, hvor blandt andet det store klaverværk "Gaffky's I-X" blev uropført ved annoncerede koncerter med entré, af KODA blev betragtet som undervisning og gangede alle indberetninger med faktor 0. Béatrice Berg var så fortvivlet, at hun endda skrev til Kong Frederik om hjælp!

Gunnar Berg kom til Danmark på et tidspunkt, da det nordiske sinds univers spærrede for udsynet til Europa. Gunnar Berg var med til at ændre på dette. Men som komponist var han som den evigt søgende og i sit musikalske udtryk yngre end de fleste.

Han var imidlertid for gammel til at være jævnaldrende med dem, men ikke gammel nok til at bære en faderskikkelse. Endelig forbød hans egen selverkendelse ham at undervise, så han havde ingen elever til at hylde sig.

Endeligkunne hans musiks udtrykskraft og ekspres-sivitet, der lige fra begyndelsen placerede ham nærmere en mellemeuropæisk æstetik end en specifik dansk eller for den sags skyld nordisk, ikke rummes i og af det danske musikliv.

Det er set før, og Gunnar Berg bekræfter endnu engang, at et lille lands muligheder for at rumme det usædvanlige, det der falder uden for den fælles overenskomst om hvad der gør sig, ikke bare kan være, men ofte er begrænset - i hvert fald når det i den grad drej er sig om kunstneriske enegængertyper som Gunnar Berg.

Årgang 64/1989-1990, nr. 03