Avantgarde og New Wave

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 01 - side 38-39

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Tanker omkring genrernes selvstændighed og blanding

Komponisters musik svinger for tiden ofte som den bedste rockmusik - og new wave-grupper lyder tit som gamle avantgardisters musik. Vi har derfor bedt CARL BERGSTRØM NIELSEN forfatter til en musikhistorisk artikel om avantgarden i sidste DMT, at lytte til new wave-musik og fortælle om hvordan han opfatter det i forhold til den musik han beskæftiger sig med til daglig.

Før jeg begyndte at lytte til de 3 punk/new wave-plader, som dmt opfordrede mig til at skrive om, noterede jeg mig nogle punkter, jeg ville behandle: genreintegration? / pågående eller poleret? / eksperimenter-lyst? Og ved lytningens begyndelse kom endnu et spørgsmål til: hvad kan vi lære af denne musik? Her er så, hvad jeg synes:

»Never mind the bollocks. Here's the Sex Pistols« hedder Sex Pistols LP fra 77. Mit umiddelbare indtryk af pladen er, at her er herlig, energisk rock med høj energi. Jeg kan godt lide det pågående ved rockmusik, der drøner deruda' med fed bas og trommer og synes, rockmusikken kan være blevet rigelig afdæmpet somme tider siden de gamle dage i slutningen af 60-erne. Den rene lydglæde kan ligesom være falmet.

Energien her er nærmest ubændig. Stærk rytmefornemmelse hele vejen igennem. Ikke noget af den magelighed, der kan være over studieoptagelser. Kun ét af de 12 numre er i roligt tempo, ikke engang langsomt, alle de andre er hurtige. Karakteristisk er den konstant boostede lyd fra rytmeguitaren, der er pauseløs bortset fra i det »rolige« nummer. Trommespillet og bassen er pulserende. Et særligt træk er en vrængende afslutning på numrene, enten vokalt på forskellig vis eller med hvinende guitar. Og så er det jo altså rock med enkle kadencer og parallelakkorder.

Cornelius Cardew forsøgte at overbevise deltagerne ved Ung Nordisk Musikfest i 78 om, at punk var lig fascisme . Hvordan kan det så gå til, at de her synger »God save the queen, the fascist regime... « Og det er ikke blot majestæten, der fornærmes, også et multinationalt foretagende: »Unlimited supply, there is no reason why ... too many people supportus- who? E.M.L«

Genre-integration eller eksperimenteren er der ikke meget af her. Men som sagt, hvilken genopdagelse af rockmusikken.

Musikken på »Remain in Light« med Talking Heads fra 1980 lyder som »fusionsfunk«, nærmere betegnet funk med punktuelle og klangtæppe-mæssige elementer. Funk skulle så vidt jeg ved i øvrigt være en fusion af soul og rock, soul igen en fusion af jazz og rock. Og her når vi så til endnu et trin i jazzfølelsens akklimatisering. Men på denne plade mødes den så med en meditativ breden ud af musikken, der kan minde om afrikansk musik.

Over den gentagne bas og rytme høres instrumentale episoder, der kan spænde fra enkelte lyd-punkter over grupper af punkter evt. i dialog til længere soli. Med meget forskellig klang og spillemåde. Spørgende pauser, mange slags lyde svarer. Somme tider er der latin-agtigt percussion. »Onceina Lifetime« haretklangtæp-pe lidt å la Terry Riley. Og de sidste nummer, »The Overload«, bliver suget meget smukt ind i stilheden til sidst med en drone der varer hele nummeret igennem med skiftende klang, hvortil de puktuelle episoder bidraget i oktavfordoblinger til dronen. Det punktuelle går dog på pladen alt i alt ikke til yderligheder og er på sin vis allerede indbygget i funkstilen.

Numrene er forholdsvis lange. Strofeformen er splittet stærkt op med indskud og gentagelser, og både tekst, der såvel reciteres som synges og musik fremføres i én lang fortløbende proces.

Teksterne er i sammenligning med Sex Pistols (men man kan næsten ikke sammenligne så diametrale modsætninger) mere »digteriske«, tilsyneladende: »For a long time I felt without style or grace / Wearing shoes with no socks in coldweather«. Mendetisolerede individs søgen efter en identitet, som sangene handler om, er reel nok. Genre-integration og eksperimentérlyst? Ja, noget af den New York ske etniske blandinger ført et stykke ud i det ukendte.

»Winter Songs« med de engelske Art Bears fra 1979 indeholder en hel del forholdsvis korte sange. Den enkle strofeform overskrides ikke så meget, men det er tilsyneladende heller ikke meningen. Musikken er rockpræget og bruger akkorder, jeg ville kalde impressionistiske. Der reciteres en del på samme tone. Der bruges en del forskellige lyde, og »instrumentationen« er kontrastrig, både på tværs og på langs som klangfarvemelodi. På grund af pauserne, et statisk præg og en del pianoepisoder virker musikken på mig, når aktiviteten er på sit højeste mere skurril end voldsom, trods en vis gåen til det yderlige også hvad angår sang-diktion.

Teksterne er filosofisk-poetiske og udtrykker spiritualistiske stemninger.

Foruden i andre numre at blive brugt til indledning eller afslutning høres i »3 Wheels« konkret lyd, der tildels smelter sammen med lyden fra trommesættet.

Og hvad kan vi, der mest har med kompositionsmusik at gøre, så lære af rockmusikken her?

Hvad Sex Pistols angår, synes jeg moralen er den, at de musikalske genrer har en naturlig forskellighed, som ikke kan neutraliseres. Kreativt set kan alverdens ting integreres sammen, men integrationsbestræbelserne i musikken kan ikke mere end forholde sig betragtende til forskellighederne som et »metasprog« . Analyserende eller humoristisk. Metasproget likviderer imidlertid ikke sproget som sådan. I bedste fald kan det skabe kommunikation og inspiration til fællesskab og skabe blandinger. Og det er godt nok meget fine ting.

Men antropologisk set er der forskellige sociale funktioner af musikken, såsom, globaltset, brugt iforbindelse med festen, arbejdet, meditationen. Hos os er der en grundlæggende forskel mellem musik der primært er koncertmusik, hvortil svarer en »betragtende« lyttesituation og mange nuancer i musikken. Og så den robuste musik, yngre folk i almindelighed går ud og danser til, som har mere appel til fysisk udfoldelse.

Den klassiske musik postulerer en verden hvor genrerne hænger nært sammen. Klassiske og romantiske symfonier har ind-fusionerede sang-og danseformer. Tager man dem væk, må der komponeres helt nye former for strukturer og processer. Menuetter fx er godt nok dansemusik, men relikter, ikke med direkte forbindelse til aktuelle miljøer. Så kan man selvfølgelig sige, at relikterne repræsenterer en historisk erindring, og hvor forskellige er de barokke kædedanse fx mon egentlig fra nogle af de folkedanse, man genopliver nu, hvis man skræller ned til de koreografiske grundstrukturer osv.

Men god integration forudsætter erkendelse af, hvad der søges integreret. Rockmusikken er noget kvalitativt nyt set i den større musikhistoriske sammenhæng. Mere pågående og dermed et udtryk for kroppens reaktion på vilkårene i de nuværende vestlige samfund. Sex Pistols postulerer ingen falsk musikalsk identitet. Og i genopdagelsen af rock-impulsen berører punkmusikken sig med noget af hippiemusikken i den samme glæde over den fede lyd. I sin bevidste primitivetet stiller den spørgsmålstegn ved pænheden også i rockmusikken. Selv om de af os, der har baggrund i 68 også må stå for skud, synes jeg alligevel, kritikken af det etablerede ligner ungdomsoprørets.

På Holte station nord for København hang der på et tidspunkt en reklame, der viste en bondemand ved en mark og som havde teksten »Vi gør gule kornmarker til grønne Tuborg«. En genial, punket kommentar var skrevet på med spritpen: FRA KAOS TIL KOSMOS. Den kan bruges i mange sammenhænge. Skaber vor civilisation kosmos ud af kaos?

Den kaotiske og den kropslige impuls kan begge virke farlige. Er Sex Pistols farlige? jeg vælger at mene, at når man kan udtrykke sig musikalsk med en kreativitet som her og teksterne forholde sig tolkende til frustrationens psykologi: »I don't know what I want, but I do know how to get it«, sei går man ikke ud på gaden og smider benzinbomber. I hvert fald er risikoen nok større hvis muligheden for at udtrykke sig helt forsvinder.

Talking heads viser på den anden side, at integreres kan der. Den robuste musik kan godt eksperimentere med klang og struktur.

Hvad angår Art Bears, er der noget, som ikke rigtig når ind til mig. Det er svært at konkludere noget, og moralen må lige nu være den, at man ikke altid kan presse meninger og moraler ud af alting. Man må give sig tid til at leve med tingene.

Og dette sidste gælder sikkert i de t hele taget, når man vil orientere sig i andre musikformer end ens egen.

Årgang 56/1981-1982, nr. 01