Rapporter

Af
| DMT Årgang 55 (1980-1981) nr. 04 - side 194-195

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

UNM - 1981


Af Andy Pape

Fra 6.-16. januar er Ung Nordisk Musik '81 blevet afviklet i København med fest, musik og diskussion. Arrangementet har, efter aviserne, og deltagerne selv, været en succes. Som deltager i UNM for fjerde gang skal jeg prøve at give et personligt indtryk af denne festival set i en historisk sammenhæng med de foregående festivaler.

UNM arrangeres på skift af de fem nordiske lande med støtte fra diverse fonds (bl. a. NOMUS). Der arrangeres kammerkoncerter og mindst een symfonikoncert med værker skrevet af unge nordiske komponister. Kammerkoncerterne udføres af konservatorie- og universitetsstuderende, symfonikoncerterne af et veletableret ensemble f.eks. Radioorkestret. Der arrangeres også diskussioner og seminarer i løbet af ugen som ledes af en mere »etableret« komponist eller musiker der tager udgangspunkt i aktuelle emner samt de værker der bliver spillet til selve festivalen. Til UNM '81 har der været 5 kammerkoncerter og to kor/symfoniorkester-koncerter hvor ca. 60 nordiske komponisters værker har været spillet af ca. 150 nordiske musikere. Der har også været et UNM-orkester, som jeg senere skal omtale.

UNM adskiller sig væsentligt fra de fleste andre musikfestivaler på flere punkter. Dels foregår alt på idealistisk basis, (ingen honoreres i forbindelse med festivalen pånær de indbudte forelæsere), dels beskæftiger den sig med yngre »uetablerede« komponister fra fem forskellige lande, og dels er der arrangeret diskussioner om musikken som bliver opført. Disse punkter har visse bivirkninger som må henlægges til »UNM's diskrete charme«.

Når der er tale om den yngste generation af komponister, kan det ikke undre at musikken til tider kan virke vag eller usikker i en tid hvor man som ung komponist bliver præsenteret for et mylder af forskellige (mere eller mindre patent-) løsninger på og holdninger til den nye partiturmusik. Det er tværtimod et udmærket udgangspunkt for diskussion af denne musiks placering i vores samfund og hvordan man (i de nordiske lande) kan komme frem til et tilfredsstillende udtryk ved at snakke med andre komponister og (meget vigtigt) de musikere som skal opføre denne musik.

Disse diskussioner, som på papiret ser vældig spændende ud, er desværre vanskelige at føre i praksis. For mig er disse diskussioner en af de mest spændende sider af UNM og diskussionsformen er blevet ændret og eksperimenteret med i løbet af de sidste fire UNM festivaler for at finde en velegnet fremgangsmåde. I 1978 fandt UNM sted i Bergen, og diskussionen om de spillede værker foregik således, at en etableret kompo-sitionslærer ledte diskussionen og, en ad gangen, gennemgik samtlige værker fra gårsdagens koncert. Di-skussionslederen havde i forvejen studeret partiturerne og indledte hvert værk med en eller anden mere eller mindre personlig kommentar om det pågældende stykke. Ordet blev derpå givet frit, hvorpå diskussionen fortsatte indtil a) ingen kunne sige mere, eller b) man af hensyn til tiden skulle videre til næste værk. Denne diskussionsform (som Louis Andriessen betegnede som »tandlæge situationen«) har to store ulemper. For det første kommer en del komponister hovedsagelig for at diskutere deres eget værk, og for det andet når diskussionen aldrig særlig dybt, da man hele tiden skal »starte forfra« med hvert værk. UNM '79 blev holdt i Arvika og var i øvrigt en meget spændende festival idet mange af de »givne« rammer omkring UNM blev ophævet eller eksperimenteret med. Dette gjaldt også diskussionerne omkring værkerne, således at der til selve festivalen ikke blev afviklet nogle koncerter, men koncerterne blev holdt forinden i de 5 nordiske lande.Båndene af disse koncerter blev afspillet på festivalen og diskuteret i et afslappet forum. Den etablerede lærer var afskaffet og formen var mere flydende. Her var der mere tid til at uddybe visse emner når eller hvis de dukkede op. I Helsinki 1980 fortsatte man med ideen om at der ikke skulle være en etableret lærer, men at diskussionenerne lige så godt kunne ledes af en af de yngre komponister som så påtog sig en ren ordstyrerfunktion. Resultatet var desværre ikke så positivt, fordi diskussionen hele tiden drejede over i en personlig retning. Replikker som »Det er selvfølgelig min helt personlige subjektive mening, men jeg synes at dit værk var dårligt« og svaret, »Så har du slet ikke forstået min musik« var ikke ualmindelige. Der kan naturligvis ikke komme meget diskussion ud af et sådant grundlag.

Til UNM '81 blev den hollandske komponist Louis Andriessen inviteret dels som foredragsholder, dels som leder af de daglige diskussioner om værkerne. En af hans første replikker viste at han kendte til problemerne omkring sådanne diskussioner, idet han bemærkede hvor svært det er at institutionalisere en diskussion; »De vigtigste diskussioner foregår på værtshusene efter koncerterne«. Det var uheldigt at de programsatte diskussioner nåede en endelig form de sidste par gange og det var kun de mest standhaftige, som nåede at opleve dem. For mig var denne diskussionsform den mest vellykkede i UNM sammenhæng. De første diskussuioner var præget af en vis forvirring som stammede dels fra Andriessen, da han ikke var helt klar over hvad hans funktion skulle være i den sammenhæng, og dels fra tilhørerne som havde meget bestemte meninger om, hvad de forventede. Andriessens udgangspunkt var meget radikalt i forhold til de foregående festivaler, nemlig at en diskussion om de enkelte værker for deres egen skyld var meningsløs. Han begrundede dette med at en sådan diskussion aldrig ville komme til bunds i noget som helst, og at diskussionen mere skulle tage fat på de generelle problemer som et eller flere værker synes at frembringe. Fremgangsmåden for de sidste diskussioner var således at Andriessen kom med flere »punkter« som værkerne fra den foregående koncert havde rejst. Han bad derefter tilhørerne om at tilføje punkter og prioritere dem. Diskussionen kredsede således omkring de generelle punkter ved at inddrage de pågældende værker som eksempler. Andriessen formulerede sin funktion i disse diskussioner således, »Jeg skal kun sørge for to ting: 1) at folk ikke snakker i munden på hinanden, 2) at gøre opmærksom på når diskussionen forlader det emne som er det centrale.« Det tredie han sørgede for var at deltage i diskussionen på lige fod med alle andre. Som konklusion af denne diskussionsrække blev det formuleret at »den bedste diskussion er når lederen gør hvad han vil, og publikum tvinger ham til at gøre noget andet.«

En anden side af UNM som jeg synes er vigtig og som jeg kan se en udvikling i i løbet af de sidste år er en tendens til at gå væk fra den oprindelige idé at UNM kun var komponisternes festival og at inddrage mere og mere to meget vigtige faktorer i den forbindelse nemlig musikere og publikum. Der kan vist ikke være tvivl om at samtlige UNM koncerter var publikumssucceser. Jeg kan nævne den sidste koncert i Tivolis koncertsal hvor 600 mennesker deltog hvilket må siges at være et pænt publikum til en koncert med ny musik. Der er blevet lagt stor vægt på at gøre opmærksom på UNM for at udvide folks kendskab til ny musik således at festivalen ikke kun er til gavn for komponisterne. Det er lige så vigtigt at unge musikere lærer den nyere musik at kende dels ved indstudering af kammerværkerne (i samarbejde med komponisten) dels ved det der hedder UNM-orkestret. Dette orkester indstuderer et antal moderne »klassikere« i løbet af ugen, som afsluttes med en koncert hvor værkerne præsenteres. I år var værkerne af Strawinski), Bartok og Berio under Harald Farbermans ledelse. Det er klart at resultatet ikke kan måle sig med et rutineret professionel orkester, dels fordi musikerne spiller sammen i så kort tid, dels på grund af musikernes uvanthed med at spille ny musik. Koncerten skal således betragtes som en præsentation af orkesterseminarets arbejde, som for mig at høre var nået vældig langt. Dette samarbejde mellem komponister og musikere kan selvfølgelig udvikles meget mere, og det var tydeligt til det afsluttende plenarmøde at der var interesse for at udvide dette samarbejde. Det blev foreslået at etablere faste ensembler som komponisterne opfordres til at skrive for, eller at ensembler selv kan sende forslag enten af kompositionsmusik eller improvisationsmusik. Alle disse ideer går så videre til næste års UNM som kommer til at foregå på Island hvor festivalen finder endnu et udtryk i en udviklingsproces som forhåbentlig aldrig holder op.

Årgang 55/1980-1981, nr. 04