Nørgård-Sibelius-korrespondancen

Korrespondancen mellem Per Nørgård og Jean Sibelius er mere end et musikhistorisk kuriosum, som fremstiller den 21-årige danskers bjergtagethed af den berømte 89-årige finne. Korrespondancen er interessant, fordi den udvider vores viden om og forståelse af Nørgårds tidlige periode og hans tanker om det 'nordlige sinds univers'. I brevvekslingen med Sibelius skriver Nørgård i det første brev af 2. juli 1954 om sin fascination af Sibelius' musik. Dette på baggrund af æstetiske og kompositoriske overvejelser, der går videre end blot beundring og tilbedelse.

DMT har bedt Nørgård om at offentliggøre dokumenterne.

Med det første brev til Sibelius i 1954 sender Per Nørgård sin Kvintet, op. 1. Nærværende udgave af brevet fra Nørgård til Sibelius er blevet til på baggrund af Per Nørgårds kladde. Den er så meget mere interessant, fordi den med udstregninger og indskud viser, hvor usikker og tøvende Nørgård er over for at skulle henvende sig til den finske nestor. (Se også udsnit af brev i fascimile).

Returbrevet fra Sibelius kommer den 15. juli 1954 (trykt fascimile her). Sibelius' opmuntrende ord giver Nørgård mod til at gå videre - den 25. november 1954 sender Nørgård et brev til Sibelius med anmodning om at tilegne Sibelius Aftonland, op. 10. (Kladden til dette brev findes ikke i Per Nørgårds gemmer).

Den 2. december 1954 modtager Nørgård takkebrev fra Sibelius, som modtager dedikationen (trykt fascimile her).

Nørgård sender tak for brev og bilægger den trykte version af Aftonland (dette brev findes ikke).

Den 6. maj 1955 sender Sibelius et brev til Nørgård og et til Wilhelm Hansens Musikforlag, hvor Sibelius takker for den trykte udgave af Aftonland. (Brevet til Wilhelm Hansen er trykt fascimile her).

I efteråret 1954, kort tid efter den første brevveksling, er Per Nørgård til skandinavisk konservatoriefest (senere kaldet UNM) i Helsinki. De nordiske komponister inviteres ud til Ainola, Sibelius' hus uden for Helsinki. Sibelius står på verandaen og vinker til de unge danske komponister og ønsker dem held og lykke. Komponisten Ole Schmidt trykker Sibelius' hånd (se foto side 14). I kredsen af unge komponister står en genert Per Nørgård, der ikke vover at give sig til kende. Han får ikke siden lejlighed til at hilse på Sibelius, der dør den 20. september 1957.

I august 1997 skriver Per Nørgård en introduktion til korrespondancen. Den bringer vi også i dette nummer.

Kære hr. [Sibelius]

Det er et højst dristigt og tilsyneladende noget påtrængende forehavende af mig, en ung dansk komponist, at skrive til Dem; men da jeg nu har båret på den tanke i et år, påbegyndt dens udførelse og ophørt igen uden at den har villet forlade mig, men snarere har vokset sig (forhåbentlig) moden i mit sind, kan jeg ikke undgå at føle at det må være noget jeg skal gøre, og håber så til at tanken nu er modnet dertil. - Jeg beder Dem altså om tålmodighed et lille stykke tid endnu.

Oplevelsen af Deres musik har på forholdsvis kort tid kulegravet og ændret mit syn på hele musikhistorien i de sidste par århundreder. - Efter min musikalske bevidsthed var vågnet vendte jeg, som naturligt var, til min samtids musik (eller rettere til den del af den man med et dårligt og dog måske rigtigt ord har kaldt modernismen]. I første række modtog jeg stærke indtryk fra Stravinskys tidlige værker men frastødtes af hans senere udvikling. Jeg søgte en sundere, naturligere musik og blev da tiltrukket af Béla Bartok, som endnu i dag står for mig som en ægte søgende og meget begavet komponist. I parentes bemærket har hverken Hindemiths eller dodekafonisternes værker nogensinde betydet noget for mig. - Men i Bartoks musik fandt jeg en tonal friskhed og melodisk inderlighed som længe forekom mig uovertruffen i århundredets musik. I dag ved jeg imidlertid at Bartok aldrig har vokset sig helt ind til min personlige fornemmelse af tilhør og rod-fæstethed i livet, verden og dermed i musikken. Hans musik forekommer mig i dag til en vis grad tidsbundet, og dermed for lidt universel.

Det blev uropførelsen af en danskers symfoni som blev primus motor til de indre oplevelser som satte alt på plads i mit sind. Vagn Holmboes "Sinfonia boreale" gjorde et stærkt indtryk på mig og uden at kunne forklare mig selv hvorfor blev jeg straks klar over at jeg nu måtte studere Sibelius' symfonier. Jeg lånte partiturerne til dem alle 7 på biblioteket og begyndte at købe alle de plader jeg kunne få med disse værker. Og jeg oplevede da det mærkelige - som er fortsat til dags dato - at disse musikværker stadigt og kraftfuldt voksede i min bevidsthed for hver gang jeg studerede og hørte dem. De nåede altså ikke det punkt hvor de havde sagt en alt de kunne, hvor de så at sige havde nået loftet, tværtimod fandt jeg dem fra gang til gang stadig rigere. Dette har jeg ikke oplevet med nogen anden komponist fra dette århundrede, hverken med Stravinsky, Bartok eller vor egen Carl Nielsen. - Forklaringen forstod jeg egentlig hurtigt; Deres musik er på en måde, som langt overgår Deres samtidige, forbundet med tilværelsens elementære, inderste, og helt tidløse kræfter, med naturen i videste forstand, hvorfor det åbne menneskes sind hvergang det kommer til Deres musik vil føle sig påny gennemstrømmet af livets urkilder som altid, stærkere for hver gang, stimulerer til en enklere, rankere og usigeligt rigere levevis. Denne mystiske forbundethed med tilværelsen følte jeg samtidig med at jeg erkendte min natur som dette udefinerlige nordlige, en fornemmelse der allerede var stærkt vakt i mig ved at høre Holmboes "Sinfonia boreale"; den rene nordlige luft, det stærke mørke og det glasklare, uslørede lys, dette, den nordiske naturfornemmelse, er i dag for mig noget af det dyrebareste i mit liv. - Men, undskyld mig, jeg er endnu ikke kommet til den intellektuelle kærne i mit brev, til det som har givet mig modet til at skrive dette brev.

Ved det stadig dyberegående studium af Deres symfonier blev jeg slået med undren over hvor nyskabt Deres formfornemmelse er, en i bedste forstand nutidighed som faktisk fik mig til at føle Stravinsky og Bartok som historie, dér hvor De er den levende virkelighed. Jeg fandt at det formprincip som jeg anså for opstået i fyrrerne, nemlig det metamorfotiske, allerede var fuldt udfoldet i Deres senere symfonier, i "Tapiola" og i andre værker. Den metamorfotiske formfornemmelse står for mig som den levedygtige afløser af sonateformen; den organiske vækst ud af enhedsstof som afløser af det dualistiske sonateprincip. Denne formfornemmelse efter hvilken den musikalske tanke skønt i stadig forvandling af udtryk og karakter og stof dog bevarer sit "jeg", sin kærne, opstod tilsyneladende i dansk musik i de tidlige fyrrere og blev udfoldet i en række symfoniske værker, af hvilke "Sinfonia boreale" er et meget betydeligt eksempel; tænk Dem den følelse for mig at finde dette nye, ægte symfoniske formprincip fuldt udfoldet i nogle værker man sædvanligvis og overfladisk har henregnet til en anden epoke i musikken. Her er jeg da endelig ved kærnen: jeg har nu fundet den ubrudte symfoniske linie fra den symfoniske skaben i dag i 1954, gennem Deres værker og tilbage til Beethoven, Haydn. Hvad der så skete omkring 1910-20 i Stravinsky[s] og Bartoks musik og i de bølgeringe de bragte opfatter jeg som en regeneration, en fornyelse og udrensning af celler i tone-sproget som havde mistet deres friskhed ved overeksponering af udtrykket i sidste halvdel af 1800-tallet. De, derimod, havde så meget styrke i Deres sind at De kunne indgive ny kraft til de elementære kendte midler, samtidig med at De skabte en fornyelse af disse, samklang, melodik og til en vis grad tonalitet, men først og fremmest ved en hidtil uset nyskabelse af storformen. Dette er det altså, så mangelfuldt udtrykt det end er, jeg har villet skrive til Dem: tiden er nu, tror jeg, endelig kommet hvor en symfonisk skaben i samme ånd som Deres symfonier er skrevet men helt uden denne stilistiske imitation som til at begynde med ville have været, og var, uundgåelig, en symfonisk skaben på traditionen Beethoven-Sibelius af komponister for hvem Deres værk vil stå som det ubestridte midtpunkt i den første halvdel af århundredet. Dette var ikke muligt før nu i dette århundrede, af andre end Dem, men nu er jeg overbevist om at midlerne er modnet dertil.

Det er muligt at De forlængst har vidst det jeg har villet sige, og måske for lang tid siden har indset at sådan er det, men for mig, for hvem alt det her sagte er det pri-mitive udtryk for stærk personlig oplevelse, for mig har den mulighed at De ikke havde hørt det, uafhængigt sagt af en ung Dem ganske ubekendt komponist, altså været tilstrækkelig til at jeg ikke kunne føle det som blot påtrængenhed af mig at skrive til Dem.

I dybeste hengivenhed

[Per Nørgård]
Jagtvej 101
København N

Skarpe parenteser er redaktionelle tilføjelser.