Konservatoriets elevforening

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 02 - side 27-28

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Konservatoriets Elevforening

Kgl. Operareptitør Povl Ingerslev-Jensen bringer her nogle suplerende Betragtninger til Frede Schandorf Petersens. Artikel, »Nordiske Konservatorieelever begynder Samarbejde«, som blev bragt i forrige Nummer af D.M.

Den Bølge af Samarbejdsbestræbelser, der skyller hen over den opvaagnende Efterkrigs-Verden, er et lykkeligt Bevis paa, at Frosten, skønt haard, dog har skaanet de bedste Kim i Menneskesindets jordbund. Man kan glæde sig langt ind i Sjælen over det myldrende Initiativ, der udfolder sig, ogsaa herhjemme, for at komme op i Lyser, gøre sig gældende, leve.

Forrige Nr. af D. M. bragte en Artikel af den unge Musiker Frede Schandorf Petersen, hvori han paa saglig. Vis redegør for det Samarbejde, som paa dansk Foranledning er kommet i Stand meilem de nordiske Musikkonservatoriers Elevforeninger og som foreløbig har manifesteret sig i en Konference paa Stockholms »Musikhögskola« i Okt. 45; man enedes om at nedfælde Retningslinierne for det kommende Arbejde i en. Resolution, der skal virke som en manende Appel til at slutte op om Idéen.

En gammel Konservatorieelev faar virkelig Foraarsfornemmelser. Hvordan stod det til paa Konservatoriet i 20'erne, da man selv gik der? Man gik paa et Hold og hos de og de Lærere, men havde kun Kontakt med en halv Snes Medstuderende, hvad der bidrog til at skabe Kliker, og det personlige Kendskab til ens Lærere indskrænkede sig, paa en enkelt Undtagelse nær, nærmest til Navnet. Der var ingen Mulighed for Diskussion eller for videre Samhørighed, der var ingen Elevforening af Gavn, og var der en snæver Kreds, der af og til forsøgte at danne en saadan, kom den i Virkeligheden ret snart til at ligne enhver anden Forlystelseskomité. Det føltes som et virkeligt Savn, og hvis de nye Kræfters Virksomhed nu faar Heldet med sig, vil det forhaabentlig ogsaa vise sig, hvor meget man tidligere har forsømt.

I Naar jeg tillader mig ved denne Lejlighed at komme med en, supplerende Bemærkning til den føromtalte Artikel, er det dels for at bringe selve Ideen min varmeste Tilslutning, og dels for at oplyse, om, at Tanken om et internationalt Samarbejde mellem Musikstudenter, langt fra at være ny endogsaa har figurerer paa. Konservaroriebestyrelsens Dagsorden.

I Februar 1928 sendte Elevsammenslutningen ved de tyske Konservatorier og Musikhøjskoler (sammenfattet under Betegnelsen »Asta«- Allgemelner Studentenanschluss) Opf ordring til vort Konservatorium om at lade sig repræsentere ved en Kongres Köln til Fremme af de allerede dengang i Tyskland vidt fremskredne Sammenslutningsplaner. Man enedes om at undersøge, om disse havde praktisk Værdi, for os og valgte Undertegnede til Opgaven, da jeg paa det Tidspunkt kunde Tysk. Paa Grundlag af de paa Kongressen afholdte Møder, hvor hver Deltager aflagde Beretning om Forholdene ved den paagældendes Konservatorium, og efter personlig Diskussion mellem Elevrepræsentanterne for en lang Række europælske Byer, afgav jeg efter min Hjemkomst et Referat til Konservatoriets Bestyrelse og frernsatte Ønsket om, at det maatte komme til mine Medelevers Kundskab som et Foredrag el. l. At dette aldrig skete, hvad saa end Grunden var, er en beklagelig Fejl, det var halvgjort Værk og Eleverne, for hvis Skyld Rejsen var foretaget, kom ikke videre end Referatet, der gik i Arkivet, hvis der findes er saadant. Maaske kunde dette Referat nu have Interesse, da Emnet paany er blevet aktuelt, men Pladsen her kræver, at jeg nøjes med at henvise til det.

Mit Indlæg har ogsaa en tredie Motivering, for saa skriver Hr. Schandorf Petersen pludselig, bedst som man var blevet rigtig optimistisk over hans Artikel: »at realisere disse Planer til Bunds er for vort Vedkommende ikke saa ligetil endda, det kræver en velorganiseret Forening saavelsom en velfunderet Økonomi, og i den Retning er vi endnu langt tilbage.«

Denne Udtalelse kommer unægtetlig som en Spand koldt Vand. Hvordan kan man tænke paa internationalt Samarbejde, naar det skorter paa Sammenhold mellem vort Konservatoriums egne Elever? Da Sagen er af en saadan Betydning, at den bør nyde al tænkelig Fremme, saavel fra Konservatoriets egen Bestyrelse som ved Interesse og Støtte fra andre Faktorer i vort Musikliv, mener jeg, at det til en Begyndesle vilde være formaalstjenligt, om bemeldte Elevforenings Formand i dette Blad bragte en Redegørelse for Foreningens Arbejde, dens Medlemstal og dens hidtidige Resultater. Vi skal af Udlandet lære, hvorledes det internationale Samkvem skabes og bør med Iver hellige os denne Opgave, men mon ikke det var klogest, først at danne den Basis herhjemme, et saadant Samarbejde bør hvile paa?

Årgang 21/1946, nr. 02