kritik

Lyden af ambassaden - en diplomatisk lydkunst

De Nordiske Ambassader i Berlin har igennem snart mange år haft skiftende udstillinger i deres såkaldte ’Felleshus’. Udstillingen The Embassy Reconstructed, der var en del af Transmediale-festivalen, begrænsede sig dog ikke blot til udstillingsrummene, men invaderede også flere af de sædvanlige arbejdsrum. Der var deltagelse af seks nordiske kunstnere, og den fælles præmis for værkerne var, at fortolke et internationalt politisk rum igennem lyden som medium.
Af
19. Februar 2013
Anmeldelse af lydkunstudstilling, Berlins Nordiske Ambassader, Transmediale 2013

Arkitekturens tale
Udstillingens initiativtager er den svenske kunstner Åsa Stjerna, og det har tydeligvis hendes været hendes intention, at kunstnerne skulle udforske ambassadens arkitektur, men også ambassaden i mere begrebsmæssig forstand. En idé om "det politiske" eller "det diplomatiske" løber derfor som en sær understrøm i værkerne, og man kan mærke, at balancegangen mellem de to har været et benspænd for nogle af kunstnerne.

I Åsa Stjernas eget Degree of Noise tages arkitekturen i brug i forhold til lyd og akustik. Hun har placeret 4 små hvide højtalere inde bag panserglasmuren mod ambassadernes gårdsplads. Denne plads har man som gæst ikke har adgang til – og man kan derfor kun lytte til værket stående udenfor. Højtalerne kaster bl.a. lyden af politiske udsagn og uddrag fra højspændte diplomatiske taler op imod en tagkonstruktion, som resonerer med og forstærker lyden, så det bliver hørbart for publikum. Det bliver selvfølgelig til en vælling af lyd og vindsusen, men det forstærker arkitekturen foran ambassaden på en kold, vindblæst februardag. Der er i hvert fald et udtryk i dette værk, som er afstemt efter omgivelserne.

Brandon LaBelles værk Skizo-Embassy interagerer også med ambassadens arkitektur, men på en meget anderledes måde. Her indtager 4 store hvide højtalere på stativ ambassadens centrale konferencerum. De står placeret rundt om det ovale bord og lader én mærke, at man ikke skal tage plads ved bordet, men må affinde sig med at lytte til den samtale, der finder sted mellem de 4 højtalere. En samtale mellem en liberisk landmand, en amerikansk pilot fra luftvåbnet og en imaginær diplomat. En sær samtale i en blanding af relativt banale udsagn og poetiske udvekslinger om "det diplomatiske" og om talens funktion i nutidens politiske landskab:

”language is a doublesided coin”
”you already speak to much”
”it is all we have”
”no, we must also act”

Det er lidt mekanisk, stemmerne lyder som oplæst fra et manuskript, men jeg fastholdes alligevel. Jeg bliver stående, fascineret af den ro værket har, og den naturlighed hvormed det placerer sig i ambassadens store konferencerum.

Den diplomatiske tale
Det er det ambivalente i den her udstilling: At værkerne er interessante, fordi de skal forholde sig til ambassadens særlige institutionelle omgivelser – hvor konferencelokalet eksempelvis bliver udstillingsrum – men også uinteressante, fordi temaet "det diplomatiske" bliver taget for bogstaveligt af nogle af kunstnerne. Det bliver gennemgående oversat til sproglige repræsentationer, og det er ikke nødvendigvis den mest frugtbare strategi.

Som i eksempelvis Juliana Hodkinsons Defending territory in a networked world hvor 8 højtalere i ambassadens trappeopgang spyr brudstykker af udenrigspolitiske taler, diplomatiets stemmer og autoritetens vokabularium. Man står og venter 20-30 sekunder - og så pludselig vælter stemmerne frem i munden på hinanden. Et simpelt værk, hvis placering og installering er meget veludført, men hvor idéen måske er stærkere end resultatet. Selve overraskelsesmomentet i de bratte udbrud bliver et gimmick, mere end det giver mening i forhold til værkets indhold.

Værket Spoken versions 1, 2 + 3 af den norske kunstner Liv Strand fungerer nærmest med modsat fortegn. Her er der næsten ingen installering – to sæt høretelefoner til to CD-afspillere på et glasbord hengemt bag trappen i foyeren – men i stedet et helt konkret og tydeligt sprogligt indhold. Hun har interviewet 5 ansatte ved De Nordiske Ambassader om begrebet 'internationalisme', og optagelserne er redigeret sammen som en art montage. "Please take a CD for further listening" står der i materialet, og jeg har genlyttet værket herhjemme, men kan ikke rigtig udpege den kunstneriske formgivning, selvom der er interessante momenter i de forskellige interviews. Heriblandt den fine observans fra en kvindelig svensk medarbejder, at globaliseringen opstod i 1969, da rumsonden fotograferede kloden i sin helhed fra rummet.

Den abstrakte fortolkning
Der fungerer den danske Jacob Kirkegaards strategi mere overbevisende som en lydkunstnerisk fortolkning af ambassaden i værket BANDERA #2. Han har ved hjælp af kontaktmikrofoner optaget resonansen af ambassadens fem nationers flagstænger, og altså angiveligt lyden af de fem flags forskellige lyduniverser. Disse optagelser bliver afspillet i forlængelse af hinanden fra fire højtalere i ambassadens dunkelrøde biograf. Og det er et særegent heftigt og metallisk lydvokabular, som Kirkegaard har fremdraget af flagstængerne foran ambassaden - nærmest lidt aggressivt. Umiddelbart er det meget overvældende, men der lægges op til, at man lytter på optagelserne i fuld længde for at få hele værket med. Det varer ca. 20 minutter, og det bliver lidt kedeligt, fordi værket ikke oplagt er så kontemplativt. Dertil er det rent konceptuelt for simpelt. Måske det med fordel skulle have udfordret ambassadens arkitektur, og været lavet som en rumlig installation i stedet. 

Værket er desuden en gentagelse af strategier i Kirkegaards tidligere værker (som titlen henviser til er det en 1:1 gentagelse af hans værk BANDERA fra 2010, hvor det var 50 politisk betydningsfulde flagliner på Cuba, som blev optaget og forstærket), og kender man til hans bagkatalog, står BANDERA #2 ikke frem blandt de stærkeste værker. Man efterlades lidt med en fornemmelse af, at en kunstnerisk metode er købt og tilpasset ambassadens ønske om en lydkunstudstilling.Foto: Sanne Krogh Groth

Susanna Skogs meget simple Communicating Vessels er udstillingens stærkeste værk.. I et anonymt konferencelokale står to glascylindere i hver sine ende af et langt lyst træbord. I hver af dem er der placeret to små højtalere, som i et karakteristisk diskant frekvensområde udsender en art manipuleret collage, hvori man aner og genkender "byens lyde". Som det fremgår i udstillingsmaterialet, er det to forskellige optagelser foretaget d. 22 november 2012 i henholdsvis Berlin og Stockholm. Datoen henviser til den dag i 1943, hvor den svenske ambassade i Berlin blev bombet under de allieredes luftangreb. Den lå præcis der, hvor De Nordiske Ambassader nu befinder sig, og det er disse historiske omstændigheder, som værket spiller på.

Angiveligt sender de to glasbeholdere lyden frem og tilbage imellem hinanden, hvilket nok er en grundlæggende teknisk omstændighed ved værket og dets lyd. Jeg kan ikke helt greje, hvordan det fungerer, men det repræsenterer subtilt "det diplomatiske", som flere af udstillingens andre værker har valgt at fremstille gennem tale. Konferencelokalet virker desuden som en perfekt ramme. Både som udstillingsrum og på det mere symbolske plan: To glasbeholdere sender uklar tale fra hver ende af forhandlingsbordet.

Temaudstillingens problem
Temaudstillinger kan godt nogle gange føles lidt nostalgiske – som feature-ugen i folkeskolen, hvor alle skulle lave noget ud fra et fælles, meget bredt tema. I The Embassy Reconstructed var det sådan på godt og ondt, for umiddelbart var det temaet, der holdt samling på de 6 værker og gav dem den helhed, som utroligt mange udstillinger ikke magter. Men samtidig var det også ærgerligt, at hele tre (næsten fire) værker arbejdede med "den diplomatiske tale" som deres undersøgelsesobjekt. Det er naturligvis ikke et uinteressant emne, men tale-værker bliver ofte for intelligente for deres publikum. De understreger ofte, at publikums tålmodighed ikke står mål med kunstnerens.

Det er naturligvis kærkomment at ambassaderne inviterer lydkunsten indenfor, og at deres medarbejdere havde opgivet flere centrale lokaler i de to uger udstillingen stod på. Det muliggjorde, at flere af værkerne fik plads i separate rum, og dermed udgik udstillingsrummets ofte frustrerende håndtering af lydværker – henvisningen til høretelefonen. Samtidig var det de af værkerne, som gik mest i dialog med ambassadens rum, der fungerede bedst.

Man kan spekulere i, hvorvidt kunstnerne har haft for mange benspænd i den forhold til den her gruppeudstilling? Om temaet har fyldt for meget, og den kunstneriske frihed haft for mange restriktioner? Udstillingen var overordnet en anelse kedelig, og jeg undrer mig over, om der måske har været for mange diplomatiske tilkendegivelser fra kunstnernes side i processen omkring The Embassy Reconstructed. At kurateringskonceptet har været for stramt, og idéen om et tema har fyldt for meget.