Alt & Intet

Ferniseringen
Ved ferniseringen d. 10. februar iscenesatte kurator Pernille Taagaard Dinesen en fælles ”ear cleaning” af og med de mange gæster: helt i tråd med den canadiske soundscape forsker og komponist, R. Murray Schafers metode bad hun os om at være stille og sammen lytte ud/ind i rummet omkring os i halvandet minut, hvorefter vi blev sendt op i et af udstillingsrummene med J.W. Willumsen vilde og ekspressivt farvemættede billeder. Her performede Jacob Kirkegaard sammen med sin partner Katinka Fogh Vindelev en intens lydperformance for to stemmer og lydkroppe i en frossen positur tæt på et kys, og hvori de to stemmer i et sammenvævet forløb skabte et improviseret tætført og gensidigt resonerende lyd- og lytteværk, søgende mellem indbyrdes konsonans og dissonans, uden sprog, uden pauser og dog af en imponerende varighed på over 10 minutter. Der blev lyttet igennem i den tætpakkede sal. Lyd- og lytterummet var hermed sat for, hvad vi kunne indstille os på i mødet med udstillingen Alt og Intet.

Udstillingen
Udstillingen starter med et visuelt intet. ”Isfald” er titlen på den første installation, som overlader alt til lytningen.  Det er chokerende, som det første, at skulle gå ind i et tekstilsort, næsten totalmørke, hvori man kun kan orientere sig og færdes efter lytte- og følesansen. Øjnenes træge evne til at akkommodere fra indgangsdørens stærke lys til installationens mørke betyder, at det multisensoriske sanseapparat bliver brutalt suspenderet til fordel for udelukkende en kropslig-haptisk lytning til lyden af smeltende vand og bragende isskosser i gulv og rum. Rummet erfares og opleves som lyden af buldrende naturkræfter, en strømmen og bevægelse, og det føles noget utrygt grundet fraværet af visuel sansning og dermed manglende kontrol. Efter nogle minutter begynder synet at virke igen, og nogenlunde samtidigt svækkes lydens effekt og affekt til fordel for en orientering mod de øvrige gæsters færden i installationen. Dette første møde med ”Isfald” fungerer som en stærk kickstart af lyd- og lytte-fokuseringen som nødvendig mobilisering i udstillingens øvrige værkinstallationer. Viser det sig senere.

Det efterfølgende, ligeledes sorte udstillingsrum rummer værket ”Black Metal Square #1-3”, som består af tre ophængte sorte kvadratiske metalplader af forskellig størrelse. Bagsiden af metalpladerne er forsynet med hver deres sensor, kontakthøjttaler og forstærker, hvilket afsløres i kraft af de 3 ovenlysspots, som kaster projektionsskygger lig camera obscura ned på det blanke gulv under hver enkelt metalplade. Som det første ser vi således metalpladens vibration, hvorefter man med en vis koncentration tæt på hver enkelt plade kan lytte sig frem til lyden af denne vibration. Derefter – hvis man går frem og tilbage langs de tre ophængte metalplader – kan man efterhånden og med den yderste lyttende koncentration sammenfatte de tre pladers vibrationer til en ”akkord” eller fælles egenlyd. Også her masseres altså sanserne, men nu i omvendt rækkefølge: først synet, derefter lytningen. Rummet og værket opleves næsten som en perfekt balance imellem de to.

I rum 3, som er hvidt, ser vi som det første en stor, åben og 3-dimensionel spiral, konstrueret af tynde stålwirer, spændt ud mellem loft og gulv og med enkelte bitte små højttalere påsat i en ubestemmelig orden. Af vægteksten til værket fremgår titlen ”Earside Out” og en forklaring om, at værket består af optagelser af et antal personers ørers egenlyd (som angiveligt udsendes gennem de små højttalere), samt at værkets form mimer cochlea i overdimensioneret størrelse. Som anskueliggørelse af det indre menneskeøre er det indtagende at skue, inddragende at gå ind og rundt i, og det giver noget at tænke over. Som lydligt værk maskeres det af lyden fra rum 1 og 2 – et klassisk problem i udstillinger af kunst med lydmateriale. Men hvis man er heldig og fint hørende – og hvis man kan nå op til enkelte af de ophængte minihøjttalere med øret – kan man lytte til en ganske svag og uhåndgribelig gribelig egenlyd af et tilfældigt udvalgt indre menneskeligt øre.

I samme rum kan man lægge øret tæt til en fritstående grå mur og ”Through The Wall” få lyttende kontakt (på begge sider af værkmuren) til lyde af menneskelige aktiviteter, råb, trafik m.m. fra begge sider af den israelske mur på Vestbredden (også kendt som apartheidmuren). Det forunderlige er, at lydene, som er feltoptagelser indfanget direkte med mikrofoner og vibrationssensorer på den autentiske mur fra hhv. den palæstinensiske og den israelske side af muren, sammenblandes. Derved overskrider vores lytning den autentiske murs adskillelse af fysisk udsyn og menneskeligt samvær. Lytningen insisterer på en lyttende samværen som en mulighed og et alternativ til apartheid.

Rum 3 således er ramme om to meget forskellige værker, som imidlertid begge opererer på et lavt og subtilt lydniveau, hvilket kræver, at man går fysisk helt tæt på eller ind i deres konstruktion og lydartikulationer. De rummer begge noget, som kræver en teknologisk mellemkomst – en fieldrecording – og en mediering af processer og aktiviteter, som hverken vi eller de mennesker, der fx bor og færdes på hver sin side af den fysiske israelske mur, har umedieret adgang til. Det samme gælder andre menneskers indre og mentalt oplevede egen-øre-lyd. Det er begge aktiviteter, som vi som udstillingsbesøgende her lyttende svagt fornemmer, men som vi samtidig også ved har en voldsom og global betydning.

Udstillingens sidste værk fylder et stort rektangulært og hvidt rum: ”AION”, Jacob Kirkegaards internationale gennembrudsværk, som består af en komposition skabt af felt- og videooptagelser af fire forladte rum i den radioaktive zone omkring det tidligere atomkraftværk i Tjernobyl. Rummenes egenlyd er optaget, tilbagespillet i rummene og optaget igen, således at deres resonansfrekvenser udfoldes lydligt. Lyden akkompagneres af projicerede videooptagelser af rummene. Det 50 minutter lange audiovisuelle forløb, som er projiceret op på og fylder hele endevæggen, kan såvel lydligt som visuelt opleves som en ekstremt langsom, svag og sitrende artikulation, analog med de forestillinger vi måtte have om fænomenet ”stråling”. I forhold til de forrige værkers mere fokuserende og (relativt) mørke eller lyssvage status som lytterum, kan dette rum og værk opleves som et indadvendt, langt, næsten meditativt- ubegribeligt møde med et lys- og lydforløb, vi forhåbentlig aldrig vil skulle møde live i den virkelige virkelighed.

Hvis man sætter sig ned på bænken – udstillingens eneste! – i midten af det store hvidt-lysende rum, kan man sagtens falde ind og hen i lyden og lyset af det ”henfald”, som er lige så svært at erkende og begribe som døden selv. [Artiklen fortsætter under billedet]AION, 2006

Kritik
Det er fælles for udstillingens værker, at de (med undtagelse af det første) taler med relativt svage ”stemmer” og opererer på et sensorisk subtilt niveau. De kræver, at man går fysisk helt tæt på (eller ind i) dem for at kunne sanse og opfatte komponenter, vibrationer og lydlige artikulationer.

Efter nøjere tilnærmelser og undersøgelser anes en anden sammenhæng imellem dem. Den egenlyd baseret på fieldrecordings, som alle værkkonstruktionerne rummer, ville ikke umiddelbart kunne erfares analogt som lyd ude i et fælles offentligt rum eller uden en teknologisk mediering, og de udgør vidt forskellige eksempler på det at ”lokke” og lytte lyd ud af noget, vi ellers er forment adgang til.  I den forstand kan man erfare udstillingen og opleve dens komposition som en lang og langsom åbning af en lyttende og seende færden i en verden med sordin – bortset fra det første rum, som ”taler med store bogstaver”.

Derfor er det ekstra ærgerligt, at publikum ikke tages bedre i hånden eller forberedes mere på, hvor langsomt, lyttende og tålmodigt de må færdes inde i rummene og fra rum til rum. Og at de gerne kunne vende tilbage til det første rum ”Isfald” for så at opdage, at de nu, hvor synet gennem udstillingens øvrige rum er blevet vant til det svage lys, ville kunne bevæge sig mere afslappet og færdes åbent lyttende til det ”flydende” og til lyden af et smeltende og ukontrollabelt landskab i bevægelse.

Ligeledes er det ærgerligt, at udstillingens udmærkede vægtekster ikke suppleres af papirversioner, man kunne tage med sig ud og (gen)læse som ”efterberedelse” og til refleksion inden næste besøg i udstillingen. Det var jo netop kun ferniseringens gæster, der gennem fælles ”ear cleaning” og kunstnerens live performance, blev varmet op til udstillingens særlige sansemæssige udfordringer.

Endelig er der også i denne udstilling en stor udfordring omkring den lydlige maskering, som opstår mellem de enkelte udstillingsrums lyd: især lyden af ”Isfald” (rum1) går ind i de efterfølgende halvåbne installationsrum. Også derfor bliver det særdeles svært at fastholde fokuseringen på de efterfølgende værkers subtile lydsvingninger: Tilsammen med den helt legitime småsnakken, publikum selv producerer, bliver vilkårene for en egentlig multisensorisk adgang til værkerne ganske vanskelige. Vi befinder os jo ikke i en stillekupe!

Resultatet af de kuraterings- og formidlingsmæssige svagheder er åbenlyst: jeg kan ved mine fem besøg iagttage, at størstedelen af de øvrige besøgende haster igennem udstillingen med bemærkninger som ”hvad handler det om?” eller ”jeg ved ikke hvad jeg skal kigge efter”. En del vover sig aldrig ind, når de står på tærsklen til det første mørke rum.

Lytningens kunst og globale stemmer
Jacob Kirkegaard er internationalt kendt for sin ”lydkunst”, og han er en af de mange kunstnere som internationalt ikke blot arbejder med lyd som væsentligt materiale for produktion af samtidskunst, men som især har udviklet en særlig kunstnerisk undersøgelse af selve lytningen til og lyden af ”verden”.  Som sådan indgår han i det store og stadigt voksende felt af samtidskunst, der arbejder med (teknologisk) mediering af lyd som en særlig lyttende erkendelsesmodus og med lyd som et privilegeret medium for den skjulte og svært tilgængelige verden.

I udstillingen Alt & Intet demonstreres det, hvor vidt/bredt, men også smalt dette kan foregå i meget forskellig skala og gennem forskellige materialer, hvis egenlyd Kirkegaard fremkalder på næsten alkymistisk vis. Hans værker kan sammenfattes i interface-filosoffen Don Ihdes (post)fænomenologiske dictum om, at alt i verden har stemme, dvs. har lyd, som vi kan forholde os lyttende til (Listening and Voice, 2007). Disse stemmer kan grundlæggende opleves og erkendes, når materiale møder andet materiale, eller når materiale sættes i bevægelse: af vind, vand, strøm eller andre bevægelsesimpulser som er klimatiske, atomare og/eller menneskeinitierede. Jacob Kirkegaard opsøger og iværksætter nogle særdeles usædvanlige lytninger til sådanne stemmer i sværttilgængelige og globale rum og rammer. Heraf også hans internationale store kunstneriske gennemslagskraft og høje status.

I sin bog Being Alive. Essays on Movement, Knowledge and Description (2011, p. 136-139) skriver den engelske antropolog Tim Ingold i et kort kapitel 11 om ”Four objections to the concept of soundscape” – begrebet som canadieren R. Murray Schafer lancerede i begyndelsen af 1970´erne, og som har fået stor udbredelse i såvel antropologiens som lydkunstens verden, fx også i denne udstillings udmærkede katalogbog. Tim Ingold opponerer imod begrebet soundscape, idet det er hans pointe, at parallellen mellem begreberne landscape og soundscape afslører, at det, der udforskes og teoretiseres gennem dem, ikke tager højde for, hvad der foregår i vores se-høre-mærke perception af og multisensoriske bevægelser gennem verden. Han advokerer i stedet for, at vores forståelse og udforskning af vores væren og færden i verden skal centrere sig om medierne lyd og lys, som begge er i en evig flyden eller ”flux”, og som derfor ikke kan betragtes som ”størknede” kunstobjekter eller objekter i det hele taget. Dette er jeg sikker på, at Jacob Kirkegaard er enig i – hvilket også fremgår af katalogbogens indhold, af dens omslags blanksorte Malevich kvadrat ovenpå matsort samt ikke mindst af udstillingen selv og dens værker som beskrevet ovenfor.

ALT & INTET kan således opleves som en rammesat ”færden i verden”, hvori det, vi møder og perciperer, er udvalgt og konstrueret med fokus på netop at betone lyden og lyset som medier og mindre (eller slet ikke) som objekter. Dette stiller oplagt særlige og usædvanlige krav – til  såvel publikum som til museets formidling og fysiske organisering.Earside Out, 2015