At indfange et øjebliks musik
Annonce
Det er en nomadisk tilværelse Vincent Moon har levet de seneste fem år. En tilværelse med verdens ydre regioner som sin legeplads, langt fra den glamour, der i de foregående år omgav hans virke som musikfilmsinstruktør for bl.a. R.E.M, Arcade Fire og The National. Som han selv forklarer det, så har han ikke ændret sin arbejdsproces synderligt, han har blot udskiftet de musikalske aktører foran kameraet. Nu laver han i stedet visuelt nærgående og smukke portrætter af musikere med rod i en folkelig kultur, ikke rock- og indiestjerner.
Den franske filminstruktør Vincent Moon startede sin karriere med at filme musikvideoer for den succesrige musikhjemmeside La Blogotèque. Han var bagmanden bag videopodcasten Take Away Shows, som er en serie improviserede udendørsoptagelser af musikere på uvante locations, oftest skudt i et "take" med en meget legende og improviseret kameraføring. New York Times skrev dengang, at Vincent Moon havde genopfundet begrebet om musikvideoen, og indflydelsen er da også tydelig at få øje på i de efterfølgende generationer af filmskabere, hvor denne legende tilgang nærmest er blevet doxa.
New York Times skrev dengang, at Vincent Moon havde genopfundet begrebet om musikvideoen og indflydelsen er da også tydelig at få øje på i de efterfølgende generationer af filmskabere
Små planeter
Men pludselig skiftede Moon retning i sin ellers så succesfulde filmiske karriere. Han forlod Blogotèque og Paris, og begyndte i 2008 at rejse ud i verden for at undersøge nye musikalske horisonter. Jeg spurgte ham, hvordan det kunne være, at han besluttede sig for at forlade sin succes på den måde?
“Jeg var virkelig vild med den musik dengang og fik en masse stærke oplevelser med at filme den. Men jeg havde ikke lyst til at gentage mig selv for meget, og jeg kunne mærke, at dem jeg arbejde sammen med gerne ville fortsætte på samme måde. Vi troede, at vi filmede og optog det bedste musik i verden men pludselig gik det op for mig, at den musikalske verden vi befandt os i egentlig var ret snæver og lille, selvom vi pendlede mellem Paris, Berlin og New York i et væk. Så jeg begyndte rigtig at rejse og opleve musikkulturens diversitet i verden.
Er der nogle specifikke oplevelser, som du erindrer, der påvirkede dig til at skifte retning?
“Ja, særligt én aften, hvor jeg oplevede, hvad musik kan være på en måde, som jeg ikke anede eksisterede. Jeg var i Cairo i Egypten, og havde mødt nogle mennesker, der tog mig med til et zar-ritual, som er et ulovligt trance- eller danseritual, som skal sætte den dansende – altid en kvinde – i en dyb trance, og derved befri hende fra åndernes påvirkning. Men i det rum, hvor ritualet foregik, var der ikke nogen stole eller noget sted at stå og betragte fra, fordi det slet ikke var meningen, at man skulle betragte, men deltage. Betragterpositionen eksisterede slet ikke i den kontekst eller i den religiøse kultur, og den oplevelse ændrede virkelig noget for mig. Min nysgerrighed blev virkelig pirret, og jeg vidste, at jeg måtte forsøge at få den følelse frem med mit kamera.”
I 2009 grundlagde Vincent Moon det digitale label Petites Planètes for at have et sted på internettet at samle sine sine film og optagelser. Det er foreløbig blevet til et arkiv med over 130 videoer og mindst det samme antal lydoptagelser fra alle egne af verden. Siden han begyndte, har han været i bl.a. Cambodja, Singapore, Kroatien, Kaukasus, Uruguay og mange andre steder.
Men Petites Planètes handlede også om at gøre optagelserne tilgængelige for at dele hans egen musikalske opvågnen. Så Moon besluttede fra starten at gøre alt gratis:
“Jeg ville virkeligt gerne undersøge den anarkistiske delingskultur på internettet, og mulighederne ved at distribuere materiale helt gratis. Og min intuition var, at hvis jeg delte mine film og optagelser gratis, så ville folk betale tilbage på en langt bedre måde end med penge; med energi, med kærlighed eller med husly.”
Indlejret ligger også en kritik af den kommercielle verden, og en grundlæggende holdning til det fællesskab, som musik potentielt kan rumme
Det har virket i de sidste fem år, hvor Vincent Moon har rejst og besøgt folk, han var kommet i kontakt med igennem sine tidligere projekter eller som var fans af hans arbejde med Take Away Shows. Udover at være et digitalt enmandspladeselskab er Petites Planètes derfor også en måde at rejse og leve på. Indlejret ligger også en kritik af den kommercielle verden, og en grundlæggende holdning til det fællesskab, som musik potentielt kan rumme.
Enhver optagelse er en gravsten over en begivenhed, der har fundet sted
Pladeselskabets navn, der betyder små planeter, refererer til den franske forfatter og instruktør Chris Markers serie af rejsebøger Petite Planète fra midten af 1950'erne, og på en måde forfølges Markers poetik for disse bøger; rejsebøger skal være som en intelligent samtale med en person fra et land eller et sted, der interesserer én, ikke en historiebog eller en propaganda brochure. Formen er ekstremt vigtig på samme måde for Vincent Moon. Han vil ikke lægge sig i forlængelse af den måde folkemindesamlere eller antropologer repræsenterer fremmede kulturer på:
“Jeg tror virkelig meget på, at man er nødt til at repræsentere disse kulturer på den smukkest mulige vis. Jeg har portrætteret rock- og indiemusikere i mange år på en æstetisk måde, og nu vil jeg bare gerne gøre det samme med traditionel musik. For mig at se, så skal den yngre generation i verdens forskellige kulturer kunne se, at deres kulturelle baggrund på en måde er cool. Jeg er nemlig bekymret for, at mange unge mennesker ikke har en særlig stærk forbindelse til deres oprindelige kultur længere, fordi de bliver bombarderet med Beyoncé og alskens vestlige kultur. Jeg tror, vi må kæmpe imod dette så meget som muligt, og få folk til at forstå, at deres kultur både er fantastisk og smuk. I bund og grund er det dét, jeg prøver at gøre med mine små film.”
Så det er kernen i det overordnede projekt - at du ikke blot dokumenterer, men repræsenterer på en æstetisk vis?
“Ja, for vi lever i en æstetisk verden. Det skal præsenteres på en interessant måde, fordi sådan er verden bare blevet. Folk spørger altid, om jeg ser mig selv og mit projekt i forlængelse af det arbejde, som Alan Lomax foretog (berømt amerikansk folkemindesamler, red.), men det gør jeg egentlig ikke. Jeg er ikke arkivar, og jeg bryder mig slet ikke om idéen, at kulturen skal arkiveres. Hele sidste århundrede drejede sig om at arkivere det daværende og forrige århundrede. For vores generation handler det mere om at eksperimentere med kulturen og give den mening ved at repræsentere den på nye og anderledes måder.”
For Vincent Moon ligger eksperimentet i kameraføringen og i kameramandens tilstedeværelse i situationen. Han forsøger at gøre kameraet en levende medspiller i optagelsen, som om han selv spiller et instrument. Det er svært, siger han, ikke blot at forblive i en betragterposition. Han henviser til et citat af den nigerianske forfatter og tænker, Chinua Achebe, som sagde, "at enhver optagelse er en gravsten over en begivenhed, der har fundet sted." Dette paradoks er noget, som Vincent Moon gerne vil diskutere:
“Jeg synes, at der er noget rigtigt ved den udlægning. At en optagelse også er et lille drab. Derfor stiller jeg konstant mig selv spørgsmålet, hvordan jeg kan optage uden også at slå noget ihjel? Hvordan kan jeg optage og samtidig holde min optagelse levende. Så for mig handler det ikke om at arkivere, men om at give noget videre på en ny og levende måde. Det er meget vigtigt for mig ikke at forveksle de to ting. Og derfor er det så vigtigt at lave mine optagelser så æstetiske og interessante som muligt.”
Den eksperimenterende etnografi
Noget der også kendetegner Vincent Moons film er, at der ofte ikke er tilknyttet særlig meget information. Optagelserne står for sig selv, og kun i få tilfælde er der interviews eller en voice-over, der sætter materialet ind i en kontekst. På den måder adskiller han sig markant fra den videnskabelige tilgang til fremmede kulturers musik, som beskæftiger sig med og analyserer musikken i den sociale og kulturelle sammenhæng, som den optræder i. Moon er ikke som sådan interesseret i at indtage den autoritative position som instruktør:
Jeg gerne vil have, at filmene skal være fulde af mysterier. De skal ikke forklare sig selv. På den måde foregiver jeg heller ikke at forstå de forskellige kulturer, som jeg repræsenterer
“Jeg gerne vil have, at filmene skal være fulde af mysterier. De skal ikke forklare sig selv. På den måde foregiver jeg heller ikke at forstå de forskellige kulturer, som jeg repræsenterer. For mig er de også mysterier, og jeg tror, at eksakte forklaringer ville dræbe min interesse. Det er nok der, at jeg virkelig adskiller mig fra de antropologer og videnskabsmænd, der har været de samme steder som jeg.”
Men det betyder ikke, at han ikke interesserer sig for de sociale kontekster, som musikken indgår i. Han betoner, at det præcis er det, som han gerne vil vise – hvordan musik indgår i sociale sammenhænge – og ikke blot kan ses som et isoleret fænomen. Forskellen er blot, at han ikke er trænet i at analysere den kontekst, og at han egentlig heller ikke interesseret i dette:
På Petites Planetes bruger du termen "eksperimenterende etnografi", men hvad ligger du i det begreb?
“Jamen for det første, at jeg ikke ved, hvad der vil ske. Mine optagelser er altid et eksperiment, og jeg har ikke nogen særlig forventning til, hvilket resultat, jeg får med hjem. Jeg ikke forbereder mig særlig meget, før jeg rejser. Modsat antropologen kan jeg kun arbejde intuitivt.”
Dermed forsøger han at aflive den forbindelse til musiketnologien, som hans film kan have for nogle. Han vil hellere se sig selv som en kunstner med et kamera, der optager verdens mange mærkværdigheder. Det fører os tilbage til at tale om, hvordan han startede med at eksperimentere med sin kamera, og hvordan det uforudsigelige er integreret i alle dele af hans kunstneriske virke.:
“Da jeg var i 20'erne, var jeg meget fascineret af improviseret musik. Særligt til koncerter. Jeg var vild med det uforudsigelige, og da jeg begyndte at lave film, var jeg besat af idéen om at kunne genskabe "det improvisatoriske" igennem kameraet. Det er jeg stadig ved at lære, fordi det er meget svært at overføre den spontanitet til kameraet og arbejde spontant med det. Det kan også forbindes til den måde, jeg mener, at man kan eller skal være i verden på. Man instruerer ikke verden, men man følger strømmen og man reagerer på situationer.”
At ankomme på det forkerte tidspunkt
Nogle af tankerne omkring ikke at forsøge at instruere verden går igen, når Vincent Moon taler om emnerne eller aktørerne i sine film. Han er ikke interesseret i at planlægge og iscenesætte det spektakulære. I stedet stiller han spørgsmålet om, hvordan vi kan dokumentere hverdagslivet og de mest banale begivenheder.
“Vi har en tendens til at fokusere på det ekstraordinære også i religiøse sammenhænge. Jeg tænker eksempelvis på hinduisternes Ambubachi Mela i Assan i det nordøstlige Indien, hvor millioner af mennesker valfarter til hvert år. Ofte bliver disse begivenheder optaget og dokumenteret i ekstremt stort omfang, og det skal de selvfølgelig også, men hvis vi skal bevare en diversitet i verdens kulturer, så skal vi også undgå det spektakulære, og i stedet fokusere på det hverdagslige. Vi må lave film og optagelser af, hvordan mennesker lever i hverdagen.”
Det med hverdagen er noget Vincent Moon gerne vil snakke om. Han mener, at vi igennem samtidens medier bliver oversvømmet af det spektakulære, og at hans rolle som dokumentarist og filmmager i stedet er at repræsentere det helt almindelige. Det som sker i hverdagen i for ham fremmede og eksotiske kulturer. Deri ligger den kulturelle forståelse, som han gerne vil viderebringe. Så når han rejser rundt i verden, prøver han at holde planlægningen og forberedelserne på et minimum:
“Jeg prøver ikke at ankomme på et særligt tidspunkt i overensstemmelse med en given fejring eller begivenhed. Jeg har ikke nogen specifik agenda og jeg kan virkelig godt lide idéen om, at jeg ankommer på det forkerte tidspunkt, og derfor er nødt til at optage noget, der er helt almindeligt. Og det tror jeg er vigtigt for den måde, jeg er interesseret i verdens forskellige kulturer på – at jeg vil opsøge og vise "de små ting" – ikke det spektakulære.
Jeg har ikke nogen specifik agenda og jeg kan virkelig godt lide idéen om, at jeg ankommer på det forkerte tidspunkt, og derfor er nødt til at optage noget, der er helt almindeligt
Også i forbindelse med musik?
“Ja, for musik ligger for mig at se altid i kernen af enhver kultur. Når jeg taler om kultur eller kulturer, så taler jeg også altid om musik. På en måde har jeg fulgt et spor af lyd henover forskellige kontinenter for at portrættere, hvordan folk lever.”
The Great Jihad
Vincent Moon har i efterhånden mange film portrætteret sufi-islamisme og ritualer fra hele verden, men da han på et tidspunkt krydsede grænsen til Tjetjenien, var det ikke med en bevidsthed om, at sufismen var så stærk i landet: “Jeg havde ingen idé om, at der foregik sufi-ritualer i hverdagen, og jeg blev rent ud sagt virkelig overrasket.” Det var derfor et tilfælde, at han fik så meget brugbar film med hjem, som senere er blevet til serien "The Great Jihad" om sufisme i Tjetjenien.
I en af filmene fra serien "The Great Jihad", vises et sufi-ritual, der foregår på åben gade i Tjetjenien. Han fortæller, at det har været en af hans største oplevelser igennem årene og at den følelse ofte synes at forplante sig til publikum, når han viser filmen, selvom det forbliver en medieret oplevelse:
“Den film blæser altid folk bagover, så jeg plejer at vise den, når jeg har screeninger rundt om i verden. Den er ret vanvittig, fordi den har så meget energi, og på en måde er utrolig maskulin. Den er også lidt skræmmende, fordi der virkelig er et fællesskab omkring Gud, der er så stærkt.”
Han fortæller mig, at han er særligt begejstret for optagelserne fra Tjetjenien, fordi sufisme er så meget anderledes der, end eksempelvis i Marokko eller Tyrkiet.. Han blev budt velkommen med sit kamera uden mistro, hvilket gjorde det muligt for ham at repræsentere ritualet på en mere let og integreret måde: “Jeg dansede og bevægede mig med kameraet, og jeg følte selv, at jeg deltog. Det var forudsætningen for at skyde nogle stærke optagelser.”
Moon vil gerne have, at vi bemærker hvordan musikken eller sangen er så integreret i ritualet, at man ikke kan skille det fra menneskene på billederne. Det er ikke musik fremført for et publikum, men musik der bliver til for at frembringe en religiøs oplevelse eller trance. Musikken er ikke noget i sig selv i den her sammenhæng, selvom den er vanvittigt fascinerende.
Sonisk kartografi - Metal Machine Merkato
I løbet af vores samtale er Vincent Moon ofte ved at drukne i alle sine interessante eksempler på musikkens mange ansigter i den folkelige kultur. Hvert andet øjeblik kommer han på et nyt eksempel, som han gerne vil berige mig med. Da jeg spørger til den film og de lydoptagelser, som han i 2012 lavede med den danske lydkunstner Jacob Kirkegaard i Etiopien, så starter han sit svar et helt andet sted:
“Jeg er besat af den her historie om de australske aboriginals og en særlig måde de sang på. Det er noget af det stærkeste, jeg har hørt om forholdet mellem natur og musik. De forskellige stammer i Australien havde hver deres specifikke sange, som blev overleveret fra generation til generation ligesom i alle andre kulturer. Men det særlige ved disse sange var, at de kun gav mening i det område, hvor de hørte til, fordi sangene på en måde definerede landets geografi. Det at synge tillod mennesket at orientere sig i sit områdes natur, og sangene handlede om dén busk der og dét træ der og dén store sten osv., og så sang de simpelthen imens de gik. På den måde var naturen forbundet med musikken på en helt særlig måde. Som man siger på engelsk "everything is everything".
Den forbindelse mellem et geografisk område og menneskenes færden i den er også til stede i filmen Metal Machine Merkato, som Moon lavede med Jacob Kirkegaard. Men her er det et forsøg på at forbinde et områdes lydlige univers –byen Addis Ababa i Etiopien – med dets indbyggeres hverdagslige arbejde og gøremål. Filmen er blevet et musique concrete-agtigt værk bestående af byens lyde, men samtidig fylder lydkunstneren og hans mikrofoner også relativt meget i billedet. Jeg spurgte Vincent Moon, om det var hans intention at lave en portrætfilm af en field-recording kunster?
“Ja, jeg ville virkelig gerne have Jacob med, så jeg sørgede for at filme ham så meget som muligt. Hans arbejde med at optage skulle fylde i den her film, og derfor er det blevet sådan en poetisk hybridfilm, fordi det også er en slags sonisk kartografi af et sted. Jeg tror, at Metal Machine Merkato er en af mine yndlingsfilm, fordi den virkelig udvider begreberne for, hvad man kan kalde musik. På en måde er det jo bare Jacob, der går rundt og er nysgerrig med et sæt mikrofoner.”
Det bringer mig i retning af at tænke ritualistisk musik sammen med den vestlige eksperimentalmusik. Der er nogle åbenlyse sammenhænge, som det bliver interessant at dykke ned i
Fremtidens film
Vi er nået til vejs ende på vores gåtur, og Vincent Moon er efterhånden også godt træt af at tale. Han kom om eftermiddagen med toget fra Sønderborg, hvor han dagen forinden havde filmet Efterklangs afskedskoncert, og allerede næste morgen flyver han til Lissabon, hvor han ligeledes skal vise nogle af sine film. Han har været på farten i mange år efterhånden, og jeg spørger ham, om fremtiden byder på flere rejser rundt om jorden i samme frekvens som tidligere?
“Det jeg interesserer mig for nu i min udvikling, bringer mig tilbage til Brasilien, hvor jeg flytter hen til sommer for at slå mig ned og arbejde. Der sker virkeligt mange fascinerende ting i Brasilien, bl.a. i forhold til religiøs musik, som ubetinget har min interesse i øjeblikket. Generelt synes jeg, at der er en genopstandelse af spiritualitet i verden, særligt shamanisme, og jeg er fascineret af forskellige elementer i disse kulturer, hvori ritualet indgår som en naturlig del. Bl.a. har jeg været meget interesseret i amazonindianernes psykedeliske stof Ayahuasca, som for mange mennesker har været et vendepunkt i deres forståelse af det spirituelle og sågar et link mellem den vestlige verdens tankesæt og idéer og oprindelige kulturer og naturbefolkninger. Det bringer mig i retning af at tænke ritualistisk musik sammen med den vestlige eksperimentalmusik. Der er nogle åbenlyse sammenhænge, som det bliver interessant at dykke ned i, og det kommer mit fremtidige arbejde til at handle om.”
Svaret efterlader naturligvis en masse spørgsmål. Under alle omstændigheder bliver det interessant at følge Vincent Moons videre arbejde med at optage og tilgængeliggøre alverdens musikkulturer. Og der sker noget hele tiden på Petites Planètes, hvor Moon i gennemsnit uploader tre eller fire nye videoer hver måned. "Man kan have en høj produktivitet, når man ikke føler sig tynget af hverken arkivaren eller antropologens nødvendige grundighed", siger han.