»Det sværeste er at stole på sit materiale«

Til oktober befinder Daníel Bjarnason sig i Los Angeles, hvor den islandske komponist og dirigent skal assistere tre dirigenter ved den første gennemspilning af sit nye orkesterværk From Space I Saw Earth. Gustavo Dudamel, Esa-Pekka Salonen og Zubin Mehta – den nuværende musikchef for L.A. Philharmonic og hans to nulevende forgængere – kommer alle tre til at dirigere det nye værk i Disney Hall den 24. oktober under 100-årsfejringen af det bedste orkester på den amerikanske vestkyst. »Jeg vender oftest tilbage til det enkle i min musik, fordi der er mere kraft i enkelhed,« siger komponisten, da vi taler om partituret, der er skrevet for stort symfoniorkester og orgel, men hvor instrumenterne er adskilt af usynlige skillelinjer og derfor forudsætter tre dirigenter. »Det enkle kan dog ikke nødvendigvis oversættes med det simple.«

Værket, der på dagen for interviewet fortsat er undervejs, optager tydeligvis en del plads i Bjarnasons hoved. »Jeg giver en del kontrol fra mig, men alligevel er jeg sikker på, det i sidste ende vil fungere, også selvom jeg endnu ikke er helt sikker på præcis hvordan.« Partituret, fortæller han, bygger videre på idéer fra tidligere værker, særligt ydersatserne fra orkestermassivet Emergence (2011). »Det handler om, at en enkelt ting bevæger sig i forskellige tidsystemer. Man kan have en koral – et ensartet materiale – som så bevæger sig i forskellige hastigheder og på den måde opfattes forskelligt. Den stopper, smelter sammen, begynder igen og vrister sig løs.« En slags faseforskydning, spørger jeg. »De har hver især sit eget tempo, men i en vis forstand venter de også på hinanden.« Han trækker vejret ind, løfter sine øjenbryn, kaster hovedet en smule tilbage og rører sig et øjeblik ikke ud af stedet.

Den store scene

Partituret til L.A.-opførelsen giver tilsyneladende stadig visse tekniske hovedbrud. Til gengæld hjælper det øjensynligt Bjarnason til at have sit fokus et andet sted end på koncertens højtprofilerede karakter. Eller også tager han bare ikke så tungt på tingene. Forud for interviewet er den højdevante islænding cyklet hele vejen ud til min lejlighed fra Valby (på en børnecykel, »så jeg er en smule forpustet«), hvor han feriepasser et hus sammen med sin familie.

Bjarnason er delvist opvokset i Danmark med islandske forældre, men bor nu fast i Island, hvor han i denne måned er blevet introduceret som 1.-gæstedirigent for Islands Symfoniorkester. Det har været nogle travle år for ham. I 2018 modtog han den islandske præsidents Bjartsýnisverðlaun-pris – for kreativ »optimisme« – samt tre priser ved Icelandic Music Awards. Den ene var for hans opera baseret på Susanne Biers film Brødre, som Den Jyske Opera uropførte i Aarhus i 2017. Operaen blev nomineret til en Reumert og Nordisk Råds Musikpris, ligesom den indtil videre er blevet sat op i Reykjavik og Budapest.

Dét at skrive i så stor skala, både i fysisk og narrativ forstand, »ændrer den måde, du komponerer på,« siger Bjarnason. Men han har haft hjemme i operaens verden i årevis, hvor han selv har dirigeret operaer som Tosca og Peter Grimes med Islands nationalopera i Reykjavik. »Du er nødt til at være opmærksom på så mange forskellige elementer, som hver især er i stor skala. I sidste ende handler det om, hvor god du er til at håndtere teatrets virkemidler. Fra min erfaring med at dirigere opera vidste jeg, at alle dramatiske produktioner er fulde af kompromiser. Det er man nødt til at omfavne.«

»Det er det, opera er allerbedst til: at fortælle mere, end ordene kan«

I arbejdet med sin første opera – han er allerede i gang med at planlægge sin næste – valgte Bjarnason en historie, der spejler en hyppig tematik i hans abstrakte musik: spænding, der langsomt bevæger sig i retning af et bristepunkt eller en forløsning. Han beskriver selv skriveprocessen som en udforskning. »Selv nu kan jeg høre, hvornår i operaen jeg for alvor finder fodfæstet. Man kommer til at kende sine karakterer en smule: hvad de foretager sig, hvordan de lyder, hvor de har hjemme i denne afgrænsede verden. Der er meget spænding imellem dem i dette værk. Det er det, opera er allerbedst til: at fortælle mere, end ordene kan.«

Alligevel er Brødre et værk, der drives fremad af sin tekst og kontrolleres af sin narrativ. »Universet er helt sit eget; det er svært at knytte det til andre ting, jeg har skrevet. Ikke desto mindre genkender jeg mig selv i hver en node,« fortæller Bjarnason. Er der virkelig intet i partituret, der minder om hans værker uden for operaens verden? »Jeg tror ikke, jeg er i stand til at udskille noget i værket fra helheden. Jeg følte aldrig, at jeg blev fanget i en slags symfonisk hvirvelvind, sådan som hos Thomas Adès, hvor karaktererne bliver båret frem på den her bølge.« Samtalen drejer for en stund ind på komponist/dirigent-kollegaen, især hans »enormt imponerende« In Seven Days (2008) for klaver, orkester og film. »Jeg har beundret ham (Adès, red.), siden jeg begyndte at komponere. Men jeg indså hurtigt, at jeg ikke kan skrive ligesom ham, selvom jeg var påvirket af hans musik.« Der er uden tvivl en snert af den indflydelse i den forvrængede passacaglia, som udgør Bjarnasons Blow Bright (2013)? »Måske. Altså … det er en passacaglia.«

Det, du er

»En af de vanskeligste ting ved at være komponist er for alvor at finde ud af, hvad du er – i modsætning til, hvad du gerne vil være eller tror, du er,« siger Bjarnason i forlængelse af replikken om Adès. »Det er noget, jeg har tænkt over på det seneste: om det er muligt at finde ud af, hvordan man i virkeligheden komponerer, og hvilke ingredienser man behøver, samtidig med at man er åben over for andre måder at gøre tingene på. Bare for at man kan skabe noget på en måde, som får én til at føle sig kreativ, i stedet for at man kæmper imod det.«

Er det sådan, det føles for ham, når han skriver? »Det er svært at tale om, for dét at forklare, hvordan man skriver et værk, er lidt ligesom at forklare, hvordan man kører på cykel. Når jeg skriver noget abstrakt (uden tekst, red.), har jeg oftest en underliggende rettesnor, og det er sådan, jeg opfatter værket. Der er en struktur, et stillads. Først når man bygger oven på det, begynder de kreative løjer. Så kan man vende og dreje det.«

Man fornemmer strukturens tilstedeværelse i nogle af Bjarnasons værker. Ikke eksplicit, men som en understrøm, en tyngdekraft under musikken. Eller hvad? »Måske. Der er tit en usynlig kraft – en koral eller en passacaglia, der sprænges i stykker og sættes sammen igen. Det vigtige – og det sværeste – er at stole på sit materiale: at lægge ud med noget, som føles stærkt nok. Det kan være meget simpelt i sig selv, men man er nødt til at være sikker på, at det kan blomstre. At det har mere at byde på end ved første øjekast.« Emergence er et godt eksempel. Det samme er cellokoncerten Bow to String, og det lyder, som om det nye værk til L.A. Philharmonic også er det.

»Jeg får mine idéer ved at lytte til ting,« siger komponisten. »Ved virkelig at reagere på lyd.« Blandt disse lyde finder man de forskellige plugins, han har undersøgt i software – såsom forvrængning og rumklang – og siden genskabt på karakteristisk vis med akustiske instrumenter. »Ekko og rumklang er naturskabte fænomener. Jeg blev virkelig interesseret i at undersøge disse effekter. I et værk som Over Light Earth (2012) zoomede jeg ind på materialet, strakte det ud og prøvede at forestille mig, hvad der sker inden i noderne. Jeg begyndte efterhånden at se virkemidlerne mere som filtre. Ligeti gjorde det samme, når han brugte frekvensfiltre til at udelade hele mellemregistret i orkestret, for eksempel. Jeg har altid følt et behov for at forankre det i noget. En melodi eller koral.«

Hvor du er fra

Eller en drone? Af og til. Bjarnasons værker er måske ikke lige så karakteristisk islandske som Anna Thorvaldsdóttirs, Páll Ragnar Pálssons eller María Huld Markan Sigfúsdóttirs – deres værker er ofte forankret i rocklignende orgelpunkter og fyldt til randen med fortryllende intensitet. »Jeg har et vist slægtskab med det udtryk,« siger Bjarnason, hvis Emergence passer fint ind med værker af Thorvaldsdóttir, Sigfúsdóttir og andre på Islands Symfoniorkesters nylige album Recurrence (2017), som han selv dirigerede – det første album i en treleddet serie, der skal fremvise landets nye orkesterværker.

Albummet føles lidt som et portræt af en særligt islandsk skole, hvilket bookletten også svælger i. Bjarnason afviser til en vis grad sådan en læsning og peger på, at næste udgivelse i serien kommer til at inkludere komponister, »der ikke nødvendigvis falder inden for sådan en kategori«. Men i næsten samme åndedrag bekræfter han læsningen: »Vi spillede en koncert ved Dark Music Days i år, og alle tempi var under 60. Jeg tror, Annas værk var det hurtigste: 80 eller deromkring. Det siger en del.«

»Jeg kunne godt sige: ‘Nu vil jeg ikke have mere langsom, droneagtig musik’, men jeg synes jo, det er noget af det bedste musik, der er blevet skrevet i Island«

Som den fremmeste eksponent for ny musik på Islands Symfoniorkesters podie, er han så bevidst om fremvoksende dogmer – måske endda skeptisk over for dem? »Hvad skal jeg stille op som dirigent? Som komponist kan jeg gøre noget, og det er at skrive min egen musik. Men jeg synes ikke, det er min opgave som dirigent at udøve kontrol over, hvad folk skriver, snarere på bedst mulig vis at spejle, hvad der foregår. Jeg kunne godt sige: ‘Nu vil jeg ikke have mere langsom, droneagtig musik’, men jeg synes jo, det er noget af det bedste musik, der er blevet skrevet i Island. På den måde er det vel rigtigt, at det har skabt sin egen skole.’

Han erkender, at »åbenheden over for at arbejde med andre genrer« føltes naturlig for hans generation af islændinge. Det afspejler sig tydeligt i den halvelektroniske, rumklangsfulde æstetik. »Men det samme skete i USA og i mindre grad i resten af Europa.« Åbenheden var »radikal«, husker han. »Den bevægede sig i den her retning og vil sikkert også bevæge sig tilbage igen. I 90’erne havde vi en forkærlighed for alt, der var ‘krútt’ (et islandsk ord for noget, der er sødt eller naivt, red.), hvilket stod i direkte modsætning til punken. Man kan pege på meget islandsk musik omkring år 2000, der falder inden for denne kategori, inklusive Sigur Rós. De fleste hader det stempel. Det var en ting i tiden. Jeg blev påvirket af det, men det eksisterer ikke rigtig længere.«

Komponisten som samarbejdspartner

Emergence er et værk, som trods sin korthed og et enkelt udtryk rummer stor dybde. Dets orkestrering er hypnotisk smuk, dets struktur fortryllende. Det centrerer om flader af korallignende harmonier, der bliver tilført en selvlysende, atomar kraft. Glimt af harmonisk lys stråler ud af værkets indre kerne, især i sidste sats, hvor de dukker op som fra et altoverdøvende tusmørke.

Emergence var et hårdt værk at skrive, fortæller dets komponist. Det gennemgik »omkring fem« forskellige slutninger, hvoraf to kan høres på de to andre indspilninger af værket, som findes. »Jeg har helt klart en mening om, hvornår noget lykkes for mig, og hvornår det ikke gør,« siger Bjarnason. »Af og til kan man kun nå til et vist punkt på et givent tidspunkt – det finder man ud af seks måneder senere, når man ser tilbage på det.«

Og af og til kommer forsynet til undsætning. I tilfældet Brødre betød ankomsten af en ny instruktør undervejs, Kasper Holten, at prøverne blev fremrykket og begyndte, før værket var færdigt. »Det var faktisk ret godt, rigtig godt,« siger Bjarnason. »Kasper var meget hands-on, og det var rigtig nyttigt, da vi prøvede at finde ud af, hvordan værket skulle slutte.«

En lignende proces udspiller sig i arbejdet med Bjarnasons slagtøjskoncert, som blev udskudt fra sin oprindelige opførelsesdato sidste oktober for at give komponisten og solisten (Martin Grubinger) bedre tid til at arbejde sammen om partituret. Er den slags samarbejde mere almindeligt i dag? »Det tror jeg, det er, men det var endnu mere udbredt i gamle dage – tænk bare på Brahms og Joachim. Måske var solister dengang lidt frækkere og turde sige, hvad de mente. Martin er helt klart sådan.«

Arbejdet med film og musik til danseforestillinger har også skubbet Bjarnason i denne retning. Han samarbejdede med den australske producer/komponist Ben Frost om musik til filmene Sólaris (2011) og The Deep (2012) – begge soundtracks, som har en vis parallel til Bjarnasons arbejde med at kuratere album, hvilket har givet ham mulighed for at se på komponistgerningen fra en anden synsvinkel (hans score til filmen Under the Tree fra 2017 modtog en Harpa Award i 2018). »Det vækker en helt anden del af hjernen,« siger han. »Man går ind og indspiller ting, som ofte er improviseret, og lægger det så ind i en software, hvor man kan file på det igen og igen, mens man strøer det ud over en tidslinje.« Er det en fundamentalt anden disciplin end at skrive et værk med partitur? »Det gør dig faktisk bedre til at skrive noder, for man kan meget let blive forført af notation. Her bruger man på en helt anden måde ørerne til at bearbejde musikken. Det er stadig komposition, bare med en anden metode – en, hvor du skærer væk i stedet for at lægge til. Jeg håber, jeg kan lave meget mere af den slags.«

Og det kommer han til. En ny sangcyklus til Crash Ensemble og den svenske sangerinde Mariam Wallentin, som L.A. Philharmonic er medbestiller på, bliver til ved hjælp af lignende metoder og resulterer i et album, »der ikke kommer til at lyde ligesom liveudgaven«. På opgavelisten står også en ny klaverkoncert til Víkingur Ólafsson og en violinkoncert til Leila Josefowicz. Begge musikere bliver en del af kompositionsprocessen, men Bjarnason har det endelige ansvar. »På et tidspunkt når man dertil, hvor man bare er nødt til at sætte sig ned og skrive – for sig selv. Alting begynder med en node. Selv en opera.«

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.