• © PR
    13/5/2023

    Funky Jeanne d'Arc

    Marcela Lucatelli, Lars Bech Pilgaard og Anders Vestergaard: »Necromancy«

    Hvis der er én ting, komponisten og vokalisten Marcela Lucatelli dyrker, er det det uendeligt flertydige. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører hende synge: Er hun en slave af sangen? Er hun indespærret i den og kæmper for at komme ud igen? Er hun i en romantisk, måske erotisk relation til den? Prøver hun at slå den ihjel? Eller er hun en slags sangens Jeanne d'Arc, der stiller sig foran den med sværd og skjold for at beskytte den mod fjender? Det er umuligt at sige, men flertydigheden – eller endda: utydeligheden – er det konstante anker, der fastholder mig og får mig til at lytte igen og igen. 

    Det gælder også det nye album, Necromancy, en sangcyklus på ti sange, der hver er dedikeret til en orisha fra den afro-brasilianske yoruba-religion, og hvor Lucatelli har allieret sig med guitaristen Lars Bech Pilgaard og perkussionisten Anders Vestegaard. Resultatet er Lucatellis hidtil bedste album – et lille mesterværk fristes jeg til at kalde det – hvor de tre musikere med en blanding af kompositorisk elegance og punket fandenivoldskhed kombinerer en form for støjende, psykedelisk rockmusik med ritualistiske polyrytmer, et free-jazzet tonesprog, synthflader, der er som taget ud af 70'ernes b-horrorfilm, og en energi, der nærmest er funky på den helt beskidte Betty Davis-agtige måde. Det er i mødet mellem musikkens kropslighed og den spirituelle aura, at magien opstår. 

    Og så er der Lucatellis stemme, som skal nævnes selvom den er hinsides det, der kan beskrives i den sproglige orden. Famlende får jeg lyst til at prøve med matematikken (den berømte formel i2 = −1 må tages i brug for at beskrive kompleksiteten) eller en række entusiastiske udråbstegn (!!!!!!!). 

     

  • © PR
    22/6/2025

    The ever-changing waters of the mind

    Les Halles: »Original Spirit«

    The sea is a powerful metaphor for the nature of identity – from stormy defiance to tranquil stillness, our individual traits drift in an eternally shifting ocean. On Original Spirit, French musician Les Halles drops anchor in the mutable waters of the mind, using pan flutes and dusty echoes as his compass.

    The eight tracks are deeply rooted in the enveloping world of ambient music, and from the opening piece, »Angels of Venice«, the sound washes over the listener like gentle waves. Soft, bending synth textures accompany recurring flute runs, while echoes of the past flicker by like faded Kodak moments – faint glimmers of memory in a foggy inner landscape.

    The word ambient can be traced to the Latin ambire, meaning »to go around«, and the genre is thus defined by music that »surrounds« the listener. Les Halles, also known by his real name Baptiste Martin, fully embraces this quality. The music is gentle, devoid of dominant melodies or rhythms – like a safe little bubble one can freely float in.

    Like much ambient music, Original Spirit is free of lyrical frames of interpretation. However, the accompanying press text frames the album as a letter, written by Baptiste Martin during a disoriented period, including a stay in psychiatric care. As listeners, we’re invited to drift in a turbulent yet mirror-still sea of lost identities and lose ourselves in the warm current of consciousness the music creates. It certainly doesn’t break any ambient conventions – but it’s a pleasure to be swept away nonetheless.


     

  • © PR
    22/6/2025

    Les Halles sender ambient hilsen fra psykens rand

    Les Halles: »Original Spirit«

    Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas. 

    De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.

    Ordet »ambient« kan spores til det latinske ambire, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.

    Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.

     

     

     

  • © Loveland Music
    17/6/2025

    Postcard From the Borderlands of Sound

    Maria Laurette Friis & Thomas Morgan: »Colors«

    In the world of experimental music, it now takes quite a lot to be truly surprised – it’s a space where both treasures and old debts are often revisited. That’s why listening to Colors, the improvised duo album by Maria Laurette Friis and Thomas Morgan, feels like a fresh revelation. Pairing an experimental vocalist and composer (Friis) with an experienced double bassist (Morgan) and letting them improvise for three hours may not sound groundbreaking at first. Yet somehow, a rare and unique symbiosis arises between voice and double bass – a connection so special that one rarely hears anything quite like it.

    Friis is a dazzling singer, and her wordless expressions draw on everything from Mongolian throat singing and jazz to Nordic darkness. She shifts effortlessly between pure singing and guttural sounds within a single improvisation. Morgan’s double bass provides an intriguing contrast, exploring the instrument’s outer edges without ever becoming unpleasant.

    The three-hour recording session has been distilled into nine tracks spanning a total of 45 minutes, and the concept of using only voice and double bass is maintained throughout – despite both musicians’ backgrounds in vastly different musical expressions. The unique language that emerges is often both unsettling and deeply beautiful. When they give each other space – as in the seven-minute »Eight« – and when the bass plays alone, it’s impossible not to sway along, even without a proper beat. Colors proves that great art can still arise from nothing – in both the strange and the more familiar dialogues. That is exactly what Friis and Morgan achieve on this captivating postcard from another world.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

     

  • © Loveland Music
    17/6/2025

    Postkort fra lydens grænseland

    Maria Laurette Friis & Thomas Morgan: »Colors«

    På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.

    Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.

    De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.

     

     

     

  • © PR
    12/6/2025

    Absurd Beauty in the Theatre of Noise

    Maja S. K. Ratkje, Torstein Slåen & Sigurd Ytre-Arne: »The Swamp«

    The term Dadaism must be used with caution – it easily risks becoming a cliché and trampling disrespectfully on its origins. Nevertheless, it’s hard to avoid Dada when listening to The Swamp, created by Norwegian experimental composers Maja Ratkje, Torstein Slåen, and Sigurd Ytre-Arne. The album is a 40-minute chaotic mirror of our times, shaped by merciless improvisation, noise drones, and Ratkje’s absurd vocalizations.

    The music is raw, rancid, and deliberately un-beautiful – a constant stream of manipulated field recordings, reminiscent of a horror film foley studio. Bells, metallic clanks, white noise, and industrial sounds are warped together, driven by a syncopated, menacing rhythm and an underlying fuzz drone. Most fascinating is Ratkje’s voice, which appears as a riddle: is she singing in Celtic, Norwegian, or pure gibberish? The latter seems most likely and evokes the Dada poetry of Kurt Schwitters, particularly his 1932 Ursonate. At the same time, her vocal techniques dig deep into Nordic soil – conjuring the spirit of völva chants and Viking songs.

    The combination of controlled noise and purposeful chaos elevates much of the album, with the opening track and the completely unhinged »Discomanic« standing out. The former is as close as the trio gets to something conventional; the latter borders on pure sound art. Only the two slower pieces – the seven-minute-long »Oligarchification« and »Lullaby for Trembling Hearts« – tend to drag a bit. Otherwise, the group manages to keep the material focused, sharp, and intensely trippy. It’s impressive how effectively it all works, even as the expression remains so relentless and challenging.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek