- © Ida Lissner5/2/2023
Hun skaber elektronisk guld
SØS Gunver Ryberg: »Spine«SØS Gunver Ryberg har i de seneste par år stået for de mest intense koncerter, jeg har været vidne til. Foran et lydsystem aktiveres hele ens krop, når hendes tordnende trommeprogrammering og lyddesign blæses ind i brystkassen på en, hvor hun har lydt som ingen anden.
Det kom derfor også lidt bag på mig, at den elektroniske tradition klinger så kraftigt i hendes nyeste udgivelse Spine. Tag nu åbningsnummeret »Unfolding«: Elektroniske stortrommer er chanceprogrammeret, så man aldrig er sikker på, hvor mange anslag, der rammer i en takt. Teknikker man kender fra Autechre, men Ryberg adskiller sig markant fra dem. Der er hele tiden større bølgebevægelser, som rækker over de enkelte anslag. Det giver en puls, man kan følge og ender derfor ikke i det (dejlige) kaos, man kender fra Autechre.
I »Mirrored Madness« hører man traditionelle elektroniske lilletrommer, men de looper i granulære ekkoer, så de fremstår som en voldsomt muteret udgave af en klassisk 80’er-lyd. Teknikker man kender fra Aphex Twin, men det er langt mere veludført hos Ryberg.
I det afsluttende ambient-nummer »Levitating Fluid« scannes der igennem samples, som man kender det fra Oval, hvor den samme klang gentages, minutiøst anderledes. Oval har dog aldrig lykkedes med at have et så rørende stort lydbillede som Ryberg.
Kulturteoretikeren Mark Fisher sagde engang, at den elektroniske musik var i en krise, fordi den ikke længere kan opfinde nye lyde. På Spine viser Ryberg, at genren sagtens kan udvikle sig selv, også selvom den klinger af en tradition.
- © Emilia Jasmin20/2/2025
Opmærksomhedens overdåd
Aar & Dag: »A MAJOR CELEBRATION«Det er en strid strøm af musikere, der onsdag aften går ind på Xenon-scenen til Vinterjazz. Hele 33 musikere tager del i den mosaik af instrumenter, som pladeselskabet Aar & Dag har sammensat for at fejre udgivelsen af deres kassettebånd A MAJOR CELEBRATION. En udgivelse bestående af ikke mindre end tre koncerter, spillet efter særlige kompositionskort, derefter mixet oven i hinanden og nu udgivet på kassettebånd. Til en stor udgivelse hører en stor fejring, og sjældent har jeg set en mere ambitiøs og særpræget releasekoncert.
Koncerten foregik i et støt og roligt tempo – afventende og lyttende gav de mange musikere plads til at åbne det brede lydbillede. Kontrabas og elbas, guitarer, saxofoner, synthesizere, percussion, kassettebånd, klaver og cello er blot et udpluk af orkestrets mange stemmer. Som et kalejdoskop ændrede orkestret sig gang på gang og drev rundt mellem skæve, slentrende passager og boblende samklange, der lige akkurat strejfede en sær form for tempo.
Ordet »lydbillede« kommer virkelig til sin ret i denne sammenhæng. For ligesom Hieronymus Boschs surrealistiske kæmpemalerier eller Sven Nordqvists Pedersen og Findus-tegninger var koncerten med de mange mennesker på scenen fyldt med en imponerende detaljegrad og et utal af små scener, der udfoldede sig på tværs af hinanden. Hver gang opmærksomheden fokuserede på et særligt punkt i musikken, gik jeg glip af en ny udvikling i en anden del af orkestret. Et opmærksomhedens overdåd og en flot opvisning i et grænseforstyrrende musikalsk udtryk, der forhåbentligt kommer flere af.
- © Rumle Skafte13/2/2025
Jeppes soundtrack
Christian Lollike: »Jeppe på bjerget«Under det indledende blowjob – inden nogen overhovedet siger noget i betonghettoen – lyder der opera. Og da Jeppe (Thure Lindhardt) til slut på dramatisk vis gør et regnskab op under Kongeparrets priser 2025, synger sopranen Lina Valantiejute igen Purcells »Dido’s Lament«. Fordi en klagesang fra ca. 1688 er noget af det mest autentiske, man kan forestille sig. Christian Lollikes Holberg-klassiker skildrer søgen efter det ægte i en forløjet tid. Den PTSD-ramte krigsveteran Jeppe kommer i kløerne på Baronen, en samtidskunstner, som udsætter ham for et kunstprojekt, en »mental tidsrejse«, der skal transcendere/helbrede ham.
Auditivt er Lollike præcis. Lydene forstærker det realityshow-agtige ridt, Jeppe er fanget i: Mozart, Kingo, heavy metal, computerspilslyde, hotel-ambient og Aarhus Teaters Kor, der synger »I Danmark er jeg født« med følelserne uden på tøjet. Countrysangene i stykkets sidste del – som foregår i en western-by i 1800-tallet – giver historien om looser-Jeppe tyngde. Lollike kender sine reality-greb (kamerafolk optager endda Jeppe gå ud af teatret og over på den nærmeste beværtning), og i en tid, hvor alt bimler og støjer, er intet mere ægte end en rigtig operasanger på scenen og true songs ude fra prærien sunget af genuine mennesker i cowboykluns. Det sker for øjnene af os, live.
Lydsiden er skarp, akkurat som i Lollikes Orfeo (2023), hvor Monteverdi bidrog til undergangsstemningen. Jeppe på bjerget er så meget optur (den rummer også en del humor), så man tænker: Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe.