kortkritik
03.02.2023

Spiloppebidt altmuligmusik

Njyd: »Njyd«
© PR
© PR

Spilopagtigt indleder Njyd-kvartetten sit flersidige, men måske især skælmsk anlagte debutalbum med walisisk-københavnske Joss Smiths Transfixed (2018), der jo i bund og grund bare er et vildt sjovt værk.

Slagtøjet holder balkanfest, men får modspil af hakkende fløjtesløjfer og en guitar, der er så løst stemt, at den lyder som et flagrende fiskenet. Kan det blive til musik? Sagtens, både som løssluppent rytmeri og i en spejlvending som nedbarberet, svalt ekko. Sikken skiftevis energi og afmålthed!

Samme humørfulde lune går igen i værker af Morten Ladehoff, Christos Farmakis og Aarhus-uddannede Monika Szpyrka.

I uddraget af Szpyrkas Sustainable Music (2022) snorker musikken sig med flaprende luft gennem en alarmistisk stemning af strøget metal. Det forsigtigt ulmende, vildt fintsansende billede får lov at stå som et akut øjeblik, inden det elegant viftes væk. Fornemt!

Helt anderledes og nærmest stilhistorisk kaster Ladehoff sig i Rotor (2019) over en modernistisk collageform med charmerende kortmotiver: løbske kukure, komiske strengebøjninger, blide akkordeonrul, tændstikstrommer og toneløse pust. Alt sammen i spændstig gentagelse, indtil altså en saxofon bryder med de stramme mønstre og indleder en friere fortælling om flugt.

Den flugt søger samme instrument i Farmakis’ Grumset flod (2016), væk fra jazzklubbet bækkenklang og intimt glidende guitar. Men hurtigt afrettes den af et pludseligt intermezzo med stemte træblokke: i sandhed skælmsk – og et skarpt, alsidigt visitkort fra Njyd.

© Mads Nissen
»Musik er det, der sætter gang i mine tandhjul. Får både min krop og mit hoved i bevægelse, på en god dag endda i fart. Mine lyttevaner er 100 procent farvet af mit humør ... og mine to børns musiksmag, der skifter hvert ottende minut ... så anlægget herhjemme bliver udsat for lidt af hvert. Det er jo på sin vis lige, som det skal være. Plads til alt og alle.«
 
David Dyrholm (f. 1990) er mad- og musikanmelder på Politiken – med fokus på mere eller mindre moderne jazz og avantgardemusik. Har sideløbende arbejdet for festivalen Modern Jazz Days, siddet i juryen ved DMA Jazz og i sin tid udgivet en række plader med hiphopkollektivet DoktorDoktor.
kortkritikrelease
25.09

Et orgel i tvivlens mørke skov

Calum Builder: »Although Changed, I Arise the Same«
© PR
© PR

Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.

Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes. 

Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.

© PR

»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«

Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«

© Ultima
© Ultima

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.