I Norge er verden ikke flad

Vi sad i Norges største radiostudie, NRK Store Studio, og lyttede til Cassandra Millers værk Swim (2023). Den canadiske komponist har ikke bare taget et fragment fra Robert Schumann og strukket det ud, nej, Miller har forestillet sig, at den store komponist Schumann hopper i vandet, svømmer, og lader psyken opløses. I mange minutter troede jeg, at det var musikken til François Ozons erotiske thriller Swimming Pool. Suspense i hver takt, repetitioner, og melodier, der opløses i deres egen senromantiske melankoli. 

KORK – Kringkastingsorkestret, som Norges Radio Orkester helt udfoldet hedder – spillede det hele sanseligt, og mens man havde den svømmende Schumann for sit blik, kunne man let lægge to og to sammen. For festivalen Only Connect bryster sig af at »kombinere det utænkelige med det umiddelbare.« Schuman var vist ikke nogen stor svømmer. Men man kunne sagtens se for sig, at han ville have taget Millers stordrømmende opg poetiske actiondrama ind med hud og hår.  

Imens valsede det norske orkester lystigt derudaf som i et storladent Hollywood-eventyr

Og på festivalen, som siden starten i 2012 hvert år skifter mellem Oslo, Stavanger og Trondhjem, fortsatte sanselighederne umiddelbart efter, bare på en helt anden måde, i 6 scenes for turntables and orchestra – et fælles projekt af den engelske komponist, forfatter, performer, DJ og improvisator Mariam Rezaei og den australsk-engelske komponist Matthew Shlomowitz. Ambitionen har været at lave en »himmelsk kollision af alt, de elsker«. Der var vitterlig tale om kollisioner. Og de var måske lidt kryptiske, men det var aldrig banale kollisioner. For det sker jo ofte, når rytmiske improvisationsmusikere og et klassisk orkester spiller sammen, at én af dem alligevel tager styringen. Sådan var det ikke her. 

Fra sin DJ-pult foran orkestret kom Mariam Rezaei med salver af industrielle space-lyde, hylende sinustoner og mystiske elektroniske lyde fra Theremin-æraen. Imens valsede det norske orkester lystigt derudaf som i et storladent Hollywood-eventyr. Når det blev for over the top, punkterede Rezaei orkestrets flow med hårdkogte, kantede beats og scratch, der galopperede ud af en helt anden rytmisk tangent.

Bassernes smerte

Sanseligt, helt ind i hofterne, var den iranske komponist Idin Samimi Mofakhams værk Nafir. Alene synet af fire gamle kontrabasser foran et symfoniorkester! Den moltonede musik kom i bølger, som tunge gletsjere, der rørte på sig efter en egen logik. »Nafir« er persisk for jammer, klage, støn – og i sit værk har Mofakham, som er født i 1982, nærmest gemt årtiers, måske århundreders, uretfærdigheder forårsaget af politisk undertrykkelse. 

Kontrabasser bor også i en global verden

Afsættet var personligt, komponisten har sidste år færdiggjort en doktorgrad i Oslo med en afhandling om middelalderstemmesystemer fra Iran og deres kreative brug i samtidsmusik. Men hans interesse for ikke-vestlige stemmesystemer og psykoakustik, var ikke mere »eksotiske«, end at man kunne forstå smerten i bassernes mikrotonale brøl. Kontrabasskvartetten ABYSS blev ved med at bore droner frem af en hemmelig men kollektiv erindring. Kontrabasser bor også i en global verden.

Techno lavet af støv

Det var også en global, smukt vibrerende, elektronisk, men meget sanselig verden, den franske lydkunstner Jessica Ekomane byggede op i Majorstuen Kirke i Oslos hippe kvarter. Det var ikke buldrende, ikke tungt. Det var meget langsom techno lavet af finkornet støv. Hun stod oppe ved alteret under Jesus-figuren med sit elektroniske grej, mens publikum oplevede musikken liggende med udsigt til det usædvanlige blå-hvide loft. To lydbølger er mere spændende end en, og når lydbølger kombineres på nye måder, som Ekomane gør det, kan man ikke bede om mere.   

Det var en larmende, snavset, industriel verden, som musikerne i Alpaca Ensemble genoplivede i Lene Grenagers reconstruction ii/the textile factory (2022). Komponisten og cellisten har lavet lyd- og filmoptagelser af gamle industrielle maskiner, og mens vi så tekstilmaskiner køre i forskellige hastigheder, gjorde musikerne det samme. Klavertriller ledsagede sytråd, som snurrede, strygerne blafrede, clusterakkorder lød – som de ofte gør – af den tungeste industri. Flowet var maskinelt og fyldt med accelerationer.  

Sådan lyder det, når symaskiner danser ballet

Som titlen antyder, var der tale om en rekonstruktion, og man kunne ikke slippe tanken om, at vi så på et orkester, der akkompagnerede en stumfilm. Ofte fandt både maskinerne og musikken et organisk leje. Men lige så ofte kørte de rundt og rundt, over stok og sten. Når det ikke var enerverende og ensformigt – for værket var alt, alt for langt – opstod tanken, at sådan lyder det, når symaskiner danser ballet. 

Duet med et monster fra Muppet Show

Seismograf har netop skrevet om selvfede operaer i Danmark. Alene fredagsprogrammet på Only Connect viste mere løsslupne sider af moderne opera. 

Lars Skoglunds Tre rom. En kammeropera i tre deler (2024) med Cikada Ensemblet udspillede sig i tre hverdagslige rum: Hjemligheden dominerende, og i stedet for at synge store arier, sad fire performere og spiste spaghetti omkring et bord. Sammen kunne de messe tekster, som var de madopskrifter. Men pludselig kunne dramaet slå ud i lys luge. Voldsom amourøsitet kunne ramme to mennesker på et uskyldigt folkebibliotek, og sådanne spændinger skulle selvfølgelig synges ud. Der var hele tiden optræk til noget; en intruza truede hele tiden med at vælte den kommunale hygge. Både når performerne bar masker, og når de bevægede sig rundt i det mest jordfarvede fritidstøj.   

Komikken var endnu større i Øyvind Torvunds Plans for Future Operas (2023), hvor sopranen Juliet Fraser og Mark Knoop på klaver og keyboards præsenterede mulige, men mest umulige, ideer til fremtidige operaer: Hvorfor ikke læse librettoen oppe på skyerne? Hvad med en feedback-opera med støjguitar? Hvad med en »paranormal opera«: »The Levitation Opera – a seance in a hotel involving levitation of the audience.« Sådan en opløftende operarejse gad man da godt opleve! 

Tænk, hvis maskinen, som laver underskrifter, pludselig viste de tanker, som er i min hjerne?

Torvunds operaeksperiment var ikke selvfedt, men virkelig sjovt. Ja ja, det var bare skitser og animationer, men tænk, hvis flere heltinder kunne synge smukke duetter med et monster fra Muppet Show – i stedet for at gå i dialog med mytologiske figurer fra Wagners tid… Tænk, hvis maskinen, som laver underskrifter, pludselig viste de tanker, som er i min hjerne? Tænk hvis nogen en dag laver en opera, som rummer en jamsession med min afdøde ven…

Sopranen havde travlt. Hun bippede som en bilalarm, da vi hørte om en ikke kedelig ide til en »bilhornoperainstallation på en parkeringsplads nær en motorvej«. Jeg havde travlt med skiftevis at grine og notere alle de vilde operaer, jeg med sikkerhed aldrig når at opleve. Fordi operaopsætninger er den dyreste kunst, der findes på denne jord. 

Festivalleder Bjørnar Habbestad omdøbte aftenens venue, Nasjonal Jazzscene, til »Norges nationale kabaretscene«. Ja, noget i den stil. 

Sværme af lyde og underfuld energi

Den mest overdådige location denne dag var Gamle Festsalen i universitetsbygningen Domus Academica. Her opførte Telemark Kammerorkester to værker. Tze Yeung Hos toisin kuin sinä (2023) – den finske titel betyder »i modsætning til dig« – rummede spændinger. Spændinger mellem to musikere, slagtøjsspilleren Owen Weaver og akkordeonisten Momir Novakovic. Mens Novakovic var låst fast til sit instrument, listede Weaver rundt og spillede på sav, han ville save accordeonistens hoved over, og de to kamphaner måtte slås om harmonikaen.

Tze Yeung Ho interesserer sig for friktioner, gnidningsmodstand, misforståelser. Selv om det intet havde med opera at gøre, sad følelserne nævenyttigt uden på tøjet. Men den enes lyde ville ikke været noget – endsige give mening – uden indspark fra den anden. Alt er kreativitet, lærte vi i Tze Yeung Hos humoristiske, men ikke helt performativt vellykkede værk. 

Telemark Kammerorkester spillede også et ældre værk, Symphony no. 1 – Music on Open Strings (1972) af den nyligt døde amerikansk-tyske komponist Gloria Coates, som nok var højdepunktet på Oslo-festivalen.

Og det er ikke forkert at sige, at også Coates’ musik demonstrerede friktioner. Dramaerne var bare ikke fysiske, men anderledes indadvendte; det dramatiske var ofte skjult, eller kom til udtryk i stille og miktronale udbrud.

Det var typisk Only Connect at invitere publikum ind i et menighedslokale til kaffe og gulerodskage

Coates, der også malede ekspressionistiske billeder, var hele livet optaget af at skabe musik, som rummede de mest basale menneskelige følelser: liv og død, glæde og sorg. Hendes symfoni rummede både stringens og noget meget loose på én gang. Det lød aldrig programmeret. Strygerne spiller i begyndelsen pentatont, men vender til sidst tilbage til deres normale stemning. Og til Coates’ signaturlyd: Glissando. Sværme af lyde. Bølger underfuld energi. 

Det var også typisk for den rejsende festival Only Connect, som lovpligtigt altid skifter by, at lade energien fra værker af to komponister med to vidt forskellige musikalske æstetikker spejle sig i hinanden. Ligesom det var typisk Only Connect at invitere publikum ind i et menighedslokale til kaffe og gulerodskage. Men først efter at vi havde oplevet en minikoncert med 10 komponiststuderende, som sad koncentreret omkring et bord og slog rytmer på glas og sang »Once upon a time, the world was round«. 

Ja, lad os sige det. Vi ses til næste år. Og det bliver helt sikkert ikke i Oslo. 
 

Only Connect Oslo, 25.-27. april. Festivalen opstod i Oslo i 2012 og skifter hvert år mellem Oslo, Stavanger og Trondhjem.