kritik

Torvunds mærkværdige konstruktioner

Af
7. Januar 2016
CD-anmeldelse: Neon Forest Space - asamisimasa plays the music of Øyvind Torvund

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Igen har jeg fået til opgave at anmelde en plade med en komponist fra mit fædreland, Norge. Jeg ved ikke helt om det er tilfældigt eller om jeg er særlig kvalificeret til at bedømme musik skrevet af nordmænd. Hvis det skulle give nogen som helst form for mening, at jeg skal kunne bruge mit ophav til noget i denne sammenhæng, så må den ligge i det, at jeg var der, den gang det boomede i Oslo omkring årtusindskiftet. Det var en fest! Det var tiden hvor Maja Ratkje, Lars Petter Hagen, Øyvind Torvund, Eivind Buene og Knut Olav Sunde, for at nævne nogle, kom frem i lyset. Sisu, Cikada, Oslo Sinfonietta og BIT20 fra Bergen spillede. Ultima var godt i gang. Der var spillestedet Blå, med bl.a. Poing! på scenen, hvor alt muligt kunne ske - hvilket det også gjorde.

Samtidsmusik, som vi kaldte det, blev dekonstrueret og redefineret. Der blev blandet genrer og leget/eksperimenteret tilsyneladende grænseløst. Det var en helt særlig kombination af legelyst, skamløshed og et højt akademisk, intellektuelt og kunstnerisk niveau. Jeg oplevede det som en revolution. Det at være komponist handlede ikke mere om at være en voksen og kontrolleret kunstner med ærefrygt for traditioner og konventioner. Faget blev kidnappet af de unge og komponist blev noget af det hippeste man kunne være. Ens sociale status var højere end rockguitaristens. Det var glade dage.

Hvis jeg skal finde noget, der måske blev skyllet ud med badevandet i denne proces, så må det være højtideligheden. Og selvhøjtideligheden. Man skulle tro at det udelukkende er en god ting. Ja, næsten. Men i det totale fravær af højtidelighed kan der nemt opstå en slags distance til det alvorlige og alt hvad der har med følelser at gøre. Jeg forstår udmærket godt reaktionen. Det var nødvendigt at flytte fokus, men jeg havde en fornemmelse, dengang som nu, af at der var noget der gik tabt. Noget blev anderledes, og jeg tror det var tabet af højtideligheden. Som et eller andet åndeligt aspekt eller en sagnomspunden magi, der blev taget afstand fra. Hvis der overhovedet var en lille flig tilbage af romantiske forestillinger om komponisten som et ensomt autoritært geni, en outsider der ikke både kunne være i, og samtidig kommentere på, samfundet, så var den nu borte.

Over 15 år er gået og de unge er ikke helt så unge mere. Jeg sidder her med Øyvind Torvunds nye plade med 4 værker skrevet til ensemblet asamisimasa i årene 2006 - 2013. Den flittige læser af Seismograf har nok bemærket en tilbagevendende diskussion om selve idéen med at udgive denne type “best of” albums. Jeg tager spørgsmålene hurtigt her, uden at gøre et større nummer ud af det.

Hvorfor en CD? Det er upraktisk i stort set alle henseender set i forhold til en digital lydfil. Og hvorfor udgive en samling værker skrevet over en årrække? Har de overhovedet noget at gøre på det samme album? På denne plade er rækkefølgen ikke engang kronologisk, så der må være en eller anden tanke bag rækkefølgen. En rejse, måske? Vinder man noget ved at lytte til pladen i præcis denne rækkefølge? Hovedtelefoner eller højttalere? Må man klappe imellem tracks’ne?

Jeg synes det fungerer godt her. Man får et meget fint artwork på omslaget hvor Marc Bells tegninger i høj grad matcher det indtryk, jeg sidder tilbage med når jeg lytter. Dertil kommer også en del tillægsinformation i bookleten.

På spørgsmålet om hvorvidt de fire værker hører hjemme på samme album: Jo. Det gør de.

Torvund og asamisimasa har en lang historie bag sig. De mødtes på konservatoriet i Oslo i begyndelsen af 00‘erne og begyndte at udforske og eksperimentere med forskellige lydlige udtryk.

De fire værker på pladen er beslægtet i udtryk og tegner et godt billede af Torvunds helt særegene stil. Den er rå, opfindsom, på en eller anden måde naiv og barnlig, men samtidig meget forfinet og kompleks.

At være udforskende og eftersøgende er ikke et usædvanligt karaktertræk ved komponister. Ønsket om at “gå på opdagelse” synes nærmest at være en forudsætning for komponist (og lytter) når det gælder en stor del af den ny kompositionsmusik. Øyvind Torvund er ingen undtagelse, men han indtager også en helt særlig position ved at hans værker kredser om selve opfindsomheden.

En opfinder indenfor kunsten laver opfindelser, man ikke kan bruge til noget. De skal ikke kunne andet end at være f. eks. smukke, skøre, absurde, spændende, sjove, underfundige osv. Jeg tænker på professor Balthazar når jeg hører musikken, men Balthazars opfindelser fremstår desværre, i sammenligning med Torvunds, som ret kedeligt praktiske(!) Men alligevel. Der er noget med det tydelige i sproget, udtrykket, farverne og den ubekymrede og skæve tilgang til problemløsning som gør, at jeg ikke kan lade være med at forestille mig en sammenhæng imellem de to.

Den notoriske samler.
Det første der slår mig er kombinationen af forholdsvist banale motiver/temaer og en overdrevent opfindsom instrumentation. Udtrykket “instrumentation” giver måske forkerte associationer, da det lyder som noget der er lagt oveni et materiale. Hos Torvund smelter det sammen og det giver ingen mening at tale om det ene adskilt fra det andet. Det er samlinger af objekter, om det så handler om at kombinere lyden af en boremaskine med en figur på cembalo og en brudt G-dur på en guitar. Jeg hører hvert musikalske udsagn som en kombination af allerede eksisterende objekter. Som en assemblage. Jeg får et billede af et barn der finder en sten, en fuglefjeder, et blad, en plastikpose, en pind osv. som tages med hjem, hvorpå der bliver tilbragt lange aftenener på drengeværelset, utrætteligt forsøgende at kombinere materialet til der opstår obskure konstruktioner.

Små kunstværker, hvor intet er skjult, men hvor et nyt udtryk opstår i kombinationen. Jeg forestiller mig en evig “hvad nu hvis”-tankegang hos Torvund.

Som om alt råmateriale, der findes der ude, kan tænkes ind i en potentiel sammenhæng.

Værkernes storform bærer også præg af den samme kombinations- eller assemblageæstetik. De første to værker er opdelt i afsnit med hvert deres navn, som “Pin Ball Ornaments”, “Car stereo Romance” og “Multiple slått” (som vidner om Torvunds brug af norsk folkemusik). De forskellige afsnit udgør i sig selv “objekter” i en større sammenhæng.

Torvund omtaler selv sit materiale som råt og ubearbejdet. Jeg bliver fascineret af en kærlighed til tingene som de er og Torvunds evne til at finde musikalsk potentiale på uventede steder. Bearbejdningen består som sagt i at finde den rigtige kombination af elementerne, ofte ved hjælp af association. Ting der på en eller anden måde minder om hinanden. Lyden af en motor, der minder om en heavy metal kvint, hvor der opstår et interessant spil imellem det rå og det forfinede.

Hurtige nedadgående løb i klaveret, ledsaget af hvid støj som filtreres og panoreres for at matche bevægelsen i klaveret. Det går stærkt og kræver vildt meget præcision. Og bagved, næsten uhørligt, “tapper” en hidsig fuzz-guitar på livet løs. Hvorfor det?

Hvorfor ikke?

Det er fordi det er så opfindsomt, men ikke mindst så virtuost skrevet og fremført, så overbevisende hele vejen igennem, at det naive, barnlige og fjollede (som nemt kan blive postuleret eller useriøst) alligevel fremstår så troværdigt.

Asamisimasa spiller selv de simpleste elementer af musikken med et alvor og en tilstedeværelse, som gjaldt det liv og død. Det er vigtigt i al musik, men måske ekstra vigtigt her. Hvis guitaristen bare bliver det mindste slap i sin pianissimo-metal-tapping, så ville der opstå et altafgørende troværdighedsbrist.

Et usentimentalt resultat.
Som nævnt i indledningen kan fraværet af en højtidelig tilgang til kompositionen måske føre til et tab af “alvor”. Men jeg skal passe på med at lede efter dette “alvor” på forkerte steder og med forkerte briller. Jeg skal ikke lede efter et konkret budskab eller efter at jeg skal forføres eller at jeg skal med på et eller andet følelsesride.

Selv de fine dyrelyde bliver stående som fascinerende, smukke, uden at det er nogen form for følelsesmæssig antropomorfisme. Vi skal slet ikke der hen.

Selv den fine fornemmelse af skovens stille ro og lejrbålsfeeling i afslutningen af “Wolf Studies” bliver et af flere objekter på Torvunds palet.

Spørgsmål om hvorvidt der er noget vedkommende eller ej i hans musik bliver bypasset. Hans musik er ikke særlig “rørende” eller “smuk”. Det er ikke en konfronterende musik, den “taler ikke til os”. Den fremstår faktisk ret ligeglad med om vi lytter eller ej. Den er bare, og vi inviteres til at betragte. Det den vækker er en bevidsthed om at verden er rig, foranderlig, at der er skønhed der ude, selv i de mindste, simple hverdagsting, hvis vi blot kan se potentialet i det.

Whats not to like?

Jeg dykker ned i en musik, jeg i udgangspunktet ikke har nogen forudsætninger for at “forstå”. Det kunne være nemt at standse ved musikkens ydre lag. Det kunne man i og for sig være godt tilfreds med. Det collageagtige, lydobjekter i nye konstellationer, fantastisk instrumentation, dybt indlevet fremførelse, god action på alle niveauer.

Det kræver flere gennemlytninger for at komme forbi alt det nævnte. Overfladen tager en selvfølgelig opmærksomhed, og jeg har sådan set ikke behov for mere. Men kunstmusik kan som regel mere end overflade. Jeg er altid åben for at der findes noget nedenunder, og at jeg som lytter ofte kan finde dette noget, tilsigtet eller ej. Det er det, jeg plejer at betegne som en særlig “poesi”. Når musikken åbnes og afdækker en skjult verden, i 3D.

Jo mere jeg kigger i krogene, des mere kan jeg få øje på, og jeg nyder det. Jeg vil lade det være op til hver enkelt at finde sin egen verden bagved alt det, der danner overfladen. Men jeg vil ikke sige, at det er altafgørende for denne musik om man finder det ene eller det andet bagvedliggende. Det er blot en potentiel bonus i de fire allerede fascinerende billeder.