Borealis Festival 2016

Bergen er en gammel kulturby, som ligger i et råt naturlandskab i det sydvestlige Norge med de britiske øer som næste stop. Indbyggerne kigger på en måde væk fra Norge og ud imod verden. Der hersker en internationalisme, som kan stamme fra en tid, hvor udenlandske skibe dagligt lagde til og bragte nyt fra verden udenfor.

Samtidig er byen også utrolig norsk. Hjemsted for Norges ældste symfoniorkester, Musikselskabet Harmonien, og fødeby for den folkekære norske komponist Edvard Grieg. Der er et kunstakademi, et konservatorium, en enorm Grieg-koncertsal, der er de årlige festspil for ny og klassisk musik og Lydgalleriet, det første galleri i Norden dedikeret til lydkunst.

På indholdssiden var Borealis – ligesom Ultima Festival i Oslo på mange måder var det – udsat for en mindre britisk invasion

Midt i dette landskab og i denne historie har Borealis Festival siden 2006 forsøgt at skabe rammerne for, at de norske komponister og kunstnere kunne vise deres nyeste arbejder, sat op imod en række stærke internationale navne. En intens lille festival, der ligesom med SPOR Festival i Århus over en lang weekend har et fuldt dagsprogram med koncerter, installationer, performances og filmvisninger. Og kernepublikummet begynder at hilse, når de har genkendt hinanden til de første to-tre koncerter. Det er sådan, det er.

På indholdssiden var Borealis – ligesom Ultima Festival i Oslo på mange måder var det – udsat for en mindre britisk invasion. Den kunstneriske leder Peter Meanwell, som blev ansat sidste år, havde tydeligvis sat sine stærke kontakter fra en årrække i britisk musikliv i spil, og trukket en række interessante kunstnere og branchefolk med sig til Bergen: komponisten John Chantler, lydkunstneren Mat Jenner, Newcastle-electro-duoen Yeah You, redaktøren fra The Quietus og repræsentanter fra BBC6 for bare at nævne et par stykker.

Selvom Borealis meget bevidst ikke er bygget op om et festivaltema, så var der – foruden det britiske – et andet og stærkere motiv i programmet, som var til at få øje på: »the performing composer« eller endda »composers collective«, som ved flere tilfælde igennem festivalen fik understreget den nye tidsånd, der søger et opgør med det hierarkiske forhold mellem komponisten og de udøvende musikere. Kollektivet Ensemble Pamplemousse fredag aften var et glimrende eksempel på dette med fremførelse af et værk af hver af de fem optrædende komponister. Ganske demokratisk.

I hvert fald var det reglen snarere end undtagelsen på Borealis, at komponisten eller kunstneren stod på scenen fremfor at sidde iblandt publikum. På den måde er festivalen på forkant med en udvikling, som vi også ser tydeligere og tydeligere herhjemme.

Kampen om opmærksomheden
Et af hovedværkerne på årets festival var urpremieren på newyorker-ensemblet Object Collections opera It's All True, som på uortodoks vis tog sit musikalske udgangspunkt i det komplette arkiv med liveoptagelser fra det ikoniske amerikanske post-hardcore-band Fugazi, der huserede i og omkring Wasington D.C. i 1980/90'erne.

De mange timers optagelser var blevet sirligt sorteret, så al den musik, som Fugazi egentlig har skrevet, blev smidt ud med badevandet, og de lidt mindre ukurante frembringelser bragt på noder af Object Collection. Til at fremføre den noterede punkmusik var den amerikanske elguitarkvartet Dither i selskab med to trommeslagere. Et slags husorkester, der var placeret bagerst på scenen, imens de fire performere fra Object Collection-kollektivet samt en række ganske neutrale rekvisitter – borde, stole, standerlamper – indtog forscenen.

I sandhed en tour de force; meget højt energiniveau, høj puls, igennem samtlige omtrent 100 minutter, som værket varede. Et bombardement af tekst og larm, som – med tydeligt overlæg – efterlod publikum med mentalt overload. Too much information!

Object Collection på scenen.

Dette betød også, at det var utroligt svært for mig at komme i dialog med værket. Den fragmenterede tekst læst, råbt og reciteret af de fire ellers meget dygtige performere, hvirvlede rundt med emner som overvågning, terror, demonstrationer, squats, præsidentkampagner, sæbeoperaer osv., men det var ikke muligt rigtig at tage det ind. Performance og musik integreredes ikke, men kæmpede imod hinanden om opmærksomheden, og støjen fra Dithers fire guitarer og de to trommeslagere overdøvede, imens jeg – lykkelig over at have medbragt dem – stoppede mine ørepropper længere og længere ind. Det var en udmattende oplevelse.

Performance og musik integreredes ikke, men kæmpede imod hinanden om opmærksom-heden, og støjen fra Dithers fire guitarer og de to trommeslagere overdøvede

Jeg anerkender, at værket besad en stringent konceptualitet, eminente performere (Object Collection), og at det allerede i foyeren efter koncerten kunne mærkes blandt publikum, at det her var et af den slags radikale værker, som med en kliché kan siges virkelig at skille vandene. Jeg tilhørte dem, som følte, at det på papiret spændende musikalske koncept (at notere og arrangere Fugazi-live-outtakes) var dybt uinteressant i udførelsen, imens andre blandt publikum havde haft en ægte kunstnerisk åbenbaring. Det kan jeg som anmelder naturligvis kun respektere.

The new New York
For at gøre ondt værre – eller bedre for andre – kedede jeg mig også aftenen efter, hvor guitarkvartetten Dither igen optrådte.  Et program med kompositioner for elguitar af de fire medlemmer samt et enkelt gamepiece af newyorker-komponisten Jorn Zorn fra Dithers seneste udgivelse, Dither plays Zorn.

Fender- og Gibson-guitarer, Fender- og Vox-forstærkere, det klassiske rock and roll-outfit; men teknisk dygtige guitarister med blikket rettet imod partituret. Igen et højt tempo, konstante skift, hvor hver guitarist sjældent opholdt sig ved en figur eller i én toneart i mere end 4-5 sekunder. Der blev moduleret, bendet, tappet og løbet over gribebrættet, men for denne anmelder føltes det igen, som om der ikke fandtes plads til at orientere sig i musikken. At der ikke var nogen åbning imod publikum, men kun en mærkelig form for elitær påskyndelse af det dygtige.

Object Collection og Dither må være the new New York, et oprør imod de store amerikanske minimalister og konceptualisters æra

Jeg har en indgroet kærlighed til musik, der opholder sig det samme sted i længere tid. De små forskydninger, der får lov at arbejde. Den tilgang er naturligvis formet af blandt andre de amerikanske helte: Glass, Feldman, La Monte Young. Object Collection og Dither må være the new New York, et oprør imod de store amerikanske minimalister og konceptualisters æra. Naturligvis kan de ikke lyde som i 1960'erne længere. Det kan som før nævnt meget vel være interessant, men det ligger uden for min grænse. Det overbelaster mit sanseapparat med lydlig information.

b, a, d og (.. .. ....)
En mere kontrolleret affære i den modsatte ende af skalaen var asamisimasa-ensemblets opførelse af fire værker – b, a, d og (.. .. ....) – af den danske komponist Simon Løffler. Løffler var i øvrigt også repræsenteret med værket c [red. kendt som bidestykket] på festivalen, som blev opført til et familievenligt arrangement under navnet Koncertcirkus.

Portrætkoncerten af Løffler bød på fire meget forskellige kompositioner, der – ligesom Dygong-kollektivet i øvrigt også ynder det – blev samlet af et slags dramaturgisk forløb. Koncerten bestod af de fire værker opført i forskelligt iscenesatte tableauer rundt i det fantastiske industrielle kulturhus Bergen Kjøtt.

b  for 3 musikere, 3 lysstofsrør, effektpedaler og et løst jackstik var kontrolleret, transskriberet noise. Et elektronisk signal i et lukket kredsløb kontrolleret og moduleret af hver musiker via pedaler, og den statiske elektricitet til lysstofrøret sendt videre fra musiker til musiker via berøring.  »Min hensigt var at skabe én instrumental krop, som musikerne korresponderer med ved hjælp af enkle bevægelser af hænder og fødder«, siger Løffler i programnoterne. Måske var det lidt stivere fremført end en krops intuitive bevægelser, men det var en stærk lille performance med lys, lyd og musikernes fremførelse i en samlet koreografi. Rent musikalsk var der også noget interessant på spil, idet værket vekslede mellem den vilde støj fra det løse jackstik og partiturets skiftende forsøg på at tøjre denne.

Kompositionen d af Simon Løffler

Kompositionen slutter, lyset i Bergen Kjøtt blinker blåt, og asamisimasa bevæger sig over til et nyt tableau på gulvet, hvor der står et børneklaver, en lille Casio-synth og to glockenspiel. a er et langt mere tyst og tilbagetrukket stykke. Tonerne på klokkespillene og Casioen dissonerer og lyder som fejlmeddelelser på en gammeldags telefon. Legetøjsklaveret afløser denne sekvens for at slå relativt få toner an. Men hårdt. Denne skifteleg gentager sig og udgør på simpel vis kompositionen. Publikum står samlet rundt om seancen og forsøger at holde sig tyste for at få de små detaljer med. De detaljer, som er stykkets karakteristika.

(.. .. ....) er mere rå og legende. Et dogmatisk stykke, som forsøger at begrænse spilleteknikkerne, idet instrumenterne kun må spille enten meget højt eller meget lavt, tutti eller solo. Der lægges ekstremt hårdt ud, hvor saxofon- og klarinetmundstykker og et distortet klaver virkelig får lov at larme igennem. Værket er dynamisk og vildt, men slutter med en poetisk sekvens, hvor Løffler solo spiller værket ud med en lille tyst kalimba. Meget fint.

Musikerne fra asamisimasa fremfører sidst den ekstremt stille komposition d, der er meget vanskelig for mig at koncentrere mig om, da jeg får en plads bagerst blandt publikum. Jeg kan forstå, at den meget svage musik for violin, viola, glockenspiel og cello bliver forstærket igennem en gran cassa, som igen også anvendes som instrument i musikken. Jeg kan se gran cassaen, og jeg kan forstå det, men det bliver for langt væk. En for mig svær afslutning på en utrolig stærk og velkoreograferet portrætkoncert.

Mat Jenners sorte plader til fri afbenyttelse

En søndagsceremoni
En række lydinstallationer rundtom på udstillingssteder i Bergen indgik i Borealis' program. Mest interessant var den britiske kunstner Mat Jenners installation aMAsS_a_mASs på Bergen Kunsthal, der var blevet til som en del af et længere residency-ophold. Her var ikke tale om en konventionel installation, men nærmere et aktiviseret udstillingsrum, som undervejs i festivalen fungerede som venue for en række arrangementer. Et åbent atelier, hvor værket stille og roligt blev til.

Det kan vel være, at det er en letkøbt pointe med fysiske værker i en post-digital æra, men shoot me, jeg køber den præmis

Som del af installationen var Jenners projekt FOAM, der består af en voksende samling af lydværker fra andre kunstneres hænder. Projektet har siden 2013 akkumuleret 128 værker, der kun i udstillingsperioden var tilgængelige for publikum at lytte på fra en kasse anonyme LP'er med en tilknyttet værkoversigt. Værkerne er kommissionerede af Mat Jenner. De lever i den kasse, de findes ikke digitalt, online, tilgængeligt.

Det kan vel være, at det er en letkøbt pointe med fysiske værker i en post-digital æra, men shoot me, jeg køber den præmis. Selvom jeg ikke nåede meget lytning, så drømmer jeg stadig om, hvad der måtte findes i den kasse af fine lydværker fra kunstnere, jeg ikke aner hvem er.

Eksempel fra listen:

#033 – Charlie Woolley

Side A: Lead Pipe, (04:47), 2013
Side B: Fight Song, (01:51), 2013 Bodies Burn, (07:22), 2013

eller

#121 – Harry Burke

Side A: Tender, record at 21 Jefferson St. 06/28/15, 2015

Side B: @RichardHawkins01, 2015

I den mere undseelige ende var den japanske kunstner Rie Nakajimas Throw, der var installeret på Lydgalleriet midt i Bergen. Et mindre rum med grene, sten og sølvpapir, der med hjælp fra små motorer efter en uigennemskuelig mekanisk logik blev sat i spil. Rummet havde derfor en langsom organisk ro; sin egen koreografi. Her drev jeg forbi flere gange i løbet af festivalen for at få en kop thé og stå lidt alene i installationen og lytte til den performe.  

Rie Nakajima er bosat i London og optræder i duoformatet O Yama O sammen med Keiko Yamamoto, der sammen med Hamish Dunbar i 2008 grundlagde det velrenommerede spillested Café Oto i London. På den måde også en del af den britiske invasion.

Fra Rie Nakajimas installtion Throw på Lydgalleriet

Søndag eftermiddag på Borealis inviterede O Yama O til en performance på Lydgalleriet, som formede sig som renselsesritual for publikum, der var mætte oven på flere dages intenst festivalprogram.

Yamamoto gik roligt rundt i ring om et sirligt tableau på gulvet af fløjter, mos, små trommer, kagedåser, risskåle, thékopper og batterier. Hun messede og reciterede tekster på japansk. Vendte tilbage til det smukke »O Yama O« [red. Yama betyder fjeld på japansk], alt imens Nakajima satte batterier i det lille orkester på gulvet. Små motorer blev lagt på forskellige materialer og begyndte at skabe asynkrone rytmer. Efterhånden intensiveredes lydniveauet og dynamikken med adskillige små motorer. Motorer monteret på små sten, lagt ned i risskåle. Motorer summende rundt i thékopper med små perler. Yamamoto trampede i gulvet og slog to lange jernrør imod hinanden. Hun traskede stadig rundt og rundt. De knap 80 mennesker i det lille rum var utroligt stille og observante, og jeg oplevede det mere som en ceremoni end en egentlig koncert.

Motorer monteret på små sten, lagt ned i risskåle. Motorer summende rundt i thékopper med små perler

Her blev jeg som anmelder også mindet om mine subjektive præferencer. De små gestus, det improviserede, det sirlige og det rodede, den dygtige performer, det uprætentiøse. Jeg er altid mere åben over for den her slags, end det f.eks. var tilfældet med dagens forrige koncert, hvor asamisimasa spillede værker af seks yngre komponister. Her var musikken pakket ind i så meget skoling og et tæt lag internt (institutionelt) musikalsk sprog, at de dygtige musikere ikke formåede at gøre partituret levende. Ny musik, når den er kedeligst. O Yama O var anderledes umiddelbart og understregede det fine i performances: at de skaber deres eget rum at udfolde sig inden for. I modsætning til koncertsales traditionstunge rammesætning af musikken uanset kvalitet.

Intet lillebrorkompleks
Som festival er Borealis nytænkende i kraft af sit brede genrespektrum. Går fra straight kompositionsmusik og lydinstallation over postpunk-opera til britisk impro-electro og slutter af med hardcore footwork. Et sådant program kræver af sit publikum, at de er lige så åbne og interesserede i eksperimenterende musik, som den kunstneriske leder er det. Og det var de åbenlyst. Der var som oftest tæt pakket til alle de forskellige koncerter; talks, filmvisninger, udstillinger ligeledes. Det gav legitimitet til koncerterne, og satte en god forventning i rummet, som ikke altid er til stede i halvtomme sale.

Bergen har en stærk festival, der i volumen er lillebror til Ultima i Oslo. Men det betyder ikke, at den behøver at have et lillebrorkompleks. Den er i høj grad værd at rejse efter, når man vender hjem med tankegods, inspiration og flere store musikalske oplevelser i rygsækken.

Nåja, og så regnede det som bekendt en del.