Simon Steen-Andersen
63
Gå, trip, trav
Simon Steen-Andersen: »Walk the Walk«
© Alexander Banck-Petersen
Det er et ydmygt emne, Simon Steen-Andersen har valgt til sin performance Walk the Walk: emnet er at gå. Følgerigtigt går de fire performere fra schweiziske Ensemble This Ensemble That rundt på scenen både i almindelige og lysende sko, på stedet, på løbebånd, og bare helt normalt. Walk the Walk er en tour de force gennem forskellige vinkler på emnet, og forskellige vinkler at lave teater på. Performerne er del af en nøje timet score, hvor hvert et skridt og til tider enhver stavelse skal leveres pointeret for at gå op i en højere enhed med scenografi, lydplayback og de øvrige medspillere. Instrumenter spiller de ikke på, de spiller på og med rekvisitterne; sko eller mikrofoner for eksempel. Kun helt til sidst får perkussionist Brian Archinal lov til at røre drumsettet, indtil også det bliver taget fra ham når det bliver hevet op i luften. Trommerne spiller videre, dog, ved hjælp af en slags trommeslagsmaskine. Scenografien tager over.
Tysk teater ser ud til at have inspireret komponisten, der arbejder med kneb som meta-samtaler om værket i værket (som den tyske instruktør René Pollesch), musikalsk nonsense (i stil med noget Christoph Marthaler kunne have fundet på), eller en scenografi der bliver til et selvspillende instrument (som Heiner Goebbels tidligere har gjort). Bedst fungerer værket, når sammenhængen mellem emnet og det sceniske og musikalske bliver tydligt, som når performerne går i takt med et lydsample, der bliver kortere og kortere, og det udsnit af scenen, vi som publikum ser, bliver mindre og mindre. Mindre godt fungerer det, hvor musikerne agerer som skuespillere, eller skal lipsynche til lydklip, hvilket de desværre gør rigtig meget.
Walk the Walk er en multimediel undersøgelse af et tilsyneladende banalt tema. Men præcis hvorfor vi skal se et stykke om at gå bliver ikke helt klart. Snarere virker emnet som en undskyldning for de forskellige permuteringer af mediale konstellationer, komponisten vil lege med. Live-tale, optaget tale, samples, scenografi, rekvisitter, lys – alt dette er instrumenterne, Steen-Andersen bygger sin komposition af. Imponerende er det, og han finder på originale kombinationer. Æstetisk efterlader det et blandet indtryk. Et eller andet sted mellem sofistikeret koncept, en hjemmelavet virkende scenografi, drenget humor og lecture performance. Steen-Andersen spiller højt risiko når han vælger selv at stå for alt fra musik til scenografi, lys og instruktion. I nogle få øjeblikke bliver publikum belønnet med noget enestående. Men hvorfor ikke have tillid til et dygtigt hold skuespillere, en scenograf, lysdesigner, dramaturg eller en instruktør? Den præcision, værket forlanger, bliver ikke helt forløst.
© Kåre Viemose
Seismograf går på sommerferie og tjekker havets dybe vibrationer. 🌊🤿 Vi ses i august. God sommer!
Støj i white cuben
Aros: »Ulydig – Kroppen i punk«
© Karen Knorr & Olivier Richon, Vortex 6 from the Punks series, 1976 - 1977, gelatin silver print on paper,18,7 x 28,2 cm, Tate. Courtesy of the artists.
Det første, der rammer én på Aros' Ulydig – Kroppen i punk, er ikke hundehalsbånd, læderjakker eller netstrømper. Det er lyden. Den buldrer gennem rummene. For hvad skal punken overhovedet på museum? Punk er ikke skabt til museum. Den er beskidt, højlydt og midlertidig. Den lever af amatørisme, fejl og modstand. Man kunne frygte, at white cubens hvide vægge ville gøre de tre akkorder til kulturhistorie og støjen til baggrundsmusik. Kurator Marie Arleth Skov har skabt en udstilling, hvor lyden ikke blot illustrerer historien, men driver den frem. Rå guitarer, skingre saxofoner, flimrende Super 8-film og koncertoptagelser smelter sammen i et brus af støj, billeder og kroppe.
Ulydig er ikke en komplet punkhistorie, men et præcist snapshot af en kultur, hvor lyd og krop var uløseligt forbundet. Her møder man punkens gudmødre side om side med danske bands som Lost Kids, Pussy Punk og Sods i hidtil usete optagelser fra en københavnsk punkhappening. Et lædertrommesæt af Käthe Kruse fra Die Tödliche Doris står som en skulptur med den tørre titel In Leder, mens Cornelia Schleimes video viser, at punkens oprør også rummede skrøbelighed og poesi. Kontrasten til Erik Saties nøgne klavermusik er udsøgt. Det er som at gå rundt i et tredimensionalt fanzine – overalt hyldes de skæve eksistenser og dem, der aldrig bad om lov. Leopardmønstrede hynder, rå materialer og taktile installationer gør, at man næsten kan røre ved punken.
På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen.
Kan et oprør overleve på museum? Ulydig viser, atpunkens energi og ikke dæmpes af museet – det fungerer som en forstærker. Kun to ting mangler: at udstillingen kunne opleves klokken fire om morgenen – og at det overdådige katalog var indbundet i latex.
© PR
»Musik for os er den følgesvend, du har gennem livets op-, ned-, druk- og røvture. Der findes ikke den følelse, vi ikke hver især har et indre soundtrack til. Det er så dejligt universelt, at musik trigger stemninger og understøtter følelser.«
Barcode spillede et par hundrede shows rundt i Europa i 90'erne og 00'erne sammen med bl.a. Madball, Agnostic Front og Hatebreed og udgav fem fuldlængde albums. Det aahusianske band spiller sin første koncert i 18 år som headliner på Support Our Scene-festivalen i Fredericia i august.
To enere i tæt kredsløb
Lotte Anker & Fred Frith
© PR
Onsdag aften på 5e var publikum vidne til et møde mellem to musikere, der i deres fremtoning ikke umiddelbart havde meget til fælles. Lotte Anker sad rank på stolen med alt- eller sopransaxofonen hvilende på knæet, mens Fred Frith var foroverbøjet over guitar, pedaler og de mange små objekter, han brugte til at tvinge alskens lyde ud af instrumentet. Stoisk ro over for frenetisk dimseri. Udadtil lignede de hinandens modsætninger. Musikalsk var de derimod tæt forbundne.
De så næsten ikke på hinanden undervejs, men virkede fuldstændig opslugte af den lyd, de skabte sammen. Til tider var musikken knudret og svært gennemtrængelig: uguitaristiske toner, perkussive anslag, næsten rockede passager, hurtige saxofonløb, lange holdte toner, støj og overtoner. Som en gåde, der ikke ønskede at blive løst. Andre gange skabte Frith klare droner, som Anker gled melankolsk henover, sanseligt og smukt. Det lød som en fortælling uden ord om mørke, frygt og usikkerhed, men også om lys, håb og samhørighed. Livets essens skåret ned til træfpunktet mellem to af jazzmusikkens helt store enere.
Koncerten sluttede med aftenens mest direkte gestus mellem de to. En blid tone fra Friths guitar ringede kontinuerligt, indtil han pludselig bankede hånden ned i gribebrættet med et rungende bump og sendte Anker et skælmsk smil. Som en kort anerkendelse af den intense omgang, de netop havde ført publikum igennem.
© Kristoffer Møllegaard
Søren Kjærgaard ved klaveret, Kresten Osgood og Christian Lillinger ved hver sit halve trommesæt, pak choi med shiitakesvampe og ris. Kombinationen af free jazz og kinesisk cuisine er måske ikke den mest oplagte, men onsdag eftermiddag på CC Taste viste den sin berettigelse.
Den franske komponist Erik Satie ærgrede sig efter sigende over, at det parisiske cafépublikum ikke i tilstrækkelig grad ignorerede hans såkaldte møbelmusik. Den slags bekymringer delte Kjærgaard, Osgood og Lillinger næppe på anden aften af deres fem dage lange residency på den kinesiske restaurant på Amagerbrogade. Tværtimod blev der med udpræget showmanship spillet ikke bare på trommesæt og klaver, men også på loftslampe, radiator og Osgoods sko. Der blev råbt, grinet og revet avissider itu.
Fætrene Osgood og Kjærgaard har spillet sammen hele livet, og det kunne mærkes i den selvfølgelighed, hvormed de kastede sig ind i musikken. Sammen med Lillinger brugte de ikke mange sekunder på at finde et fælles niveau af intensitet. Det gyngede, ramlede og knirkede i alle retninger. Musikken buldrede frem, indtil den brat standsede, og Kjærgaards klaver trådte frem i mere rolige og ubestemte passager. Så meldte omgivelserne sig igen: bestik mod tallerkener, linje 5C forbi vinduerne ud mod Amagerbrogade, et æggeur, der ringede inde fra køkkenet.
God mad og god musik har meget tilfælles, men heldigvis gik det ikke op i en mytisk og lidt uinteressant højere enhed. Tværtimod bestod aftenen i friktionen mellem to adskilte sanserum: koncerten og restauranten, lytten og spisningen, den frie improvisation og den dagligdags middagsscene. Satie ville muligvis have vendt sig i graven. Jeg elskede det.