Teksturel musik er musik, der er bygget op omkring teksturer. En tekstur er noget andet end en struktur, som György Ligeti har gjort opmærksom på. I en struktur kan man skelne enkeltdelene, som der er et forhold imellem, i en tekstur oplever man et væv, en masse, en sky af toner og lyde. Teksturel musik kommer for alvor på banen i 1960'erne med værker af Iannis Xenakis og Ligeti selv.

Det meste musik, der skabes, er tonal, dvs. diatonisk eller modal med grundtoneformmelse og toneartsorienteret harmonik. Undtagelserne er atonal musik, støjmusik og det meste konktrete musik. Når det alligevel giver mening at tale om "ny tonalitet", skyldes det ikke at tonaliteten nogensinde har været fraværende, men blot at den i en bestemt, centraleuropæisk modernisme og avantgarde blev elimineret til fordel for andre logikker.

Selv om nodesystemet naturligvis også er grafisk, dækker betegnelsen 'grafisk notation' over brugen af visuelle notationer, der repræsenterer kompositionen på anden vis, ofte gennem en kombination af former og farver. Grafiske notationer ligger i et spektrum, som bevæger sig fra alternative typer nodesystemer med relativt faste instruktioner til helt åben grafik, hvor musikerne har den fulde frihed til at fortolke det, de ser. (Der er altså ikke tale om rene lyttepartiturer, men om opførelsespartiturer).

Vi må antage, at musik gennem alle tider blandt andet er blevet anvendt som redskab til at udtrykke og formidle sorg, vel at mærke både af musikkens skabere og brugerne af den. Store dele af kirkemusikkens passioner og rekviemmer er markante eksempler på det, og hertil kommer utallige folkeviser og popsange, som tematiserer ulykkelig kærlighed eller anden sjælesorg med en musikalsk iscenesættelse, der underbygger det tekstlige indhold.