© Peter Adamik

»Mine japanske venner taler meget om minimalismen i min musik«

Siden sit første besøg i Tokyo har guitaristen Jakob Bro været dybt fascineret af Japan. At lære at tale japansk var ligesom dengang, han skulle lære at spille musik. Nu indleder han et drømmeprojekt med den japanske ambient-pioner Midori Takada. 
Af
4. Maj 2022
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Jakob Bro har mange ting at se til, fornemmer jeg hurtigt, da det lykkes os at mødes til et interview en lørdag eftermiddag på en kaffebar på Vesterbro: Indspilninger, der skal planlægges, ideer, der skal formes til fremtidige projekter, familieliv med kone og børn, samt de to nært forestående koncerter med den japanske perkussionist Midori Takada i henholdsvis Berlin (30. april) og København (7 april). 

Det virker som en drøm, at Midori Takada har sagt ja til invitationen til et fælles projekt. 

»Midori er en person, jeg har tænkt meget over at spille sammen med. Det er en vild ting at spille duo, altså perkussion og guitar, når jeg aldrig har spillet med hende før. Og vi har valgt at spille 100% improviseret, så det er en underlig fase, jeg er i lige nu, hvor jeg går og forbereder mig. Men jeg kan jo ikke forberede mig! Der foregår meget heroppe,« siger Jakob Bro og peger på sit hoved. »Det kommer til at ske, lige når vi står der.«

© Peter Adamik
Jakob Bro og Midori Takada under deres første koncert sammen i Berlin 30. april. © Peter Adamik

Egentlig havde han tænkt sig at sende Midori Takada nogle skitser, som de kunne improvisere ud fra. Men så hørte han hende snakke om sine to fremgangsmåder. Den første er at lægge lag på lag [eksemplificeret i hendes nok bedst kendte udgivelse Through the Looking Glass], mens den anden er total improvisation. Efter at have hørt det, tænkte han, at det ville være »federe bare at være fuldstændig fri.«

»Jeg er glad for de her koncerter. Mange tænker om mig: ’Nå, men han er jo jazzmusiker.’ Koncerterne kaster min musik over i en anden lejr, hvor jeg egentlig føler, at den hører fint hjemme.«

Et sprogs energi 

Jakob Bro virker begejstret – og en smule nervøs – over muligheden for at kunne tale japansk med Takada og hendes assistent. Han har studeret japansk lige siden, han for fem års tid siden var i Japan for at spille. Dengang følte han en trang til at prøve noget nyt. Det virkede indlysende for ham at give sig i kast med at lære sproget:

»Jeg har altid syntes, at guitaren på en måde var i vejen«

»Det var virkelig en fed beslutning, af mange grunde. Det er godt for mit hoved, kan jeg mærke, og det har selvfølgelig også åbnet op for min kærlighed til landet og kulturen. Samtidig har det også været sjovt at genopleve den energi, det er at lære et nyt sprog. Det eneste, jeg kan sammenligne det med, er, da jeg skulle lære at spille musik. Hvis der har været for meget musik i hovedet, så har jeg ikke haft plads til at studere japansk. Så i de lange perioder, hvor jeg ikke har haft stress over en eller anden koncert eller indspilning, har jeg haft det fint med mit japanske.«

Måske har Jakob Bro i virkeligheden på sin vis længe talt japansk gennem det internationale sprog, musikken, uden at vide det? 

»Der er mange, der taler om den minimalisme, der er i min musik. Der er mange japanske venner, der taler om den, og så siger de, at den minder dem om en japansk tilgang til at spille. Men det er nu ikke noget, jeg bevidst har arbejdet mig hen imod. Det er noget, der måske er mere tilfældigt end som så.«

»Jeg sad bare og tænkte, ’hvornår fanden har du sidst øvet på noget som helst?«

En nøgle fra Lee Konitz

På de sociale medier har Jakob Bro omtalt Takada som en af sine heltinder. Det gør mig nysgerrig efter at vide, hvem han ellers ser som indflydelsesrige musikere i sin karriere. Han nævner med det samme den amerikanske trommeslager Paul Motian, som var hans »første store«. Bro kom med i Motians orkester allerede som 22-årig, og han mindes, at Motian fortalte ham om dengang, Billie Holiday kyssede hans hånd, efter at han havde spillet en ballade med hende: »Altså at høre sådan nogle ting… Billie Holiday var jo ligesom Mozart, sådan en, alle snakker om, men som aldrig har eksisteret.«

»Billie Holiday var jo ligesom Mozart, sådan en, alle snakker om, men som aldrig har eksisteret«

Og så er der den polske trompetist Tomasz Stańko (1942-2018). En mand, der ikke så meget øvede som levede. En musiker, der måske ikke var den teknisk dygtigste, men som til gengæld havde det der je ne sais quoi:

»Nogle gange snakkede han om helt out ting, hvor jeg bare sad og tænkte, ’hvornår fanden har du sidst øvet på noget som helst?’ Han levede sit liv, og når han gik ud på scenen, så kom det ud igennem det horn,« fortæller Jakob Bro begejstret, som i en række år sammen med bassisten Anders AC Christensen og Jakob Høyer udgjorde Stańkos danske trio.  

»Men [den nyligt afdøde amerikanske saxofonist] Lee Konitz var en, der låste det hele op ved at improvisere over min musik. Han tog alle mine temaer, som var så simple og fortolkede dem fra første slag. Da han begyndte at vænne sig til mit musikalske univers, vidste han også godt, at melodien er i musikken; han behøver ikke at stå og spille noden, han skal sådan set bare fortolke. Det lyder måske banalt, men det var sådan en nøgle, jeg fik foræret. Selvfølgelig skal jeg have musikerne til at åbne op. Jeg skal ikke have mine musikere til at stå og læse her. Hvis der er nogle melodier, der skal være der, så må jeg selv spille dem! De skal spille, hvad de har lyst til.«

»Hvis jeg skulle lave noget helt nyt, så skulle jeg gå med min drøm om at skrive sange«

Den norske trompetist Nils Petter Molvær [der afløser Palle Mikkelborg til den danske Takada-koncert, fordi Mikkelborg har måttet aflyse pga. sygdom] forærede ved et musikstævne på Vallekilde Højskole den unge Jakob endnu en nøgle – denne gang til at låse op for en mindre amerikaniseret tilgang til sin musik:

»Nils Petter var bare sådan ’hvorfor tager I ikke til Ghana eller Etiopien i stedet for? Tag en måned til Cuba. Der er lige så rig kultur der. Gør noget helt andet, I har rigelig af det vestlige.’ Det var hans tankegang, og jeg kan huske, at det blæste mig bagover.«

Og selvfølgelig Palle Mikkelborg. I løbet af vores interview går der sjældent mere end et par minutter, før den danske trompetist på den ene eller anden måde dukker op i Bros talestrøm. Man fornemmer, at der ikke blot er tale om et mangeårigt musikalsk partnerskab, men et ægte og dybt venskab.

Palle, Miles og hvidvin 

»Det venskab er bare blevet meget vigtigt for mig på mange planer. Han er en person, som jeg forstår, samtidig med at jeg ikke forstår. Når Palle taler, så taler han til hjertet. Men han er også enormt klog, føler jeg, på mange planer. Det kan være enormt abstrakt, det han siger. Det er tit sådan noget, hvor man siger ‘ja’ og smiler, og så går der måske en dag, og så, gud, jeg kunne mærke det dengang, han sagde det, men nu kan jeg også forstå det. Han er en af de få, der gør det med ord. De fleste, jeg spiller med, og som jeg holder af, de gør det jo med lyd.«

»Miles talte meget om, at han hadede musik, der lød som musik«

Bro fortæller med et skælmsk smil om, hvordan han mødte Palle dengang, de først skulle øve op til en koncert, men endte med at drikke hvidvin på Hotel Petri:

»Til den første koncert med Palle, tror jeg, vi mødtes 10 gange, og jeg var sådan helt skeløjet, hver gang vi var færdige med at ‘spille.’ Og jeg sagde ’nå, skal vi prøve at aftale en dag, hvor vi tager instrumenterne med?’ Og så hen og holde mig i hånden, og ’nu synes jeg, vi går lidt for hurtigt frem.’ Vi har haft utrolig mange lange snakke om, ja, hvad fanden musik er. Og Palle er jo selvfølgelig meget inspireret af sit møde med Miles Davis. Og Miles talte meget om, at han hadede musik, der lød som musik. Han var interesseret i musik, der ikke lød som musik. Hvad end det betyder, det er jo frit til fortolkning,« siger Bro med et smil.

Kan det gå galt? 

Som de fleste musikere begyndte Bro at spille musik af den simple grund, at han elskede at lytte til den. Han fandt hurtigt glæden ved at lytte til musik i en form for meditativ tilstand, hvor alt andet blev lukket ude: 

»Hvis jeg mister den, så må jeg fokusere på bækkenet, og hihatten og lilletrommen eller bassen. Og det fik jeg nogle ret vilde oplevelser med, da jeg var virkelig ung. Musik, hvor jeg følte, at jeg nærmest var med: Altså at jeg sad sammen med de musikere, fordi jeg bare fokuserede på at lytte. Og det trip at sidde og høre Live at Birdland med Coltrane og Miles’ My Funny Valentine, hvor han spiller »Stella by Starlight« eller et eller andet, hvor jeg føler, at jeg kan mærke ham helt ind i sjælen, når han blæser det der horn. Det er stadig nogle af de største musikalske øjeblikke for mig.«

Han bruger ikke længere særlig meget tid på at øve derhjemme; i stedet bruges energien på det logistiske arbejde, det er at sammensætte musikere, stemmer, udtryk, tænke i konstellationer og inspirerende kulturmøder. Det er en tilgang, som tydeligvis har båret frugt.

»Jeg føler, jeg efterhånden har en ret stor familie af mennesker og musikere, som kender min musik og min tilgang til musik. Jeg kommer med nogle udgangspunkter, og så må de selv bruge deres ører og finde musikken. De føler sig afslappede i den. Ingen går på scenen og frygter et eller andet. Der er jo ikke noget, der kan gå galt. Det er en tilgang til musik, jeg selv holder rigtig meget af.«

I anden halvdel af koncerten medvirkede trompetisten Arve Henriksen, cellisten Anja Lechner og Marilyn Mazur på perkussion. © Peter Adamik
I anden halvdel af koncerten medvirkede trompetisten Arve Henriksen, cellisten Anja Lechner og Marilyn Mazur på perkussion. © Peter Adamik

Kimen til et venskab 

Til den anden halvdel af den danske koncert med Midori Takada skal Jakob Bro spille med en kvartet bestående af ham selv, cellisten Anja Lechner, Marilyn Mazur på perkussion og Nils Petter Molvær på trompet. Til dette formål har han sammen med Palle Mikkelborg eksperimenteret med kompositioner baseret på matematiske beregninger:

»Det har været en befrielse for mig at lave musik, hvor jeg ikke skulle sidde og finde frem til melodier. I stedet for: ‘er det nu den eller den tone?’ er det mere: ’nå, det skal være sådan her.’ Det har udviklet sig til et andet lydunivers, end jeg har været vant til at arbejde med. Og det passer ret fint med det, som jeg også hører i Midoris musik, som på en eller anden måde er en meget universel lyd. Hun kommer jo ikke ud af en jazztradition. I hendes tonesprog er der selvfølgelig referencer, men det er slet ikke på samme måde som det, jeg kommer fra.«

Bros internationale familie af musikere, der konstant giver ham nye nøgler, vil måske vokse. De to koncerter med Midori Takada kan blive kimen til endnu et rigt musikalsk venskab:

»Jeg har talt med Midori om at lave noget i Japan på et tidspunkt. Men nu laver vi de her to koncerter og indspiller dem. Mit håb er, at der på en eller anden måde opstår noget, som er enten så godt, at man kan arbejde videre med det – altså med det aktuelle materiale – eller i hvert fald, så godt, at vi får lyst til at lave et samarbejde.«

»Jeg har drømt om at spille alle mulige instrumenter«

Han taler passioneret om nye ting, han gerne vil afprøve. Jeg spørger ham om, hvorvidt han nogensinde kunne finde på at gå en radikalt anden vej med sin musik.

»Hvis jeg skulle lave noget helt nyt, så skulle jeg gå med min drøm om at skrive sange, for eksempel. Så ville det være et afbræk: ’nu har jeg spillet på min guitar længe nok, nu vil jeg faktisk gerne bruge min stemme.’ Jeg har altid syntes, at guitaren på en måde var i vejen. Jeg spillede trompet, så gik jeg til guitar, og så ville jeg egentlig gerne tilbage til trompeten, men der syntes jeg, at det var for sent et år senere, fordi jeg havde arbejdet så meget med guitaren. Jeg var stædig og holdt fast i mit instrument, fordi jeg følte, det ville have været spild af tid, hvis jeg havde skiftet. Jeg har drømt om at spille alle mulige instrumenter. Men det kommer kun til at ske, hvis jeg ikke kan lade være,« fortæller han.

»Jeg kan aldrig nogensinde løbe væk fra mit startsted, som er improviseret musik med udgangspunkt i jazz. Det er jo tit det, jeg synes kan være spændende – når forskellige kulturer mødes. Og hvis man ikke har et decideret behov for at holde fast i en bestemt kultur, kan der jo rent faktisk ske nogle ret sjove ting.«

Nye horisonter

Jakob Bro tager mit spørgsmål meget seriøst. Faktisk så seriøst, at han ender med at tænke højt over den måske mest radikale vej, man som professionel musiker nogensinde ville kunne begive sig ud på: bare at holde op med at lave musik.

»Det kan også være, at jeg en eller anden dag ender med at se, at jeg er ved at være færdig. At jeg ikke skal lave mere musik, og jeg aldrig nåede at lave den der soloplade. Som jeg på en eller anden måde hele tiden har tænkt skulle være så fantastisk. Men alt det andet, jeg har lavet, det er sgu meget godt. Det kan godt ske, at jeg ender med at have det sådan.« 

Jo mere Bro taler om muligheden for helt at holde op med at lave musik, desto mere får jeg dog fornemmelsen af, at disse tanker – i fin tråd med hans kunstneriske tilgang – er nogle, han giver lov til at rumstere. Et tankeeksperiment, der i sidste ende måske blot styrker hans kærlighed til musikken:

»Det ville være en vild følelse at gå ud af musikken og så for eksempel gå forbi et klaver og spille en tone og ikke tænke over, hvad den kan bruges til. Jeg kan i hvert fald godt lege med tanken. Det kunne være spændende at opleve en dag pludselig at se sig selv fra en anden side. Måske er det ligesom at skrive sange eller lave et soloprojekt – at det skete så bare ikke. Det er noget, jeg går og leger med, og når man så engang er færdig her på jorden, så kan man sige ’nå, men det var faktisk musikken.’«

Jakob Bro og Midori Takada spiller deres anden koncert lørdag 7. maj i Den Sorte Diamant i København. I koncerten medvirker igen trompetisten Nils Petter Molvær, cellisten Anja Lechner og Marilyn Mazur på perkussion.