Use " " to search for an exact phrase. Use AND, OR, and NOT (in caps) to refine your search.
Louis Franz Aguirre er en af de særeste komponister herhjemme. Men også en af de mest særlige. Mathias Reumert Group har indspillet tre af hans værker, der gør det guddommelige menneskeligt.
Han er kendt som Danmarks mærkeligste komponist. 71 år efter sin død lyder hans musik stadig aparte. Fascinerende bog afdækker nye facetter af mennesket Rued Langgaard.
På en af Europas største biennaler for ny musik har man for længst sagt farvel til den gamle verden. Faktisk emmede Ostrava Days i Tjekkiet næsten af New York – i hvert fald i ti dage.
Skulle det være et kurophold i de polske bjerge? Sanatorium of Sound havde hele pakken – stor stilhed, elektronisk musik ad libitum og en sund morgentur, som stadig sidder i kroppen.
Kunsthal 44Møen fejrede Henning Christiansen med ulvehyl, blokfløjte og grønne ører. Det føltes, som om den store danske excentriker selv lyttede med.
Årets Rued Langgaard Festival var en sjælden vellykket helhed af store domkirkekoncerter og intime performances. Det er altså i Ribe, man kommer tæt på sære komponisters musik og hører værker, som sjældent opføres andre steder.
Ensomhed, død, depression og indespærring. Tre nye værker af unge komponister satte et markant præg på Copenhagen Opera Festival ved at sætte livets tungeste temaer under mikroskopet.
»The Williamsburg Avant-Garde« is a must read not only for avant-garde music aficionados, but for anybody interested in understanding how and why creativity bursts in some places at certain times.
»The Williamsburg Avant-Garde« er et must read ikke kun for avantgardemusikelskere, men for enhver, der er interesseret i at forstå, hvordan og hvorfor kreativiteten brister nogle steder på bestemte tidspunkter.
Teater handler modsat musik om at se noget, som ikke er der. Volden kunne ses på ILT Festivalen i år. Men vi kunne bestemt også høre den, lyden af vold, brutalitetens musik, tonerne af strukturel undertrykkelse. Det hørbare spiller store roller i den moderne internationale scenekunst.
Højt mod nord ligger en festival, som insisterer på kvalitetsmusik i en flimrende verden. I år bød Only Connect på abstrakte eventyr, Supersilent med orkester og mindede om, at der kun er én Arne Nordheim.
Idealismen fra den første udgave for ti år siden var svær at få øje på til årets Klang, der mere lignede et kræmmermarked for ny musik end den radikale festival, man engang ville være. Heldigvis står nye kræfter på spring.
Det er isnende smukt, når en dansk kvindekvartet fortolker David Langs »Love Fail« om kompleksiteterne mellem to mennesker.
Selv med høj sol over Aarhus lignede Spor i år ikke en festival, der rigtig troede på sit eget selvbillede som international trendsætter. Et på papiret alsidigt, men i praksis svingende program blev dog reddet af tre sikre musikdramatiske esser.
Man kunne nemt finde festivaler med mere fuldendte værker og »ordentlig« musik – men jeg tror aldrig, jeg har været på en festival, der er så åben og så åndende.
»Engaging with Everyday Sounds« is either totally bonkers or completely inspired – either way, it will have you listening differently to the world around you.
»Engagement with Everyday Sounds« er enten helt crazy eller fuldstændig inspireret – uanset hvad, vil bogen få dig til at lytte anderledes til verden omkring dig.
Bliver musik politisk, fordi man siger det? Bliver den solidarisk? Med feltrationer og skruer i flyglet tvang den lille festival Piano Days CPH instrumentet ud i kanten af sin klanglige natur i et forsøg på at svare på de spørgsmål.
En uge med de yngste komponister var beroligende kost for den, der ellers ser faresignaler på landets mest prestigiøse komponistuddannelse. Årets Pulsar Festival viste, at fremtidens tonekunstnere nok kan tøve den ene dag, men så griber ud efter eventyret den næste.
Even when the bridges burn, we must make an effort to cross borders, was the message at the Barents Spektakel in Kirkenes, 400 km north of the Arctic Circle. Here – in the biting cold – Russian shame, claustrophobic magnetic fields and censored sound art became the starting point for a very difficult conversation.
Selv når broerne brænder, må vi gøre en indsats for at krydse grænser, lød budskabet på Barents Spektakel i Kirkenes, 400 km nord for polarcirklen. I bidende kulde blev russisk skam, klaustrofobiske magnetfelter og censureret lydkunst udgangspunkt for en meget svær samtale.
På 31. Ultima Festival i Oslo blev man som tilhører både inviteret og angrebet af lyd på alle tænkelige måder og faconer. Taktilt tæt på huden og helt ude fra – fra det ydre rum. Lige i masken og næsten uhørligt. Det var melankolsk. Det var helende.
Det var ikke Philip Glass og Arvo Pärt, som strålede mest på den københavnske Organ Sound Art Festival – det gjorde en åndemaner på selvbyggerorgel med lyde, man aldrig har hørt før.
I fire dage var Ribe en forunderlig jungle af sprød lyd fra nær og fjern. Og selvfølgelig var det på Rued Langgaard-festivalen, man kunne høre en himmeltyr spille basun.
Affald fra internettet, inklusionsøvelser og performances i grænselandet mellem kunst og videnskab – den nye MINU Festival i København prøvede hårdt at granske musikkens gådefulde væsen. Det lykkedes delvist.