Jennifer Walshe: A Late Anthology of Early Music, Vol. 1. Selvom Jennifer Walshe ‘underviser’ lytteren, er der ikke noget pædagogisk over udgivelsen, som er baseret på lydmateriale genereret af en kunstig intelligens. Tværtimod. Man hører meget lidt af den tidlige musik, albummet er baseret på. For Walshe handler det om at opfinde en kunstig virkelighed, en anarkisk fortælling som alternativ til den gængse musikhistorieskrivning. Men jo mere man lytter til de enkelte tracks, desto mere hører man en humor i dem, en barnlig glæde – et spejlbillede af hendes sprudlende energi, som også kendetegner hendes improvisationer som sanger. En underfundig samling af eksperimenterende musik, der gerne må følges op af vol. 2 og 3. (Tetbind Records, 21. feb.) – Mathias Monrad Møller

Jacob Kirkegaard: Membran. Som modtager ender man med at sidde lidt stift i stolen foran Jacob Kirkegaards videoværk om det amerikanske grænsehegn mod Mexico. Er det meningen, at man selv skal reflektere, eller har Kirkegaard allerede gjort det for én? Membran (2020) har sine bedste momenter, når han lader den førte hånd hvile lidt, for eksempel når grænsebarrieren til slut i værket munder ud i Stillehavet ved Tijuana. Her får lyd og billede lov at tale for sig selv: Havets lydlige nuancerigdom – det kildende støjtæppe af varm brusen og endeløs plasken – forsoner sig med dets visuelle uendelighed, og hegnets insisteren på at opdele drukner i denne sanselige enhed. Om lyd er politisk eller ej, kan man diskutere herfra og til månen. Det interessante, når det kommer til snakken om lydkunst, er snarere, hvordan værkerne mobiliserer kritik i de rammer, der åbner sig for modtageren. I den henseende er Membran svær at blive klog på. (Galleri Tom Christoffersen, 28. feb. – 26. mar.) – Jakob Gustav Winckler

DR Symfoniorkestret: Pulsar-åbningskoncert. Sagen om Marcela Lucatelli og RGBW kastede en lang skygge over årets åbningskoncert ved Pulsar Festival. Og for størstedelen af aftenens værkers vedkommende lykkedes det ikke at træde ud af den. Det med afstand mest interessante bud var Xavier Bonfills Yes for No. Det var et charmerende, men ambitiøst værk, hvor Neko3 spillede hovedrollen og blinkende LED-lys gav forløbet en karakter af pep-rally – en fin kontrast til de forvrængede filosofiske tekster, de lyste op. Det spændende materiale fandt ganske vist ikke en overbevisende form, og da værket tonede ud med smukt (men inkonsekvent) ambient materiale, var min appetit ikke helt stillet – men det er altid bedre at ønske sig mere end at ønske sig mindre (som det var tilfældet med Julia Wolfes Flower Power, der rundede koncerten af). (DKDM’s Koncertsal, 5. mar.) – James Black

Bára Gísladóttir: debutkoncert. Fra et musikalsk, formmæssigt og tematisk synspunkt var det mest interessante ved koncertens eneste værk, Víddir for ni fløjter, tre slagtøjsspillere, elbas og kontrabas, den kompromisløse rune-messen fra Bára Gísladóttirs egen kontrabas; hendes tålmodige improvisation udsprang af intens lytning og respons. Som værkets følelsesmæssige kerne kom denne passage imidlertid ret tidligt, og det lykkedes ikke en efterfølgende monolog at skabe samme ophobede intensitet eller fokus. Igen og igen lod ophobede bølger af massiv lyd til at berede vejen for klimakser, der aldrig kom – men det gjorde kun værket mere realistisk: Lad være med at lytte efter det, der er på vej; lyt til nuet. I den forstand virkede Víddir mindre som en advarsel end en profeti. Helt tydeligt et værk af en original og personlig komponist med klare motiver, som hun ikke har vanskeligt ved at kommunikere, selvom de tekniske detaljer ikke altid hænger helt sammen. (Grundtvigs Kirke, 19. feb.) – Andrew Mellor