Louise Alenius’ skulpturelle lydinstallation »Tête«, der kan opleves på Statens Museum for Kunst. © Anders Sune Berg

Seis-guiden: Årets mest ventede uropførelser og en salut for Koncertkirken

Med få dages mellemrum bliver sløret løftet for to værker, der har været imødeset med stor spænding, Hans Abrahamsens første opera og Simon Steen-Andersens ambitiøse megaværk for bigband, kor, symfoniorkester og videoarkiv.

Endelig. Den er blevet udskudt nogle gange, uropførelsen af Trio, Simon Steen-Andersens kolonorme nye værk for bigband, kor, orkester og videoarkiv. Men nu skulle den være god nok. Det lykkedes ikke at gennemføre den planlagte uropførelse hos DR Symfoniorkestret i 2017, men siden er det sydtyske radioorkester fra SWR blevet tilknyttet projektet, som altså nu ser dagens lys ved åbningskoncerten for årets Donaueschinger Musiktage. Det er svært at være andet end urimeligt spændt på resultatet. (Donaueschingen, Tyskland.)

Frost. Årets mest ventede uropførelse herhjemme er uden tvivl Hans Abrahamsens første opera, Snedronningen. Selvom musikken selvfølgelig ikke er eneste element i opsætningen – som for eksempel gør brug af en mængde LED-lys, der ville gøre ethvert storcenters juledekorationer ære – er der alligevel store forventninger til Det Kongelige Teaters første alvorlige satsning på nykomponeret dansk opera i flere år. (Operaen, Kbh.)

Blop. På Statens Museum for Kunst kan man for tiden dykke ned i et nyligt digitaliseret arkiv over dansk lydkunst fra 1940’erne og 50 år frem. Arkivet, der er indsamlet i 1990-91, er tilgængeligt for interesserede lyttere hver onsdag frem til 20. november, hvorefter der vil være adgang i hele museets åbningstid. På museet kan man i øvrigt også opleve Louise Alenius’ skulpturelle lydinstallation Tête frem til 8. december. (SMK, Kbh.)

Kirke-ish. Danmarks uofficielle nationalscene for ny og eksperimenterende musik, Koncertkirken i København, fejrer 10-års fødselsdag. Over to dage kan man fejre koncertstedet og opleve optrædener med blandt andre Christian Rønn, Else Torp, Jacob Anderskov, Kottos, Lotte Anker og Simon Toldam, altså en blanding af repræsentanter for både komponist- og jazzmiljøet. (Koncertkirken, Kbh.)

Forskningskunst. De seneste år har man set flere eksempler på kunstnere, der bliver tilknyttet konservatorier og universiteter i forbindelse med såkaldte kunstneriske forskningsprojekter. Et seminar, som afholdes på Inter Arts Center i Malmø og blandt andre har Morten Riis og Seismografs egen Sanne Krogh Groth på listen over oplægsholdere, stiller skarpt på området og giver eksempler på, hvordan tendensen udfolder sig i praksis. (Inter Arts Center, Malmø.)

  • Annonce

    Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
  • Annonce

    Barents Spektakel
  • Annonce

    Radar
  • Annonce

    Dark Music Days
  • Annonce

    CMT