kortkritik
23.06.2022

Aarhus er et kæmpestort klaver

Lydenskab, Gorm Askjær, Gerd Laugesen, m.fl.: »En Symfoni til Aarhus«
© PR
© PR

Der er slået stort brød op i Lydenskabs nye produktion En Symfoni til Aarhus, hvor klassisk musik og pop møder litteratur og scenografisk film i et portræt af verdens mindste storby. Det er der kommet et ambitiøst projekt ud af, som til tider fremstår ubagt og andre gange klinger smukt igennem.

Den franske filosof Henri Lefebvre påpeger i bogen Éléments de rythmanalyse (1992), at enhver by har en rytme. Trapper, brosten og fliser udgør det underlag, der forplanter sig gennem fødderne til resten af kroppen og videre ud i byrummet. En Symfoni til Aarhus tager udgangspunkt i denne rytme og låner lyd og tempi fra den urbane stoflighed.

Musikken er af Gorm Askjær, tekst af Gerd Laugesen, visuals af Ard Jongsma. Men også Aarhus Jazz Orchestra, Århus Sinfonietta, og Akademisk Kor Aarhus bidrager, og sanger Asbjørn Hvelplund står for den mere poppede del af lydsiden med klar reference til den såkaldte Aarhus-lyd fra 80’erne.

Resultatet er mere kakofoni end symfoni, hvilket er både fint og præcist, men det havde været ønskeligt, hvis Askjærs komposition havde spillet en mere aktiv rolle og ikke, som er tilfældet, primært fungeret som underlægningsmusik til teksten. Samtidig er der masser af lyd i Laugesens linjer, der blandt andet bygger på udsagn fra Værestedets brugere, Aarhus Stadsarkiv og elever fra Århus Statsgymnasium. Ordene, der læses op af byens borgere og Laugesen selv, danner deres egen rytme, mens vi hører, hvorledes den evige pilotering forvandler Aarhus til et kæmpestort klaver og lytter til historier om tandlægen, der spiller på aarhusianernes tænder. 

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus. 

kortkritik
21.09.2023

En bilmanual og håndens magi

Hsiao-Tung Yuan: »the eternal clock has stopped and awaits its moment«
© Sól Ey
© Sól Ey

Ifølge det dramatiske princip kendt som Tjekhovs pistol, bør en pistol aldrig indgå i et skuespils scenografi, hvis ikke den bliver affyret. Jeg kom til at tænke på det under det første værk, som percussionisten Hsiao-Tung Yuan fremførte i Koncertkirken – en uropførelse af Joss Smiths poetiske og sanselige ode til tiden og regnen, the eternal clock has stopped and awaits its moment (2023) – hvor hun i begyndelse sad bag et forhæng. Kun hendes hånd viste sig i glimt for at lokke med små, flygtige melodistumper på marimbaen og forsvinde igen. At sætte fokus på det, der måske i virkeligheden er det primære instrument – hånden – var en fængslende måde at begynde koncerten på. Hvad mon denne hånd skulle bruges til?

Svaret var, at den skulle bruges til utroligt meget i løbet af de fem spændende og afvekslende værker, der udgjorde den fremragende koncert: Hamre forlængerledninger ind i strømudtag, der sitrede og rumlede med en kraft, som styrede de både jordens indre og himmellegemernes bevægelser; styrte over en lilletromme om kap med – eller i protest mod – en metronoms nådesløse taktstok. Særligt betaget var jeg af François Sarhans Home Work (2008-11), hvor Yuan klædt i orange reflekstøj på rablende vis reciterede en bilmanual og trommede på sig selv med sine hænder som verdens mest maniske bilmekaniker. Og af Nina Fukuokas Belgian rare groove & breatbeat (2015), som begyndte med, at Yuan krøllede nodearkene sammen, hældte perler udover marimbaen og strøg dens kanter med en violinbue, inden alting kulminerede i en trommehvirvel af en voldsomhed, der lød som en krigserklæring. BANG!

© PR

Multiinstrumentalist og komponist Anders Lauge Meldgaard arbejder i et bredt felt af musikalske udtryk, lige fra moderne kompositionsmusik til fri improvisation over lydinstallationer, sangskrivning, orkestrale midicollager, mixtapes, støjende værker til elektrisk guitar sekstet, eksperimenterende korværker og elektronisk musik. Spændingen mellem komposition og improvisation bruges ofte som en motiverende drivkraft til de musikalske eventyr. Hans seneste værker tæller udgivelserne År & Dag – Tifold af fri form og fælles motivFragment 94 for strygekvartet, den variable sangcyklus Sange fra i dag, udgivet i samarbejde med Aske Zidore i sangbog og App-format, samt The Art Of Playing The Fantasia, et elektronisk musikværk udgivet af Sun Ark i Los Angeles.

kortkritik
15.09.2023

Madonna som euforisk artpop? Ja tak!

Courtesy: »fra eufori« 
© PR
© PR

Idéen bag fra eufori, det nye album fra den danske lydkunstner og musiker Najaaraq Vestbirk alias Courtesy, er simpel: At tage en række af 90'ernes og start-00'ernes mest mindeværdige og – sagt på den kærligste måde – kitschede hits, dekonstruere dem, koge dem ned til deres mest basale bestanddele og finde frem til deres nøgne, synthbaserede kerne. Det er en simpel idé, men Courtesy får utroligt meget ud af den.

fra eufori er nemlig en ægte, uforbeholden kærlighedserklæring til en musikalsk æra, der alt for ofte bliver gjort til en punchline. Det bedste ved Courtesys fortolkninger er på den måde det, der oprindeligt gjorde sangene gode: deres totale mangel på kynisme og ironisk distance. 

Med et hold af nogle af tidens mest interessante pop-eksperimentalister er Courtesy en slags arkæolog, der finder guld i sangenes muld – guld, der altid har ligget der, men som måske umiddelbart ikke var til at få øje på: En ulmende uhygge gemt bag den triphoppede lækkerhed i Olives »You're Not Alone«; en knusende inderlighed i Lasgos hårdt pumpede »Something«; noget nærmest pastoralidyllisk i DJ Encores »I See Right Through You«; en sødme gemt bag det teatralske drama og den sireneagtige utilnærmelighed i Enyas »Orinoco Flow«. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor besynderlig den hvirvlende klaversolo midt i Guru Joshs »Infinity« er. Eller at der er en nærmest skæbnesvanger aura over Madonnas »What It Feels Like for a Girl«.

fra eufori er som at vise sin yndlingsfilm til en ven, der ikke har set den før: Pludselig ser man filmen gennem deres øjne og får øje på ting, man aldrig havde forestillet sig. 

© PR

»Musik har været en helende balsam for mig.«

John William Grant er en amerikansk sanger, musiker og sangskriver med både amerikansk og islandsk statsborgerskab. Han blev først kendt som medstifter, forsanger, pianist og primær sangskriver i det alternative rockband The Czars. Efter at have udgivet seks album mellem 1994 og 2006 gik bandet i opløsning, og Grant trak sig tilbage i fire år, før han indledte en solokarriere.

Han vendte tilbage i april 2010 med et anmelderrost debutalbum indspillet sammen med Midlake. Queen of Denmark blev kåret til Årets Album 2010 af Mojo Magazine og blev desuden udpeget som et af de ti bedste album i 2010 af The Guardians musikkritikere og -skribenter.

© Frida Gregersen

Anna Brønsted is a singer, composer and visual artist originating from Copenhagen. Operating under the moniker Our Broken Garden, she has released three albums. Her most recent work, the album BLIND (2023) received widespread international recognition. Her compositional work spans far and includes compositions for choir, such as acoustic choral piece »Nattens Ende« (2021 – a collaboration with Teater S/H and composer Kirstine Fogh Vindelev e.g.) performed at Glyptotekets Festsal. At the heart of Anna’s work lies an introspect exploration of our shared blind spots, driven by a desire to unveil a profound and simple beauty, concealed beneath society's preconceived notions of success and conventional aspirations. 



Anna Brønsted has collaborated with esteemed musicians and songwriters, while also engaging in various interdisciplinary projects, collaborating with actors, theater instructors, and poets.