kortkritik
26.04.2021

Ambient som tragedie

CPH:DOX: »Disintegration Loops«
William Basinski i David Wexlers »Disintegration Loops«. © Cinéma 59 Productions
William Basinski i David Wexlers »Disintegration Loops«. © Cinéma 59 Productions

Musik er i sin essens en form for historiefortælling, og sjældent er baghistorien for et værk vigtigere, end den er for William Basinskis famøse albumrække The Disintegration Loops. Derfor var det da også med en vis overraskelse, at jeg kunne konstatere, at David Wexlers dokumentar i virkeligheden ikke handlede synderligt meget om musikken, men snarere om musikeren bag.

I realiteten er filmen et gennemgribende menneskeligt portræt af en af de mest mytiske figurer inden for ambientmusikken. En personlig fortælling om at være søn af en Nasa-videnskabsmand, den mærkelige dreng i skolen, homoseksuel, om at flytte til New York med kæresten, ægte bohemetilværelse. Nu sidder han der, Billy Basinski, foran computeren i hjemmet og lader sig interviewe i intet andet end et par underbukser.

Dokumentaren er dog også i høj grad centreret omkring tragedie. Terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne for næsten 20 år siden. Den igangværende coronapandemi. Dækbilleder fra et nedlukket New York, interviews via videoopkald afbrudt af dårlige internetforbindelser. Der er noget sørgeligt poetisk over det faktum, at Basinski og hans musik igen kædes sammen med katastrofe.

Men filmens grundstemning er trodsigt opløftende. Basinski er et ovenud charmerende væsen, og begejstringen for selve musikken skinner stærkt igennem. The Disintegration Loops er et skoleeksempel på, hvordan vi som mennesker finder mening i tragedien gennem kunsten, og dokumentaren er en kærkommen påmindelse.

kortkritikrelease
06.02

Små snefnug i en brutal snestorm

Mads Emil Dreyer: »Miniatures«
© PR
© PR

Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.

Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.

Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.

© PR

»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«

Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.

I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.

Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.

kortkritikrelease
04.02

Poetisk natteroderi

Bent Sørensen: »12 Nocturnes & Piano Concerto No. 3, La sera estatica«
Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen
Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen

Hvorfor kan man altid genkende en vuggevise? Denne musikalske grundform, der cirkulært og tyst er blevet sunget ind med modermælken. Komponist Bent Sørensens soloklavercyklus 12 Nocturner er en hyldest til nattens musikalske kulturarv. Nocturnen – en natlig, lyrisk komposition – forenes med bl.a. vuggeviser og kantater i en poetisk fortælling fra solnedgang til solopgang om det nære og alligevel ubegribelige: At solen står op, at børn fødes, at stjerner kan skues fra små vinduer på jorden, at klaveret kan skabe verdener med 12 toner.

Bent Sørensen har skrevet de 12 korte nocturner i perioden 2000-2014 til pianist (og hustru) Katrine Gislinge. De har før været udgivet digitalt. Nu udgives de som studieindspilning i forening med Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica. Uropførelsen af denne »ekstatiske aften« danner kontrast til nocturne-kompositionernes simple, balancerede form. Med en dramatisk start, flere orkestergrupper og knasende uvejr i klangfladerne brydes det drømmende natlige univers af en brusende iver, der folder sig ud i to dele, hvor renere melodilinjer efterhånden overtager anden del – inklusiv en distinkt (nat?)klokke.

Klaverkoncertens suveræne kvalitet kommer dog ikke helt til sin ret, når den bringes som et postscriptum til nocturnernes afrundede fortælling. De to elementer tager sig bedst ud hver for sig, så den ekstatiske aften for fuldt orkester ikke punkterer magien fra stjerner, der blinkende strøs ud i klaverets staccato anslag, eller Sigrids natlige danse og vuggeviser. Der er rigelig dramatik i den smukt formidlede enkelte nat, for også barnet Sigrid skal en dag ikke længere synges til ro. 

© Mishael Oladipo Fapohunda

»Som Bertolt Brecht engang skrev: ‘I mørke tider, vil der da også blive sunget? Ja – der vil blive sunget, om de mørke tider.’«

SLIM0 er en københavnsk doom/grunge/punk-trio bestående af Mija Milovic (guitar), Lena Milovic (guitar) og Simin Stine Ramezanali (trommer). Alle tre medlemmers vokaler høres gennemgående, og stemmen er et centralt element i bandets praksis. SLIM0 benytter minimale, men bidske arrangementer til at formidle en stærk fornemmelse af ildevarslende stemning. Gennem krashede bækkener, forvrængede guitarer og samstemmige stemmer præsenterer de et helstøbt værk, der udspringer af personlige fortolkninger af klassiske punk-/rocktroper, med SLIM0 som den alvidende fortæller. Deres debutalbum FIRGIVENESS udkom i oktober 2024 på 15 love.

© Søren Lynggaard
© Søren Lynggaard

Det er svært ikke at læse rigtig meget ind i trompetist, komponist o.m.m. Palle Mikkelborgs nye soloalbum Light. Han har for længst passeret pensionsalderen, trak sig i 2024 tilbage fra turnéaktivitet, og har med dette album udgivet noget, der i høj grad virker som en form for farvel.

Udgivelsens åbningsnummer, Per Nørgårds »At tænde lys«, er ren Mikkelborg: Hans lyriske, ophøjede og elegiske solotrompet, der i både form og udtryk taler direkte til lytterens hjerte. Andre steder trækker han på gamle soundscape-optagelser, som han kombinerer med klaver og trompet. Samspillet mellem det gamle og det nye skaber en dragende mystik og lægger en subtil, urovækkende skygge over musikken.

Måske står »Capricorn« allerstærkest, en øm og romantisk genfortælling på soloklaver af et af hans egne numre, som et kærligt blik tilbage på svundne tider og fordums triumfer. Og så selvfølgelig afslutningsnummeret, Thomas Laubs »Stille, hjerte, sol går ned«, hvor Mikkelborgs melankolske trompet tilsluttes af Jakob Bros guitar, Helen Davies’ harpe og Thomas Lis kor-soundscape, og hvor de sammen skaber et stykke musik, der virkelig føles som en afsked, præget af både usikkerhed og sorg, men også accept og taknemmelighed. 

Light er alt i alt den perfekte destillering af Mikkelborgs musikalske virke – en kavalkade af de kvaliteter, der altid har defineret ham som musiker: lyset, farverne, livet, mystikken, kærligheden. Om dette bliver den sidste udgivelse fra Mikkelborgs hånd ved jeg ikke, men hvis det skulle vise sig at være tilfældet, så har få svanesange nogensinde klinget så smukt.