kortkritik

22.05.2023

Beruset af storbyen

XYZ Sound Collective & KU.BE: »Lydfelter på cykel – en lydrejse gennem Frederiksberg«

Forskellige steder på Frederiksberg, 20. og 21. maj

Lydkollektivet XYZ Sound Collective og kulturhuset KU.BE inviterede på en musikalsk cykeltur på Frederiksberg med intet mindre end fem koncerter. Vi kom vidt omkring – ikke kun fysisk.

Lydkunstneren Julie Østengaard bød på trafikal musique concrète under Bispeengsbuen, mens Lola Ajima hypnotiserede med engleagtige vokalloops, fuglesang og græsslåmaskine i Landbohøjskolens have. Performancekunstnerne Absurdum Temporary Art bød et absurd-komisk retssalsdrama tilsat techno og pantomime foran retsbygningen på Skyggens plads, og musikerne Ingvild Skandsen og Arash Pandi tegnede en arabesk af små cirkulære melodier med pibeorgel og persisk daf i Frederiksberg Hospitalskirke. Under en gylden aftensol afsluttede lydkunstnerne LuN/A og Tanja Schlander turen med en nærmest ASMR-lignende forstørrelse af de mikroskopiske lyde, der gemmer sig i alt fra en spand vand til en bunke spillekort til træernes grene på en bakketop bag KU.BE.

Særligt begejstret var jeg for Julie Østengaards koncert, der på støjende og storslået vis gjorde Bispeengsbuen til en brutal, stærkt trafikeret, sekssporet katedral, og som fremstod som en kærkommen kærlighedserklæring til en berusende storbyfølelse, der nok er på vej væk: I 2027 begynder nedrivningen af Bispeengsbuen; bilerne, larmen, forureningen og kaosset skal ud af byen; beton og asfalt skal erstattes af lysegrønne områder, og idealet er en kompulsivt behagelig forstadsidyl. Man kan jo ikke stritte imod udviklingen, men Østengaards koncert var en destilleret påmindelse om den energi, den sanselighed og den skønhed, der er til stede i alle de ting, vi ihærdigt forsøger at rense byen for.

kortkritikrelease

12.03

Vil hvalerne egentlig høre på os?

Valentin Paoli: »The Musician and The Whale / La Baleine et le Musicien«

CPH:DOX, 11.03

Louise Steiwer

Den franske elektroniske musiker Rone synes, det er vanskeligt at udtrykke følelser verbalt. I Valentin Paolis ret rørende dokumentar The Musician and The Whale reflekterer han over musikkens evne til at skabe forbindelse og formidle stemninger til et publikum – uanset om dette er menneskeligt eller interartsligt.

En dag får Rone tilsendt en video fra en sejler, der afspiller hans musik på havet. Omkring båden flokkes hvaler, tilsyneladende tiltrukket af tonerne, og det bliver startskuddet for en undersøgelse af, hvorvidt musikeren kan kommunikere med dyrene gennem lyd. Rone opsøger en ekspert i hvallyde, der peger på bestemte high pitch synth-elementer i hans EDM-kompositioner, der kan minde om hvalsang. Han får et pigekor til at indsynge hvalens lyde med menneskestemmer og rejser derefter til det franske oversøiske territorium Reunion for at spille lydene tilbage til hvalerne.

I første omgang forgæves: Hvalerne synes ligeglade med pigekorets stemmer. Med et citat fra Goethe kommer Rone i tanker om, at hvis man skal røre andre, skal man tage udgangspunkt i det, der rører en selv. En Disney-agtig erkendelse i en lettere sentimental film, der taler til menneskets grundlæggende lyst til at kunne kommunikere med dyrene.

Men er vi egentlig sikre på, at dyrene gider tale med os? Rone gør sig, som filmens absolut bærende figur, enkelte dyreetiske overvejelser, men hans egen smittende begejstring for hvalernes lyde forhindrer ham i at stille de helt grundlæggende spørgsmål til forholdet mellem dyr og menneske. I stedet får vi et portræt af musikeren, der er nogenlunde lige så poleret og hjertevarmt, som hans musik. Hvalen, den holder sig klogeligt under havoverfladen.

»The Musician and The Whale« / »La Baleine et le Musicien«. Instr. Valentin Paoli (FR), 2026 (83 min.). Vises 11., 12. og 20. marts

playliste

10.03

Mit navn er Anastasia – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et stille, men magtfuldt våben. Den er altafgørende for at bevare identitet og kultur. Gennem historien har dominerende magter ofte forsøgt at undertrykke folk ved at udslette deres sprog, deres traditioner og deres kunst. Men de steder, hvor dette mislykkedes, var det netop kunstens overlevelse, der bevarede sjælen og stoltheden hos folket.«

Anastasia er en dansk indie-kunstner med glamour i blikket og punk i blodet. Sammen med sit fuldt kvindelige band skaber hun et lydunivers båret af rå energi, bittersøde rockmelodier og frække, flirtende tekster om kærlighed, tab og alt det kaotiske derimellem. Hun debuterede i 2022 med en række velgørenhedskoncerter til støtte for Ukraine og har siden indtaget scener over hele landet – fra Debutfest i København til SPOT Festival i Aarhus. Alle sange skrives og produceres af Anastasia selv og får deres endelige form i et tæt og intenst samspil med bandet, hvor det personlige udtryk møder den kollektive kraft.

kortkritikrelease

09.03

Alt hvad en lilletromme kan

Ryan Scott: »21th-Century Canadian Snare Drum«

Collection QB, 13.02

Simon Heggum

Lad os være ærlige: Når man tænker kompositionsmusik for soloinstrumenter, tænker man ikke på lilletrommen. Den er måske det mest larmende medlem af slagtøjsfamilien og har i årtier sat lydniveauet i alt fra klassisk til pop. Derfor spidsede jeg ører, da den canadiske percussionist Ryan Scott annoncerede et helt album med værker for lilletromme – skrevet af 14 forskellige komponister. Endda halvanden times musik. Og jo, det lyder som meget for en plade, der primært består af én tromme. Men der er bestemt noget at komme efter.

Andrew Stanilands åbner, »ANTIGRAVITYDRUM«, der blander freejazz med inspireret brug af percussiv vibrafon, mens Beka Shapps’ »Skinscape IV« sender trommeslagene gennem ringmodulation og omfattende lydbehandling, så vi er tæt på musique concrète. Christina Volpinis »only ghost« sniger sig ind i horror-territorium med marchtrommeinspirerede stød og spøgelsesagtig brug af lilletrommens diskant, mens Amy Brandons »Time and Effort« næsten bliver en demonstration af instrumentets tekniske muligheder.

14 værker over halvanden time er en stor mundfuld. Lilletrommens begrænsede tonale vokabular gør, at man indimellem falder af, selv efter flere gennemlytninger, og kontrasten mellem trommeslag og stilhed gentages lidt for ofte. Når det er sagt, får Ryan Scott og komponisterne omtrent så meget ud af en glorificeret gardertromme, som man kan. Jeg var både underholdt og tankevækket undervejs. Som eksperiment er idéen stærk – men i længden også så insisterende, at jeg næppe vender tilbage. Alligevel: Man skal ikke undervurdere alsidigheden i en god gammeldags lilletromme.

kortkritiklive

09.03

Skønhed i forrådnelse

Thure Lindhardt, Ensemble Hermes, Sophie Haagen & Mikkel B. Grevsen: »Helvedesblomsterne«

Musikhuset Aarhus, 07.03

Therese Wiwe Vilmar

Vi sad i langsom forrådnelse til en aften i Helvedes forgård. Det var ved en ambitiøs, multisensorisk fortolkning af Charles Baudelaires digtsamling Les Fleurs du mal (1857) – Helvedesblomsterne. Instruktør Anna Schulin-Zeuthen og komponist Mikkel B. Grevsen forenede mezzosopran Sophie Haagen og skuespiller Thure Lindhardt med Ensemble Hermes' seks strygere og tilsatte elektronisk musik. Denne Frankenstein-opsætning bragte modernistisk digtning ind i 2026, hvor motiverne udstrakt mellem skønhed og forfald stadig (trods mange videnskabelige fremskridt) er et grundvilkår.

I Lille Sal i Musikhuset Aarhus var scenen dekoreret med frodige og visne blomster som vanitassymboler. Lindhardt åbnede med en recitation, der smadrede den fjerde væg: med både humor og intensitet talte han direkte til os tilskuere – hyklere og kommende lig.

Modsat den næsten sømløse klanglige helhed af Haagens mørke stemme, strygernes flader og elektroniske spøgelsesforvrængninger stod Lindhardts oplæsning som en underlig, men nødvendig forstyrrelse. Han listede omkring med sin mappe under armen som en akavet outsider – digteren som evig observatør.

Selv forsøgte jeg pligtskyldigt at følge det udleverede blad med repertoiret, men måtte opgive og blot hyklerisk lade mig beruse og forføre ganske i værkets ånd. Helvedesblomsterne lykkes som et modigt og storslået projekt. Men forestillingen balancerer også lidt for forsigtigt mellem harmonisk skønhed og den 1800-tals-uhygge, der hos Baudelaire kribler af død helt ind i knoglerne.

playliste

08.03

Mit navn er Lasse Andersson – vil du se min playliste?

»Musik er for mig både det beat, der bringer mig gennem løbeturen, sætter stemningen i hverdagen, men ikke mindst mit personlige soundtrack, der fremkalder tidligere hændelser og stemninger igennem hele mit liv.«

Lasse Andersson er museumsdirektør for Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center samt bestyrelsesleder for Krabbesholm Højskole og Packness Fonden. Før museerne stjal al hans tid, skrev han ph.d.-afhandlingen Byen og de kreative iværksættere, var medstifter af kunst- og teknologihuset Platform4 og stod bag både LasseVegas-kontoret og teknologiprojektet Nulkommafem. Han har desuden ledet afdelingen for Urban Design på Aalborg Universitet. I dag arbejder han målrettet med at udvikle kulturinstitutioner som moderne dannelsesrum: steder, hvor mennesker mødes og forbindes gennem æstetiske oplevelser, der bevæger, udfordrer og åbner nye perspektiver på det samfund, vi deler. For Lasse Andersson er kunst og arkitektur ikke blot spejle af verden – de er med til at forme den. Med den ambition har han kurateret udstillinger som Fatamorgana – Utzon møder Jorn (2016) I Arkitektens Verden – Reiulf Ramstad (2019), Pierre Huyghe – Offspring (2022), Tal R & Mamma Andersson – omkring Hill (2023) og Michael Kvium – Knudepunkt (2025).