»Tag et stykke kridt. I er alle i dialog med hinanden!« blev det annonceret i køen til en af Sort/Hvids musikdramatiske satsninger, I Walk I Bleed af Josefine Opsahl. Med kridtet fik vi stukket et publikumspartitur i hånden med tydelige instruktioner: »Gå ind i rummet … Skriv disse ytringer ned … Lad cellisterne afsløre ytringernes musik … Lyt sammen«. I den sorte teaterboks blev vi mødt af en mystisk kapellignende atmosfære, hvor ti hvidklædte cellister tårnede sig op langs væggen som skinnende marmorskulpturer eller en form for elitær broderorden.
En bred sort tavle midt i rummet fyldtes langsomt op med de oplistede ord som »Walk«, »Run«, »Feed« og »Breathe«, før vi skulle sætte os ned for at blive omringet af celloernes stimulerende lyd. Det var overvældende at blive mødt af de ti vibrerende instrumenter. Først stod den på en kort improvisation med skiftende solistiske indslag over de nedskrevne ord, som cellisterne umuligt kunne læse fra så stor afstand, men det var dramatisk at følge deres blikke og individualitet. Størstedelen af værket var dog gennemkomponeret, og alle celloens muligheder kom i spil fra koreograferede percussive tik og hvallydende glissandi til tunge buestrøg og et genkendeligt tema, der blev udviklet fra sats til sats.
»Ordene er dine, gulvet er dit«, stod der skrevet i vores lille partitur. Men var det sandheden? Ordene var jo ikke vores, vi kom aldrig i dialog, og interaktionen føltes så stramt iscenesat, at publikum forblev i den traditionel passivt modtagende rolle, som værket egentlig forsøgte at udfordre. Det føltes som et tabt potentiale i en ellers visuelt og musikalsk stærk performance.
»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«
»Musik for mig er en verden fuld af lyde, som man kan gå på opdagelse i, jonglere med, sætte i system, blive inspireret af og danne udgangspunkt for møder mellem mennesker på tværs af kulturer og generationer.«
Håkon Berre (f. 1980) har markeret sig som en central skikkelse på den danske scene for improviseret musik. Hans praksis er kendetegnet ved en udvidet tilgang til percussion, hvor både traditionelle instrumenter og hverdagsobjekter – som ringeklokker, blikplader, kæder og køkkenredskaber – indgår i et nuanceret og ofte uforudsigeligt klangligt udtryk. Han har optrådt på klubber og festivaler internationalt og samarbejdet med en lang række markante musikere, herunder Peter Brötzmann, Phil Minton, Axel Dörner, John Tchicai, Jamie Branch og Otomo Yoshihide. Berre medvirker på en omfattende diskografi med mere end 40 udgivelser, heraf mange på det kunstnerdrevne label Barefoot Records, som han er medstifter af. Derudover har han komponeret og arrangeret musik til teater og udstillinger samt arbejdet med interaktive lydinstallationer vist på museer i Danmark og Tyskland. Han er aktiv i en række ensembler, herunder Ytterlandet, TEETH, VÍÍK og Mirror Matter, samt i forskellige duo- og kvartetkonstellationer.
Med sin sædvanlige nysgerrige tone indledte Laurie Anderson søndagens koncert i DR's koncertsal med en politisk parole og bemærkningen »Thank you for your attention to this matter«. Aftenens emne var et tungt politisk klima, hvortil Anderson, som en avantgardens professor emeritus, tilbød en musikalsk rammefortælling med musik, slideshow og citater fra tænkere og kunstnere, der på hver sin vis nuancerer en stadig mørkere verden. En rammefortælling, hvor hvert stykke musik havde et klart formål – at fordampe enhver kondens af konvention.
Slide efter slide førtes publikum gennem forunderlige stik til det totalitære og konventionelle. Den lange liste af ord, som Trump-administrationen har slettet fra regeringsdokumenter, fungerede fx som introduktion til nummeret »Language Is a Virus«, som er inspireret af forfatteren William Burroughs, der også dukkede op på skærmen bag Anderson og bandet Sexmob. Det samme gjorde Lou Reed, Andersons afdøde ægtefælle, og påført en glitrende jakke, der som en tryllekunstens Kraftwerk udløste lyde af både trommer, båthorn og kasseapparater, delte Anderson ægteparrets tre livsråd, mens hun legesygt dansede og fortalte.
Jeg tror aldrig, jeg har været til en koncert, hvor hele produktionsholdet, både på og bag scenen, blev krediteret med rulletekster. Men alligevel virkede det som en helt naturlig afslutning på Andersons lidt tørre og fantastisk håbefulde powerpoint-koncert. En koncert, der som en dejligt dekonstruerende påmindelse forenede det eksperimenterende og det konkrete i en håndfast førstehjælpskasse mod tyranni og undertrykkelse.
»Musik er en dyb, men ikke seriøs, spirituel praksis, hvor både skaber, samarbejdspartner og forbruger er deres egen personlige pave.«
James Black (f. 1990) er komponist, performer og kunstnerisk leder af Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. De er oprindeligt fra Bristol, England, men flyttede til København i 2013. Blacks værker har tiltrukket sig stor opmærksomhed både nationalt og internationalt for deres karakteristiske kombination af kunstnerisk mod og sårbarhed, beskrevet af Statens Kunstråd som »et univers af ægte vanvid, hvor alting går hen«. Deres arbejde er en dyb og personlig udforskning af emner som religion, tab og queer-identitet, der ikke er bange for at være dum eller seriøs i nogen retning.
»Musik er for mig lige noget for mig.«
Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.
