Brumbasser kommer med punk
Smag På Dig Selv er ret punk. Nok er de instrumenter, genren oftest associeres med, skiftet ud med saxofoner, nok lyder musikken væsentligt anderledes end den, man normalt ville forbinde med punkmusik. Ikke desto mindre har tenorsaxofonist Oliver Lauridsen, baryton- og bassaxofonist Thorbjørn Øllgaard og trommeslager Albert Holberg med deres debutudgivelse SPDS lavet et vaskeægte højenergisk punkalbum, spækket med sjov, ballade, seriøsitet og vrede.
Allerede fra første nummer lægges stilen an: Trioen spiller ørehængende, ofte poppede melodier, der tager udgangspunkt i Øllgaards bragende dybe saxofoner, Holbergs stramme trommer og Lauridsens højenergiske, lyriske tenorsaxofon. Særligt effektiv er »Middelklassen avler kun skeletter«, der har en komparativt lidt mørkere klang, en bassax, der summer som en fed, morderisk brumbasse og fokuserer på stemningsopbygning i højere grad end mange af udgivelsens andre numre, dog uden at gå på kompromis med melodierne.
I den anden ende af spektrummet har vi numre som »PGO HOT 50«, med trampertempo, koklokke og epic sax guy fra helvede, »Negirî«, der med Luna Ersahin på vokal og saz i ellevte time lader blæserne træde i baggrunden, for ikke at nævne Thorbjørns vrede digte, der behandler alt fra globalisering, klimaændringer og krig til kunstakademiet og eget værd som menneske. Imponerende nok hænger det hele sammen, alting fungerer i sin forskelligartethed. Og det illustrerer på overbevisende vis det ældgamle punkdiktum, at man godt kan være vred og samtidig have det sjovt.
Elektroniker helt ind i hjertet
Tilhører man flokken af gnavne stivstikkere, der ikke kan se fidusen i at markedsføre Else Marie Pade som sensationel symfoniker, så er det vederkvægende at høre første udgivelse i Dacapos – indtil videre – noget mindre hypede serie af nyligt digitaliserede Pade-værker.
Her får vi i første omgang fire radiodigte fra 1971 til ukunstlet poesi af journalist/digter Orla Bundgård Povlsen, indtalt udødeligt af skuespiller Peter Steen og meditativt, men pointeret iscenesat med konkretmusik og tidlig elektronik af Pade i sit kostbare lydstudie hos Statsradiofonien.
Lige så fremmed komponisten lyder som fjern neoklassicist i sin tidlige orkestermusik, lige så hjemmevant er hun som indigneret, eksperimenterende og streng lyddramaturg i de fire digte om det amerikanske »herrefolks« overgreb på Vietnam og om hjemligt københavnerliv med hektisk trafik, men stille og smålummer livsførelse.
Det er, som Jonas Olesen skriver i bookletten, her, vi får konteksten for den berømmede og mystiske »Hitler er ikke død«-båndsløjfe. Som altså ikke skulle forstås mere abstrakt, end at nazismen overtoges af den amerikanske imperialisme, brændemærket ind i vietnamesisk hud med napalm.
Pades trumf er evnen til at forvrænge virkeligheden uden at forlade den. Eksplosioner, der bliver til dyster hvislen. Sløjfer af klokker og barnegråd, der sætter sig som gennemsigtige mareridt i psyken. Og så altså en vis tysker, der opløses til et luftbåret virus med hård klipning og en hård besked: »Han lever videre i Nixon.«
Æsteten sanser, sommerfugle danser
Når nu Jeppe Ernsts strenge studier af kroppens musikalitet ikke helt forløses i Émile Sadrias sort-hvide kortvideoer på Medicinsk Museion, så er det ikke, fordi det kompositoriske greb ikke er beundringsværdigt.
Ernst har overtalt en af den ny musiks store helte, basbarytonen Jakob Bloch Jespersen, til at strippe ned til et par hvide underbukser og følge tolv af komponistens tavse partiturer, som hver især fokuserer på én kropsdel.
Han bøjer ryggen, folder nakkehuden og vrider skuldrene, så bevægelsen modsvarer nodeværdier. Det er billedskønt og fint anatomisk sansende, men fornemmer man også musikken i motorikken?
Kun sjældent. Dels saboterer den naturlige museumsstøj Ernsts subtile rytmik. Dels savner man tydelige temposkift og den skarpe præcision, som er lettere at formidle med kvikke fingerspidser end besværlige hofter.
Det føles hurtigt fastlåst, når albuer bevæges stift fra side til side som en skibskran. Omvendt sitrer videoerne af poesi, når øjenlåg i closeup bliver til blid sommerfugledans. Jeg savner helt ind i sjælen at se de forskellige kropsdele spille op mod hinanden i polyfone, humørfulde splitscreens i stedet for æstetisk flotte, men sterile solostudier.
Jeppe Ernst ville sikkert kalde mig vulgær.
Museet opfordrer til, at man følger med i partituret via QR-koder, men visningen er frustrerende nok ikke tilpasset telefoner. I stedet burde noderne være afbildet nær videoskærmene. Det er måske i deres stille, utopiske poesi, at Anatomisk sangbog har det bedst.
Hinsides godt og ondt
Michael Gira og Kristof Hahn, begge kendt fra bandet Swans, har ganske givet kigget så langt ned i afgrunden, at den også ser ind i dem. Denne tilstand har Nietzsche på dybdeborende vis beskrevet i Hinsides godt og ondt. Men Gira og Hahn var ikke sjæleløse. Tværtimod viste de en ny sårbarhed og erfarne refleksioner over det mørke, deres kunst udspringer af. Princippet om maksimal lydstyrke blev holdt i hævd, så toner materialiserede sig og gik gennem marv og ben.
Der var skåret ind til benet med den akustiske guitars repetitive, uforløste minimalisme, og Giras grusomme poesi i verdensklasse trådte knivskarpt frem. Stemmen var melodiøs, sort som natten og stærk på »The Beggar« fra Swans’ kommende album. Man kunne tænke om Gira, at han er et ubehageligt menneske, men i hans præsentation af »When Will I return«, der handler om et overgreb på hans kone, stod det smerteligt klart, at han blot fungerer som medium for menneskets ondskab.
Hahn lagde ikke en dæmper på sin fortid i noise, industrial og elektroakustik, da han loopende og legende opbyggede et støjende lydtæppe med sin distortede lapsteel, mens intensiteten andre steder blev afløst af rene toner, harmonisk melodiøsitet og vokal fuld af tysk Sehnsucht. Denne aften var det 50 års jubilæum for Roxy Musics debutalbum, og med en fortolkning af »If there is something« sendte Hahn en kærlig hilsen til bandets saxofonspiller, som er hovedinspirationen til hans unikke lapsteel-teknik.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
Kentucky i Klejtrup
Tænk at Bill Frisell kunne lokkes helt ud til en flække i Midtjylland (til sin eneste koncert i Danmark i år). Men det er netop den rurale folkemusik, som i Frisells hjemland hedder Americana, som han i talrige projekter har dyrket.
Frisell tilhører ikke skolen af hurtige guitarister, og i Harmony-bandet har hans guitar ikke engang hovedrollen. Det har den menneskelige stemme som tungt åndende og melankolsk anker. Vokalisten Petra Haden men også Hank Roberts (cello) og Luke Bergman (akustisk guitar) sang sig ned i den amerikanske muld med vejrbidte all time-pejlemærker som Pete Seeger’s »Where Have All The Flowers Gone«. Frisell selv kommenterede med underspillet low-key-guitar, gav plads og rum til vokalerne og fortællingerne i sangene. Overraskelsen i settet var Bowies »Space Oddity«, spillet så lavmælt og flydende, at man blev overbevist om, at også den sang var kammermusik, skabt på den fladeste jord med adgang til rapgræs og bluegrass.
Frisell er nok den største stjerne, som har spillet på Klejtrup Musikefterskole, der i år fylder 25 år. Men superguitaristen, som engang har lavet et album med titlen Guitar in the Space Age! var så grounded og cool i sin tyste væren. På nethinden voksede en billedstrøm af amerikanske prærier.
Bas med bobler
Med en kvartet bestående af den danske trompetist og komponist Anne Efternøler og amerikanske Thomas Morgan, danske Anders »AC« Christensen og dansk/færøsk/islandske Richard Andersson på hhv. kontrabas, mere kontrabas og endnu mere kontrabas kunne man med god grund forvente en veritabel overflod af basgange og krøllede kompositioner.
Desværre er det ikke altid, at de høje forventninger bliver indfriet. Bedst fungerer albummet, når Efternølers trompet spiller mere konventionelle melodier over de tre bassisters vuggende, vaklende rytmik, som fx på »Forskudt« og »P for poet.« Det vil altid være en glæde at lytte til de bløde basbunde blive skåret igennem af en støvet trompet. Men ofte føles det, som om potentialet i at have tre velrenommerede kontrabassister på spillelisten i varierende grad bliver spildt. I særdeleshed i de numre med mindre melodisk kontekst, hvor bassisterne ofte ender med at spille så ensartet, at man har svært ved at høre, at der vitterligt skulle være tre af dem. Der spilles meget af det samme, men samspillet udebliver.
I de mere melodisk forankrede numre har strygerne mere mulighed for at differentiere sig, og det er her, at alle fire musikere kommer til deres ret. Her bobler og svæver både plukkede og strøgne strenge under en trompet så skiftevis hyggelig og melankolsk som de efterårsdage, vi oplever i skrivende stund. Anna Efternølers debut som kapelmester er således en udgivelse, der eksemplificerer både de indfriede og uindfriede muligheder i det utraditionelle.