Kortkritik
18.11.2022

Chok – klassisk trænet komponist skrev noder

Else Marie Pade: »The Orchestral Album«
© PR
© PR

Hvem skulle have troet det om Else Marie Pade: Komponisten, der blev undervist af Vagn Holmboe, Leif Kayser og Jan Maegaard, skrev ikke kun elektronisk, men også klassisk musik. At kalde indspilningen her en sensation, som Dacapo gør, er en underdrivelse. Det er regulær verdenshistorie. Ryd forsiden!

I sine liner notes opfordrer Henrik Marstal alle danske orkestre til at opføre musikken, og det må de da gerne gøre. I så fald helst de otte korte etuder fra 1965, for her lyder og er Pade mest moden; med genfærdstoner og indespærret atonalitet skaber hun en alarmistisk stemning, som sætter sig i lytteren.

Det er dog det eneste af de fire værker, jeg har lyst til at genhøre. Suiten for kammerorkester fra 1953 er rig på Holmboe’sk mørke, på dramatiske ideer og på temperamenter, men overbeviser ikke. Heller ikke selvom Malmö Operaorkester går dedikeret til værks.

Suitens arkaiske stil virker hende helt fremmed, men skinner også igennem i trompetkoncerten fra 1954. Her er trompeten i dialog med en marchtromme, og man aner så småt det humør og talent, Pade uomtvisteligt besad. Musikken virker dog rudimentær og usammenhængende.

Der er langt fra disse skriveøvelser til den strenghed, hun demonstrerer i sine fragmentariske Parametre I-III fra 1962. De er til gengæld en tør omgang. Jeg holder mig til etuderne.

Kunne Else Marie Pade være blevet en stor symfoniker? Garanteret. Var hun det? Det mener Dacapo, så det må vi hellere rette os efter. Hil Else Marie Pade, komponisten, der skrev noder!

© PR

John William Grant is an American singer, musician, and songwriter who holds both American and Icelandic citizenship. He first became known as the co-founder, lead singer, pianist, and primary songwriter for the alternative rock band the Czars. After releasing six albums from 1994 to 2006, the band split up and Grant retired for four years before starting a solo career. He returned in April 2010 with a critically acclaimed debut solo album recorded with Midlake. Queen of Denmark was Mojomagazine's Album of the Year for 2010; it was also named as one of the best ten albums of 2010 by the Guardian's music critics and writers.

© Frida Gregersen

Anna Brønsted is a singer, composer and visual artist originating from Copenhagen. Operating under the moniker Our Broken Garden, she has released three albums. Her most recent work, the album BLIND (2023) received widespread international recognition. Her compositional work spans far and includes compositions for choir, such as acoustic choral piece »Nattens Ende« (2021 – a collaboration with Teater S/H and composer Kirstine Fogh Vindelev e.g.) performed at Glyptotekets Festsal. At the heart of Anna’s work lies an introspect exploration of our shared blind spots, driven by a desire to unveil a profound and simple beauty, concealed beneath society's preconceived notions of success and conventional aspirations. 



Anna Brønsted has collaborated with esteemed musicians and songwriters, while also engaging in various interdisciplinary projects, collaborating with actors, theater instructors, and poets.

Kortkritik
05.09.2023

Godt nyt fra krøllede finner

Paavoharju: »Yön mustia kukkia«
© PR
© PR

Med Yön mustia kukkia har finske Lauri Ainala og hans altid foranderlige mytisk-mystiske orkester Paavoharju udgivet, hvad de selv kalder tredje kapitel i en serie af albums, hvoraf de to foregående blev udgivet helt tilbage i 2005 og 2008. Der er altså løbet en anselig mængde vand under broen, siden man sidst kunne lytte til Paavoharju i denne type konstellation. 

Som tidligere lyder musikken, som er den hjemsøgt af venlige spøgelser. Man kan høre, at lydene kommer fra et land højt mod nord, hvor man lærer at være på god fod med mørket. Skurrende båndstøj, dirrende strenge, virrende samples og helt og halvt hviskede sangstemmer skaber en kalejdoskopisk melankolsk atmosfære. Som brudstykker af folkemusik fra flere forskellige verdner på én gang, der alle kæmper imod hinanden for at trænge igennem den kakofoni, de tilsammen skaber. Dette kan opleves i nummeret »Haihtuu« med Teemu Eerolas violin, der summer i stereo som en bi omkring lytterens hoved, mens rytmiske samples og Anniina Saksas vemodige sangstemme skaber en fremdrift, der tilnærmer sig en popsang. Mindre poppede er numre som »Marian kierto«, hvor en operaagtig vokal bølger frem og tilbage over en fugtigt skovbund af synths og samples. 

Lauri Ainala har stadig et helt særligt talent for at bakse lyde sammen, som i andres hænder bare ikke ville kunne fungere. Sammen med sine medsammensvorne har han med Yön mustia kukkia formået at skabe ikke bare et kærkomment genhør med fortidens spøgelser, men også et spændende nyt kapitel i Paavoharjus krøllede historie.

© Lene Duus

»Musik er lyd, som opleves med æstetisk interesse (hvilket igen vil sige et eller andet med en frivillig, intens opmærksomhed, eller lyd som er skabt med henblik derpå).«

Carl Bergstrøm-Nielsen har siden halvfjerdsernes begyndelse beskæftiget sig intensivt med alternativ komposition og fri improvisation, som flere artikler her i Seismograf vidner om. Han har virket dermed som lærer i gruppeimprovisation og lyttepartiturer ved Aalborg Universitet 1983-2014, som koncertarrangør i København med bl.a. Open Form Festival, som medstifter af European Intuitive Music Conference, som workshopholder internationalt, som udgiver af andres og egne arbejder, som formidler og som forfatter af forskningsarbejder og med opførelser i 25 lande.

Kortkritik
30.08.2023

Hierarkiløs saxofonimpro

Alice/Stairway: Matana Roberts
© Anne Niedermeier
© Anne Niedermeier

Du troede måske, at improvisationsmusik handler om fokus? Om transcendens? Matana Roberts var kommet til Stairway – midlertidig residens for spillestedet Alice – for at vise noget andet. Impro-jazzen er adspredt, distraheret, fuld af indskudte bemærkninger.

»I would like to riff of the theme of memory,« sagde Roberts, der stod alene på scenen med en nedarvet sopransaxofon. For dem er minder ikke parkeret i fortiden, men noget som ånder her og nu. Minderne trækker vejret igennem jazzens fraser og ankom til Roberts onsdag aften som erindringer af mennesker: deres afdøde forældre, musikalske forbilleder og – mere abstrakt – fortidens slavegjorte. 

På den ene side var der noget befriende ved den hierarkiløse tilgang, de trådte op med. Spontaniteten kendte ingen grænser. Roberts bevægede sig konstant ind og ud af instrumentet, kommenterede på sit spil, parodierede saxofonlegender, talte i en lind strøm om Covid-19 og om at den amerikanske forfatning blev skrevet af fulde mænd. Publikum blev også aktiveret gennem fællesklange, spørgsmål og slutteligt en væmmelig sang om slaveauktion. 

På den anden side efterlod Roberts’ uvilkårlighed også rummet fuldstændig affortryllet. Det var svært at finde den poesi og klangglæde, som også er en stor del af deres indspillede musik. De var hele tiden på vej mod det næste indfald og tabte nuet i jagten på det. Ærgerligt.