Allan Gravgaard Madsen
26
Cool operatrip
DR2: »Operarejsen«
© DR
I jagten på inspiration til en ny opera rejser den lidende kunstner Allan Gravgaard Madsen gennem Europas operahuse/repertoire. Med i camperen er Frederik Cilius og Rasmus Bruun, og de formår at tale opera – fra Gounod, Puccini x 2 til Wagner og venner – så også ikke-kendere hænger i. 2/3-dele af spilletiden bruges på de tre musketerers eventyr; det er hyggeligt, du, og Cilius bringer i hvert afsnit på en dynamisk måde de vigtigste temaer for aftenens opera i spil. Faust kaldes den ultimative midtlivskrise og Baron Scarpia fra Tosca en prototypisk #metoo-forbryder. Formidlingen fungerer bedst i deres diskussioner efter forestillingerne, især når Madsen forestiller sig, hvordan komponisten har grebet arbejdet an. Særligt Wagner-episoden gør indtryk: Det betagende Bayreuth (man får lyst til at aflægge et besøg ASAP) overfor Cilius, der ikke lægger fingre imellem i sin redegørelse for Wagner og antisemitismen.
Den meget bathos-tunge fortællestil må være det største kritikpunkt: Når diskussionen bliver dyb, fx når Madsen åbner for sin tvivl omkring sin komponistgerning, punkterer Cilius eller Bruun alvoren med en joke. Synd, for Madsen kan være utroligt sympatisk og indsigtsfuld, men også fordi det kunne fungere som en parallel til de dybe emner, som operamusik bearbejder.
Jeg håber dog inderligt på en sæson to, hvor blikket kunne vendes mod USA, Rusland og det 20./21. århundrede. Hele rejsen havde jo netop det formål at lade Madsen skrive en ny opera – vi får lov at høre ouverturen – og det ville være synd at slutte projektet, når det først er begyndt.
© Niklas Ottander
»Musik er en dyb, men ikke seriøs, spirituel praksis, hvor både skaber, samarbejdspartner og forbruger er deres egen personlige pave.«
James Black (f. 1990) er komponist, performer og kunstnerisk leder af Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. De er oprindeligt fra Bristol, England, men flyttede til København i 2013. Blacks værker har tiltrukket sig stor opmærksomhed både nationalt og internationalt for deres karakteristiske kombination af kunstnerisk mod og sårbarhed, beskrevet af Statens Kunstråd som »et univers af ægte vanvid, hvor alting går hen«. Deres arbejde er en dyb og personlig udforskning af emner som religion, tab og queer-identitet, der ikke er bange for at være dum eller seriøs i nogen retning.
© Christian Klintholm
»Musik er for mig lige noget for mig.«
Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.
© Guy Wasserman
»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«
Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.
29. maj overtager det aalborgensiske kollektiv Datahaven9000 spillestedet Skråen og omdanner den store sal til en koncentreret éndagsfestival for elektronisk musik. Arrangementet er en del af koncertrækken Bystanders #3, hvor scenen gives til byens egne miljøer frem for husets faste programlægning.
I bugen på et fremmed klangvæsen
Kali Malone & Leila Bordreuil: »Music for Intersecting Planes«
© PR
Det er to af samtidsmusikkens mest kompromisløse materialetænkere, den amerikanske organist Kali Malone og den franske cellist Leila Bordreuil, som mødes på Music for Intersecting Planes. Malone arbejder med overmættede klangblokke og lydens masse som vedvarende tryk, mens Bordreuil søger friktionen – med celloen som genstridig organisme, der knirker og protesterer.
Fælles er en asketisk opmærksomhed på instrumentets egenart. Orglet og celloen presses ud i deres randzoner, hvor genkendeligheden opløses, og overtoner træder frem som skjulte væsener.
Titelstykkerne »Intersecting Planes I« og »II« præsenterer bølgende opbrud af lyd: dyriske, næsten elefantagtige hvin, der presser sig frem og trækker sig tilbage. Kun sjældent lader klangen sig identificere som orgel eller cello. (»Pilots in the Night« ligger tættest på en forventelig balance mellem orglets tyngde og celloens modstand.) Ellers bevæger musikken sig i et felt mellem det metalliske og det elektroniske, som om lyden hverken stammer fra strenge eller piber.
Det er ikke massivitet, der undersøges, snarere en form for hulhed: en luftighed, der ikke er let, men gennemtrængt af en ubestemmelig resonans, noget urgammelt og ceremonielt. Albummet rummer noget langt mere porøst og åbent end Malone og Bordreuils tidligere værker. Lyden opleves som en konkav form, indadbuende, som et fravær af materiale. Klanglandskabet bærer sin egen opløsning med sig som en indbygget forsinkelse – som om musikken først og fremmest eksisterer som erosionen af noget, man troede, man hørte.