Kortkritiklive
19.02.2024

Cortini – den elektroniske John Williams

Alessandro Cortini 
© René Passet
© René Passet

Alessandro Cortini er bedst kendt som medlem af Nine Inch Nails, og da jeg inden koncerten smuglyttede til andres samtaler, var det da også tydeligt, at flere var mødt op på grund af relationen til det berømte band og dets larmende, konfronterende musik, der er er milevidt fra det fjerlette ambientunivers, der kendetegner størstedelen af Cortinis soloarbejde. 

På ALICE var det en helt tredje side af Cortini, vi fik at opleve: Cortini som filmkomponist. Kunstneren var placeret helt ude i scenens yderkant, hvor han kunne nørkle med sine synthesizere i fred uden at stjæle opmærksomheden fra den film, der blev projekteret op på scenens bagvæg. Kontrastfyldte, taktile billeder, der langsomt gled ind og ud af hinanden. Abstrakte, amorfe former, der i momenter lignede tågede erindringer fra den virkelige verden: regndråber på en bilrude, en storby set fra oven, stjernerne på nattehimlen; tjære, metalspåner, knust krystal. 

Cortini mindede mig om en slags elektronisk John Williams, der indsvøbte billederne i et usædvanligt storslået, nærmest symfonisk univers, som ophøjede de sort-hvide lysformer til hieroglyffer for uendelige visdom. Stemningen var så sakral og gribende, at man med lukkede øjne godt kunne glemme, at Cortini ikke var i gang med at besynge Michelangelos malerier bag orglet i Det Sixtinske Kapel, men derimod med at sætte analoge synthtoner til det, der lignede et billede af en granitblok. Nogle af Nine Inch Nails-fansene var, kunne jeg høre, en smule forvirrede over den følelsesfyldte, nærmest romantiske æstetik, men selv beundrede jeg virkelig Cortini for den kompromisløse maksimalisme. Der var ingen påtaget distance eller affekteret kølighed, kun ren, uforfalsket musikalsk vellyd. 

Kortkritik
23.08.2023

Klarinettens længsel hos vidt forskellige komponister

Jonas Frølund: »Solo Alone and More«
© PR
© PR

Klarinetbegavelsen Jonas Frølund viser hvor stærk meget forskellige komponister fra de sidste små 100 år spiller sammen. Solo Alone and More er båret af en generøs glæde over instrumentet – men også af en længsel. Carl Nielsens solokadence fra klarinetkoncerten længes mod humor. Bent Sørensens smukke, let tågede klange længes mod en folketone, og herfra tager Frølund os umærkeligt til Mette Nielsens meget fine Alone fra 2021, der som et stille råb fra mørket søger efter mening. Med dobbelttoner udforsker hun grænserne i instrumentet (her en basset-klarinet). 

Først herefter giver Frølund os klassiske mesterværker som klarinetsolosatsen fra Messiaens Kvartet til Tidens ende – og den melankolske skalmeje fra 3. akt af Wagners Tristan & Isolde (arrangeret for klarinet). Den ene med længsel mod den endelige befrielse, den anden en dødelig såret Tristans længsel efter at Isoldes skib skal vise sig i det fjerne. Hvorfor spiller de så utrolig godt op ad Gunnar Bergs soloklarinetstykke (der dog er for lang), Poul Ruders’ Tattoo for One og ikke mindst Simon Steen-Andersens tyve år gamle De profundis? Fordi Jonas Frølund er en musiker, der ser et dybere lag eller to ned, og får fat i musikkens kerne gennem sit instrument. Hernede taler mange komponister med hinanden – selvom de er adskilt af mange år eller af døden selv. Sammensætningen giver mening.

Frølund har ikke så meget luft på sin tone, der ikke er lige så varm som fx hos klarinetgeniet Martin Fröst. Men han får inderlighed og musikfilosofisk mening ud af toner, der ikke i sig selv lægger op til den store sammenhæng. Jonas Frølund har en længsel mod at formidle stor musik gennem sit enkle rørinstrument, og det lykkes med den særlige samling af værker her. 

© Henrik Adamsen

Som 17-årig forlod Kira Skov sit hjem i København for at forfølge sin drøm om at spille i et rock'n'roll-band. I otte år rejste hun gennem mange fremmede lande som en moderne sigøjner. Hun boede i London og L.A., men hendes vej førte hende gennem mange dele af verden. Hun skabte en musikalsk verden af dybt personlige sange med udgangspunkt i erfaringer fra livet på vejen. Hun har sunget duetter med Bonnie Prince Billy, Mark Lanegan og Jenny Wilson. Hun har netop udgivet et nyt album, My Heart is a Mountain, indspillet i Peter Gabriels studie i samarbejde med John Parish.

© PR

Torben Sangild er skribent, radiovært, anmelder og tidligere kulturforsker. Han har blandt andet skrevet bøgerne Objektiv sensibilitet og Støjens æstetik, der begge handler om musik, og er vært på programmerne Comedy-kontoret og Notesbogen. Planen er, at han nu skal skrive en bog om følelser på Zetlands forlag, et emne, der interesserer ham på lige fod med fornuft og videnskab. Og så er han medlem af Seismografs bestyrelse. Musikalsk set spænder hans interesser vidt, fra ny kompositionsmusik til rock, hip hop og jazz med en forkærlighed for de mørkere stemningslejer.

Kortkritik
11.08.2023

Viser fra internettets tidsalder

Karen Juhl: »Mother Tongue« 
© Fryd Frydendahl
© Fryd Frydendahl

Komponisten og den eksperimenterende musiker Karen Juhl har bedrevet et album, der på mange måder følger en folk- eller visetradition, hvor teksten får lov til at diktere musikkens forløb. Men det er viser fra internettets tidsalder, hvor man finder sine samples på YouTube, som »Mother’s Garden«, der har samplet den ægyptiske kunstner Nadah El Shazly. Her er en legesyg tilgang til at manipulere lydkilder, og så er der en underliggende fornemmelse af den kolde ensomhed, som findes i at opholde sig for meget på internettet.

»Bloodlines« er et godt eksempel på en digital vise. En umenneskelig stemme fordoblet af pitch-modulation synger en uforståelig linje efterfulgt af en digital pause – der er intet signal. Pauser er naturligvis ikke en ny opfindelse, men hvor de traditionelt giver plads til, at stemmer og instrumenter kan klinge ud i deres rum, så er en digital pause en total tomhed, der er kold og klaustrofobisk. I resten af nummeret glider Juhls stemme ind og ud af det forståelige. Det kan virke farligt at gøre dele af en tekst om vold, der går i arv uforståelig, men følelserne bliver aldrig uforståelige. Følelserne får bare nye udtryksformer, og det er næsten mere hjerteskærende, når man hører en stemme helt tæt på sit øre blive revet itu af distortion og stemme-effekter. 

© Zoe Cura

»You put me in a complicated situation because I don’t usually listen to music. After hours 'doing' music, my preferred sound is silence… And I am not kidding. But here are some songs I love to hear when I break the silence, sometimes on a Sunday at home«. ​José Cura was engaged to direct Den Jyske Opera's version of ​Puccini's Tosca​ in Aarhus.​ But ​a few weeks ago Cura ​decided to perform the main character Cavaradossi at the premiere​. Cura is famous for his intense and original interpretations of opera characters, as well as for his unconventional and innovative concert performances​. He ​is originally trained as an orchestral conductor, and made history when he first conducted Pietro Mascagni's opera Cavalleria Rusticana and then stepped on stage after intermission to sing.