Der er en meditativ kvalitet over Chimera, udgivelsens første nummer ud af to. Kongstads insisterende, monotone recitation og surrealistiske lyrik sat til langsommelige droner bestående af mundharmonikasamples – nogle mere letgenkendelige som sådan end andre. Lavt miksede field recordings, der tilføjer en følelse af sted med deres udefinerbare summen. Det vækker mindelser om guidet meditation, og det fungerer på sin egen sparsomme vis. Jeg føler mig draget af det interessante, uncanny valley-agtige spil mellem forventningerne til meditationsmusikkens konventioner og digtets i virkeligheden lidt foruroligende lyrik.
Homeostasis er i sammenligning med det foregående nummer et endda endnu mere sparsomt stykke. Repetitive samples og droner, hvis næsten eneste bevægelse er ind og ud af hørbar lydstyrke. De er der, og så er de væk. De er til stede, og så alligevel ikke. Til tider frustreres jeg over manglen på udvikling, men ved andre gennemlytninger er det netop det, der fænger mig.
Ligesom med den guidede meditation, hvis formål ofte er at berolige eller endda søvndysse, så er Chimera/Homeostasis beroligende i sin nær ikketilstedeværelse, og mon ikke netop dette er pointen? På disse præmisser er musikken ganske vellykket. Dette album har meget lidt at byde på, og nogle gange kan det resultere i kedsomhed. Men i det rette humør eller med den rette indstilling kan selv meget lidt sagtens være tilstrækkeligt.
Orglet, et af de stærkeste liturgiske markører, er gennemgående i svenske Anna von Hausswolffs virke. Men på hendes seneste album Iconoclasts er de lange pibende droner nedtonet til fordel for en mere skarptskåret og pumpende energi. En energi, der i høj grad var fremtrædende under Hausswolffs koncert i Vega, hvor hun vanen tro var ledsaget af et stort band. Aftenen blev indledt af den svenske noisemusiker Klara Lewis, der med sine mumlende kassettebåndsloops fik indledt aftenen på brutal vis.
Hausswolffs band var denne gang udvidet med saxofon og perkussion, som begge er centrale på Iconoclasts, og som ligeledes er med til at give flere numre et snert af eurodance. Men desværre druknede saxofonen til tider i det bastante lydbillede. Heldigvis gik Hausswolffs strålende vokal klart igennem. Det samme gjorde det lille organetto – en slags pumpeorgel med lange piber. Det tronede midt på scenen og blev nærmest krammet af Hausswolff, når hun spillede på det. Et nummer som »The Whole Woman« (på albummet en valsende duet med Iggy Pop) blev således til en rørende kærlighedsode med orglets nænsomme åndedrag som puls.
I de senere år har flere musikere benyttet orglets distinkte resonanser til at skabe værker, der fravrister det fra den tunge kristne liturgi, hvilket har givet instrumentet en nærmest ikonoklastisk status. Hausswolffs koncert var, til trods for lidt mudret lyd, et klart eksempel på denne kontrast – stadig dybt forankret i kirkelige konnotationer, men nu som ledsager i store moderne produktioner og som centralt instrument på selv de store scener.
»Musik for mig er….. stilheden, der famler – som du selv – på et sort lærred.
I momenter kommer der en hvæsen.
Nødder knækkes.«
Jørgen Teller har en lang karriere som elektrisk guitarist, vokalist, elektronisk musiker og performer. Han har udgivet plader solo med Static Teller og med Jørgen Teller & The Empty Stairs, Kaptajn Ørentvist.... Han samarbejder ofte m. lokale og internationale musikere.
Temaet er gennemspillet utallige gange i musikhistorien, men ELECTRIO – Francesco Rista, Simone Giordano og Sandra Lind Þorsteinsdóttir – forsøger at give Stabat Mater et nyt udtryk med guitar, vokal og electronics til latinske tekster, Monteverdi-melodier og Dowland-sange. Ambitionen er klar, men resultatet bliver ujævnt.
Der er dog to markante undtagelser. Åbningen på Stabat Mater – musikken er optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – er i sig selv dragende: en fire minutter lang opbygning, der etablerer en dæmpet, svævende forventning. Men samtidig ligger den så tæt på Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond«, at man næsten kan høre citatet ruste sig i baggrunden. De karakteristiske tre guitartoner falder på præcis samme sted, inden Þorsteinsdóttirs vokal træder ind. »Fac me Cruce« bygges flot og dynamisk op med stærk brug af electronics, men slutter brat, inden musikken er kommet rigtig i gang. Havde ELECTRIO blot fortsat lidt ud ad denne vej!
De harmoniske underlag i de otte sange er ofte forudsigelige, som i »Sancta Mater«, om den Hellige moder, der beder om, at den korsfæstedes sår præges uudsletteligt i hendes hjerte. Den barske tekst kan slet ikke høres i det underlæggende feel-good-guitar-fingerspil, der bevæger sig skamløst gennem gængse akkordprogressioner. Ingen sår. Ingen lidelse.
Generelt tør sangeren Þorsteinsdóttir ikke bevæge sig væk fra almindelige barokfraseringer eller eksperimentere rigtigt med genren. Så det ender som en spejlvendt udgave af Stings Dowland-projekt fra 2006. Her blot omvendt – en klassisk orienteret sanger med for meget berøringsangst for rigtigt at lade sangene indgå i et eksperimenterende univers. Hvorfor lod trioen sig ikke i stedet lade inspirere af Pergolesis musik til samme tekst og emne? Her er fyldt med vilde dissonanser, som en ny udlægning kunne have fået vældig meget ud af – og skabt mere lidelse og udvortes sorg.
»Musik for mig er et sprog, der taler direkte til følelserne og underbevidstheden.«
Mira Siegel er komponist og sanger med dansk-amerikanske rødder. Hendes musik bevæger sig i et filmisk spændingsfelt mellem klassisk, jazz og eksperimenterende pop og kredser om temaer som drømme, ensomhed og nærvær. Med sit debutalbum Empty Streets (2025) udforsker hun grænserne mellem rytmisk og klassisk musik og skaber et poetisk univers, hvor fortælling og klang smelter sammen. Siegel er modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris (2024) og har optrådt på bl.a. SPOT Festival, Aarhus Jazzfestival og Aarhus Lydkunstfestival.
»Musik for mig er en nonfigurativ proces, der ikke endegyldigt kan kategoriseres.«
Kristoffer Raasted er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis medieskole i 2018 og er ved at færdiggøre en ph.d. inden for praksisbaseret og kunstnerisk forskning. Raasted har været artist in residence på Det Danske Institut i Rom samt gæsteforsker ved UdK Sound Studies i Berlin som del af sin ph.d.
