kortkritiklive

De laver snigeren: vokal lyst mellem deadpan og renæssance

Matias Vestergård, Johan Klint Sandberg, ÆTLA: »Sex in Concert«

Sune Anderberg. © Alexander Banck-Petersen

Otte mennesker sidder ved hver sit kontorbord. Én tager albuen op til munden og stønner dumpt ned i den, en anden begynder at sløvklappe sin underarm, en tredje knirker pludselig som en udtjent springmadras. Men de unge sangere fra ÆTLA fortrækker ikke en mine, deres deadpan er den komiske hovedingrediens i Matias Vestergårds apollinske sketchshow SEX in Concert.

Hurtigt er de videre fra horesats til renæssancemadrigal, overgangen er sømløs, og komikken vandrer med: Et italiensk ord, der lyder som »akvamarin«, bliver til »ah! kvamarin«, og således får 400 år gamle værker af Gesualdo og hans ligesindede et drys vestergårdsk salonhumor. Men bevægelsen går også den anden vej: Vestergårds nyskrevne satser er smagfuldt forsirede med bevægelige stemmer og flirter med streng kirketonalitet.

Bordene rykkes hele tiden rundt, kontorfolket skifter fra tableau til tableau, mens tjansen med at skrive lyrik ind i et googledoc på lærredet går på skift mellem sangerne: Amalie Smith, Marvin Gaye, oprørt kapitalkritik og muntert chatsprog, alt sammen med en snert af lyst, men også især af ambivalens ved lyst. Alt flyder, også Vestergårds satser, der ét øjeblik tester iskold ekkoteknik, det næste skruer op for varmen med formfuldendt barbershop.

SEX in Concert er tydeligt en øvelse, og Johan Klint Sandberg har som instruktør haft en fest med kontorkomedien. Men øvelsen lykkes (selvom hænderne bliver lovlige over dynen): Snart er en time gået, hvor Vestergård, Sandberg og ÆTLA har sneget digte, madrigaler og ny vokalmusik ned i halsen på et ungt publikum. Det kan faktisk godt være sjovt!

Christianshavns Beboerhus, 18.-22.03

kortkritiklive

30.10

Først til sidst slap musikken fri

The Baroque Society: »Remembering«

Grundtvig Kirke, 29.10

Jeppe Rönnow

Den britiske og københavnerbaserede komponist Nick Martin forsøger at give erindringen klanglig form med sit spritnye værk Remembering, skrevet direkte til The Baroque Society. Torsdag aften i Grundtvigskirken lykkedes det smukt i dele af det kvarterlange værk for fire sangere og en lille, intens gruppe barokinstrumenter.

Tætte, vokale klangflader dvælede længe i harmonier, der udviklede sig langsomt, men også lod solisterne komme til enkeltvis. Det statiske akkompagnement fastholdt erindringens fundament, hvorpå de svævende vokaler skabte stemninger om det tabte. Klangene skiftede langsomt harmonisk farve som skyer på himlen, der kontinuerligt skiftede form – tilsyneladende vilkårligt, men som var det et fast, organisk mønster. Men det blev for langt og passivt: Først i de sidste minutter blev harmonierne brudt flot op med god rytmisk afveksling og pirrende generalpauser. Var formskiftet kommet tidligere, havde Martin skabt et spændende værk. Det sluttede dog med en perle af en åben og søgende akkord, der ud over at demonstrere hans evner som vokalkomponist måske også inviterede til at betragte erindringen som noget positivt, udviklende og ikke-tragisk.

Remembering var omkranset af to værker af J.S. Bach (BWV 118 og 106). Den sidste kantate fik senere tilnavnet Actus Tragicus, men var slet ikke så tragisk, da døden hos Bach primært gav adgang til noget bedre. Det fik vi ikke indtryk af her, hvor det lille orkester i The Baroque Society manglede energi og drive. Der var ikke tilstrækkelig musikalsk ledelse fra Yngvild Haaland Ruud bag det lille orgel midt i orkestret, og der blev dvælet for meget ved følelsen eller mindet om den netop hørte klang. Tempoet var alt for slæbende. Men det var forfriskende med et nyt værk af Nick Martin – til at mindes ved Allehelgen.

Koncerten gentages i København, Helsingør og Gentofte i de kommende dage

playliste

27.10

Mit navn er Søren Damm – vil du se min playliste?

»Musik er for mig utroligt vigtigt. Det er musik, der fortæller, hvem jeg er, og hvem jeg vil være. Det er musik, der er min muse, min lise og min pensel. Det er musikken, der maler min sindsstemning og er samtaleemnet i min vennekreds, og det er musikken (og de sungne ord i sangene), der er min foretrukne udtryksform. Musik er for mig farverne og formerne i mit liv. Med hang til danske kunstnere som C.V. Jørgensen, Elisabeth, Olesen-Olesen, Peter Sommer og Gravens Rand.«

Søren Damm er prisbelønnet forfatter til romanerne Transit, Melodrama og Finland. Han er også sanger og sangskriver og har bl.a. udgivet albummet Håbet Er Den Største Last.

playliste

22.10

Mit navn er Kaspar Kaae – vil du se min playliste?

»Musik for mig er nysgerrighed og overraskelser, men som man kan føle sig hjemme i. Musik er i os alle på en fysisk og anderledes måde end alle andre kunstformer. Musik for mig er noget, som er større end individet, og som altid vil overleve individet – the good stuff altså ;) «

Kaspar Kaae er en prisvindende filmkomponist, musikproducer og sangskriver i bands som CODY og Bug Chaser. Han har en master i filmkomposition fra SDMK. Han har tidligere været guitarist i en række bands på den danske indiescene som CODY, Broken Twin og Bug Chaser. Sidstnævnte udgiver albummet My First Crippled Love i november. Han er født i 1983 på Bornholm, men har været bosat i København og Berlin gennem sit voksne liv.

playliste

21.10

Mit navn er Francesco Rista – vil du se min playliste?

»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.«

Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.

nyhed

21.10

David Hildebrandt modtager hæderspris

Percussionisten og komponisten David Hildebrandt hædres for sit virtuose arbejde med ny musik og for at udfordre grænserne for, hvad rytme kan være.

David Hildebrandt er blandt modtagerne af årets hæderspriser fra Wilhelm Hansen Fonden. Han modtager prisen på 200.000 kroner for sit kompromisløse arbejde med ny musik og multi-percussion samt for sin evne til at udfordre de gængse forestillinger om rytme.