Den perfekte forestilling om den perfekte kærlighed
Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.
De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.
Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge.
Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.
Avantgarde uden guillotiner
Det blev ingen revolutionær start på Klang Festival, selvom en af landets bedst skrivende komponister var i centrum.
Niels Rosing-Schows saxofonkoncert Episodes from a Concerto (2003/20) prøvede at ruske op i sig selv med flere defibrillerende stød undervejs, men blev trukket ned i sin egen understrøm af gammelmodernistisk temperament og egal klangelegance.
Mere selvstændig karakter havde den nye klaverkoncert All Right!? (2020) med sit udemonstrative møde mellem pianistens tikkende urværk og ensemblets udspilede skyer af lys og let klangtåge, omend Rosing-Schow også her luftede passager af altmodisch fællesekspressionisme.
Solisterne i værkerne virkede låst fast i skematiske tonemønstre, også basfløjten i døsige Flash Night (2016), så det var befriende med solistfri Distant Calls (2018) og dens skarpt formulerede grundstruktur af sammenflettede orientalske luftalarmer.
Værket kunne dog nok have udviklet sig i heldigere retning end filmisk agentdramatik, mens skramlede Unspoken – Unheard (2020) rundede eftermiddagen noget famlende af.
Lily Greenham fra scratch
»Ingen er Lily Greenham-ekspert.« Med de ord introducerede Institut for Dansk Lydarkæologi den hidtil ukendte, dansk-østrigske konkretkunstner Lily Greenham, der var omdrejningspunktet for aftenens lytteklub på Alice. Det var en aften præget mere af nysgerrighed end formidling af fakta, men det ændrede ikke ved, at arrangementet var uhyre vellykket. Tværtimod.
For det første tillod fraværet af håndgribelig viden Instituttet og deres gæst, lektor emerita Tania Ørum, at se Greenhams liv og værk i et hav af forskellige kontekster uden konstant at skele til allerede kanoniserede fortællinger.
For det andet tillod det hendes værker at tale for sig selv. Greenhams konkretistiske lydeksperimenter var sommetider smukke, andre gange komiske i deres affekterede ekspressivitet, men altid bjergtagende i deres virtuositet og ækvilibrisme.
En fascinerende aften, hvis største forbrydelse jo var at efterlade publikum sultne efter meget mere.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.