kortkritikrelease
06.01.2025

Den perfekte storm 

Yanling: »Cymatic«
© PR
© PR

Det er sjældent, at et album komplimenteres for at lulle en i søvn. Men efter en måned med den schweizisk-boende, hongkong-fødte Natalja Romines album Cymatic har jeg flere gange fundet mig selv glide ind i drømmeland – og det ser jeg sjældent som en god ting. I tilfældet Cymatic er det dog en klar force. Yanling kommer fra kunstmusikken, og værket har allerede været præsenteret i den kontekst. Alligevel står det stærkt som en omgang filmisk sci-fi-ambient. Her spøger navne som Jean-Michel Jarre, Brian Eno og Hans Zimmer, mens modulære støjskyer, kvindevokaler og mystiske elektroniske pulse- og sinewaves smelter sammen og skaber et vellydende tapet. Det er ikke nyskabende, og numrene kan være svære at skelne fra hinanden. Alligevel skiller de fængende klaverstrofer på »Transmuted« og de gurglende bas-synths på »Nebula« sig ud. På »Fallen Tempest« går kor, akkorder og rumklang op i en højere enhed, og på pladens højdepunkt, »Aura Nova«, truer pludselige synth-stabs med at vække en fra drømmen.

Cymatic er ikke et mesterværk og kan på grå dage fremstå som brug-og-smid-væk-ambient til en Hollywood-storfilm, ingen gider se. Men med tiden vokser den til et glimrende stykke samtidskunst, der kun lider under en lidt for perfekt produktion og lidt for store armbevægelser. Hvorfor blive sur over stormvejret i dit vandglas, hvis det stormer på den rigtige måde?

kortkritiklive
08.12.2024

Den perfekte forestilling om den perfekte kærlighed

toaspern-moeller: »Liebe«
© Kirsten Nijhof
© Kirsten Nijhof

Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.

De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.

Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge. 



Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.

kortkritikrelease
03.12.2024

Musik for elskende, men ikke for mig

Samuel Rohrer: »Music for Lovers« 
© PR
© PR

Med Music for Lovers gør den schweiziske trommeslager og elektroniske musiker Samuel Rohrer mange ting rigtigt. Lyddesign og miks er luksuriøst, og albummet flyder over med virkelig mange lækre synthlyde. Netop derfor føles fraværet af den allervigtigste ingrediens – sangskrivningen – så meget mere ærgerligt.

Første nummer, »The Parish Bell«, er et eksempel på, hvordan sangskrivningen ikke formår at forene de ellers i egen ret ganske gode delelementer i en tilfredsstillende sammenhæng. Analoge trommer spiller interessante mønstre, mens synths bobler og prikker koldt som sylespidse og blødt som vatpinde. Men intet udvikler sig rigtigt, og nummeret ender med at føles som et øjebliksbillede strakt ud over syv minutter. Dette er tilfældet for næsten samtlige af udgivelsens syv numre plus det ottende bonusnummer. Det føles som et soundtrack, der mangler lytterens emotionelle forbindelse til det medie, der soundtrackes. Her står musikken alene, og det har den ofte svært ved at bære.

Der er lyspunkter: Nils Petter Molværs altid interessante trompet gæster på »The Gift«, den sublimt lydende space ambient-intro til nummeret »Celestial Body« og motoriktrommerne, der dukker op halvvejs igennem »Schizophonia« og som en sjældenhed flår musikken ud af sin snævre komfortzone. Men altså, sangskrivningen halter, og så kan det godt være, at det er musik for elskende, men det er desværre ikke musik for mig.

© Malthe Ivarsson

»Musik betyder meget for mig – både som livslang følgesvend og i kraft af mit arbejde som filmkomponist og musiker i diverse bands. Som filmkomponist læser jeg manuskripter og oversætter det, jeg læser til musikalske følelseslag. Det er en virkelig spændende kreativ proces og det fedeste arbejde. Som komponist, producer og guitarist i diverse bands undersøger jeg forskellige musikalske universer. Derudover er jeg pænt vild med vinyl og ynder at spille som DJ. Elsker musik!«

Jonas Struck er flmkomponist – senest Apolonia, Apolonia og Fuld af Kærlighed. Guitarist og komponist i Swan Lee, Worn Out Sun, Astral Cinema og senest i den nye dreampop-duo Dreamstruck med Karen Krogshøj.

© Malte Bulow Photography

»Musik for mig er en måde at komme i kontakt med dybtsiddende og svært beskrivelige følelser og erkendelser, som sjældent kommer til overfladen, men som jeg finder stor livsværdi i at beskæftige mig med. Kun langdistanceløb kommer for mig tilnærmelsesvis tæt på at kunne det samme!« 

Magnus Plejdrup (f. 1995) er komponist og dirigent, baseret i Aarhus. Han er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Kammerorkester og med i den kunstneriske planlægning bag Aarhus Kammermusikfestival. Han har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets Talentpris i 2023 og Léonie Sonnings Musikfonds Talentpris 2022. Han studerede fra 2018-21 klassisk komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium og i 2021-23 orkesterdirektion ved Royal Conservatoire of Scotland i Glasgow. Blev i 2024 udvalgt til første generation af det nye danske initiativ Dirigentløftet. 

Katarina Gryvul. © Sam Clarke

»For mig er musik meditativt kaos.«

Katarina Gryvul er en ukrainsk komponist, violinist, musikproducer og grundlægger af Gryvul School. Hun betoner klang som det primære formskabende element i sine kompositioner. Positioneret mellem den klassiske og den elektroniske scene har hun udviklet en særlig måde at komponere på, som forener samtidige klassiske tilgange med moderne musikteknologi. Gryvul arbejder inden for ambisonics og multkanalskomposition og anvender live-elektronik til instrumenter og stemme i samspil med analoge modulære synthesizere. I centrum for hendes kunstneriske vision står begrebet dualitet – et tema, der er indvævet i alle aspekter af hendes musikalske udtryk.