Det dybe åndedræt
Den københavnske duo Blaumes EP, excess air, er et feltstudie i vejrtrækningens fælles puls, der beroligende tager et dybt åndedrag. EP’ens luftige lyd er som en cyklisk udfoldelse af åndedrættets fysiske betingelser, og med hæse korstemmer og kvidrende tværfløjte snor de to kunstnere, Laura Zöschg (IT) og Mette Hommel (DK), sig rundt om åndedrættets helende og kunstneriske egenskaber.
Måske er det den underlige varme vinter eller de blomstrende skikkelser på coveret, men det er, som om excess air gemmer på en spinkel forårsstemning. De sparsomme instrumenter famler sig improviserende frem over de tre numre, og de mange korstemmer tilsætter en vedkommende fysisk fornemmelse af musikere, der arbejder, hvilket understreger en fornemmelse af spinkel spiring.
Det elektroniske, i form af vokaleffekter og musikprogrammet Ableton, er en vigtig del af Blaumes udtryk. Vokaleffekter virker ofte meget fremtrædende, men når den processerede vokal på nummeret »vivus tremus« driver over i en hæs raspen, opløses det kunstige skel mellem stemme og effekt, og det elektroniske bliver en åbenlys forlængelse af Blaumes fælles åndedræt.
Blaumes excess air er en dejligt levende EP. Det er musik, der har overskuddet til at strække sig langt fra et enkelt og nærliggende udgangspunkt, og med få simple virkemidler udgør Blaumes debut en kærkommen forårsbebuder.
For kontrolleret, trods sivskosolo
»Velkommen,« er en præindspillet stemme begyndt at messe i forskellige tonelejer og intonationer et kvarters tid inden koncertstart.
Haxholm, stemmens ejer og ene person på eftermiddagens program, spiller på mange tangenter. Hans sæt spænder over alt fra field recordings og droner til tætklippede vokalsamples, recitation af lyrik og et knirkende, ASMR-agtigt intermezzo opført på uakkompagneret sivsko.
Der er mange idéer. Måske for mange, for det føles sjældent, som om de sammen vokser sig til noget større end en sekvens af mere eller mindre stillestående lydbilleder.
Musikken er pæn. Den vover ikke meget, og med nogle få undtagelser – blandt andet de føromtalte, nær polyfone vokalsamples – bevæger den sig i den lidet fængende mellemgrund, hvor selv de støjende elementer, der nu og da indfinder sig, føles sært kontrollerede. Alle bestanddelene er der, men trods Haxholms ihærdige forsøg på at få mig til at føle mig velkommen, følte jeg mig desværre aldrig rigtig draget ind i hans univers.
En stille triumf
Dreyer havde klangligt begrænset sit univers til sinustonen og dens umiddelbare naboer i instrumenter som vibrafon og lidt fjernere i harmonium, og universets visuelle side var – i form af glødepærer på stativer placeret med sirligt jævne mellemrum – tilsvarende afdæmpet.
Omend ukomplekst var det enormt virkningsfuldt at knytte en pære til en tone og således synliggøre lyden i lyset, hvad jeg flere steder oplevede ægte synæstetisk – særligt én pære så jeg som enormt ‘dissonant’.
I sidste værk, Bølger, blev det gule lys udskiftet med projektørlys på en storskærm, først så svagt, at det lignede krusninger på lærredet, og kort efter så hypnotiserende, at jeg ikke kiggede væk, før koncerten var forbi.
Med stoisk ro og fattet langsomhed kunne Dreyer bevæge sig fra simpel monofoni over konsonans til skarp dissonans, uden at man opdagede hvordan, men det var særligt det mesterligt afstemte forhold mellem hans auditive og visuelle udtryk, der gjorde, at hans debut også blev en triumf.
Mere Kraftwerk, Kubin
Det er svært ikke at blive i godt humør af Felix Kubin, som han står på scenen og danser mellem sine utallige synthesizere, omgivet af tegneserieagtige visuals og klædt omtrent som en steward fra Polish Airlines.
Koncerten bød på en slags overdrevet hektisk funk: Tunge, dansable grooves fik selskab af forvrænget støj og plastiske synthfigurer, der lød som taget ud af Hot Butters ikoniske »Popcorn« fra 1972. Når altså ikke Kubin fortalte rablende vittigheder, spillede luftklaver eller genopførte badeværelsesscenen fra Psycho iført en maske lavet af mundbind.
Kubin bliver ofte sammenlignet med Kraftwerk, men han besidder ikke deres kølige og elegante tilbageholdenhed. Ikke at alle elektroniske musikere i Europa nødvendigvis skal lyde som Kraftwerk, men jeg må indrømme, at jeg til tider savnede denne tilbageholdenhed i en koncert, hvor jokesene fik lige så meget plads som musikken.
Det var som at overvære en gal videnskabsmand i sit laboratorie, men for trofaste fans er det selvfølgelig en del af appellen.
Kommunalsatirisk syrerock
Støjflader fra Jørgen Tellers guitar og Ida Bach Jensens tordnende kontrabas danner, i bedste monotone syrerockstil, en bund, som Rehné Christensens fortællerstemme folder sig ud over, og hans vekslen mellem metaforiske refleksioner, new public management-lingo og maleriske beskrivelser af midaldrende mellemledere i kommunen fremstiller et genkendeligt univers af floskler.
Kombinationen af elektronisk syrerock og litteraturoplæsning er absurd, ligesom emnet: At kommuner flytter de syge til efteruddannelse – for så er de i statistikkerne ikke længere syge, men under uddannelse – er lige så håbløst, som det er tragikomisk.
Stemmen lægger kraftigt ud, men som musikken skrider frem, bliver den lavere, og som publikum fokuserer man langsomt på noget andet end ordene og fortaber sig i klangfladerne. Præcis som til et møde i kommunen, hvor alle har tabt fokus, indtil stemmen pludselig skærer igennem på ny og alle bliver lidt forlegne. Aldrig har jeg grint så meget af at høre en femårsplan læst højt!
Som nyfalden sne
Gísladóttir har selv beskrevet sit nye album, en komposition i otte satser for solobas og elektronik, som »en udforskning af tekstur og mørke«.
Og ganske rigtigt: Det mest slående ved albummet er dets teksturelle bredde. Viltre landskaber af lyse, metalliske overtoner kontrasteres hele tiden af bassens dybe, vibrerende summen og af mørk, uigennemtrængelig distortion.
Et perfekt eksempel er anden sats, Vēxō, hvor det sfæriske lydbillede får tilført en helt unik tyngde af en bas, der er forvrænget til at lyde som en elektrisk guitar. Det er dog en skam, at Vēxō – og i øvrigt også den afsluttende Fists Clenched – med sin meget beskedne længde slet ikke får tid nok til at forløse den storhed, der bliver antydet.
Albummets titel, der henviser til det latinske ord hībernus (vinterlig), er velvalgt til en udgivelse, hvor tætte laviner af støj konstant får modspil af passager, hvis spinkelhed minder mig om den sarte, men dog skingre lyd af sprød, nyfalden sne, der giver efter under éns fødder.