Det elektroniske alter
Bordet er en praktisk rekvisit ved de fleste koncerter med elektronisk musik. Det er nærmest et symbol på, hvordan elektronisk musik ikke er forundt den samme ekspressive, fysiske gestik som akustisk musik. En rigid symbolik blev heldigvis brudt, da koncertnetværket Up Node afholdt showcaseaften på Alice med tre nyere eksperimenterende elektroniske kunstnere fra Norge, Sverige og Danmark.
MacBook’en tronede som på et alter, da svenske Fascia indledte med en blinkende lommelygte over hovedet – hvert blink udløste brutale støjstik. Da hun stak et webcam i munden og projicerede bordets mystiske genstande op bag sig, forsvandt grænsen mellem scene og publikum med enkel, snedig teknologi.
Ved siden af sit MIDI-keyboard havde danske Soli City sin sædvanlige moving-head-lampe. Som et robothoved lyste og drejede lampen i takt med de episke crescendoer og computerstemmer. Soli Citys musik er bygget op omkring feltoptagelser og klassisk instrumentering med strygere og klaver – et univers, der udstiller kontrasten mellem menneske og teknologi. Den levende lampe og det dramatiske lysshow spillede hovedrollen på scenen, hvor komponisten Harald Bjørn stod som en gemt dukkefører, der nænsomt ledte den futuristiske historie frem.
Bordet foran norske Nagaver var lagt ned på scenegulvet som en lav mur. Bag det lave bord knælede Ilavenil Vasuky Jayapalan, og fra en DJ-mixer spillede han hårdtslående, dunkle rytmer, som indhyllede Alice i et transcenderende slør. Koncerten udviklede sig fra pumpende trance til en form for karaokeshow, hvor Jayapalan sang oven på de støvede sange – og desværre føltes musikken mere som en afvikling end som en koncert.
Bag bordet gemmer der sig uanede potentialer for auditiv innovation, men praktikaliteterne sætter ofte en grænse for de performative udfoldelser. Koncerterne med Fascia og Soli City formåede at bryde grænsen mellem afvikling og koncert, for heldigvis skal al musik ikke fremføres med samme gestik – og nogle gange skal der ikke mere end et webcam og en laserlampe til for at minde os om netop det.
Lytningen aflyttet
Tine Surel Langes debutalbum har en tilfredsstillende deskriptiv titel, »værker til lytning«. Nøgleordet værende lytning, for uden en bevidst og fokuseret tilgang til dette album vil det højst sandsynligt ikke gøre det store indtryk.
Works for Listening er oprindeligt blevet præsenteret i ambisonics – en form for sfærisk surroundsound – men er til nærværende udgivelse blevet mikset ned til stereoformat. Albummets ti numre består alle af hverdagslyde, der er blevet klippet ud, sat sammen, rykket rundt og remikset på en måde, der virkelig viser, hvor meget rumlighed og tilstedeværelse man kan opnå med kun to kanaler og et par halvgode høretelefoner.
Det første værk, Metal and Spoon, kommer efter Langes behandling til at lyde som et tidsforvrænget klokkeværk, mens Water and Stone i kraft af sine elementer fremstår langt mere meditativt rolig. Det er ikke musik i konventionel forstand – rytmikken er oftest af naturens uregelmæssige variant, de traditionelle strukturer ikkeeksisterende.
Snarere er det en form for lydskulptur. Lange er billedhugger, og mit indre øre er hendes marmor. De bedre værker, såsom de to ovennævnte, imponerer både kunstnerisk og håndværksmæssigt. De kilder i ørerne og i hjernen, er i sig selv distinkte tableauer. Andre er mindre inspirerende, som for eksempel de tre Roof Work-værker, der på grund af en begrænset palet bare ikke formår at fænge.
Violinvignetter uden dikkedarer
Violinist Katrine Grarup Elbo har med sin debutudgivelse skabt et på flere måder lille album. På knap 29 minutter er det en hurtigt overstået affære, men netop den korte spilletid og en begrænset lydpalet gør det til et engagerende lyt.
Violinen er hovedinstrumentet i størstedelen af værkets ni numre. Somme tider står strygeren alene og akustisk, andre gange manipuleres den eller kombineres med elektroniske rytmer og flader samt ordløs vokal. Der er en elegant simplicitet over det, ingen dikkedarer, violinstrengene synger for sig selv.
For eksempel nummeret »Skin«, der med violindroner, messende vokal og hvinende violindolkestød lyder som en sørgmodig filmscene i slowmotion. Eller »Vanity«s tiltagende volumen og momentum, der støt arbejder frem mod en forløsning, som dog aldrig kommer, men i stedet støjende forstummer.
Albummet virker i sit hele som lydsporet til en forestillet film. Jeg skaber filmen retroaktivt i mit hoved, mens jeg lytter. En samling af vignetter, små bidder af et større hele. Fold Unfold er et intimt album til de små timer. Og det er ganske storartet.
Ekstraordinære koncepter, ordinær musik
Orgler drevet af blod, dybstegte trompeter, træfældning optaget på indersiden af et træ og Mahlers musik opført ved hans gravsted og hørt fra indersiden af en kiste. Det er ikke, fordi fantasien fejler noget, når sampleaktivisten Matthew Herbert går i gang med at lave koncepter til sin musik, men hvordan lyder det egentlig? Lidt undervældende ...
I A Symphony of Noise følger vi Herbert, der fortæller om sine overvejelser, når han laver sin meget politiske musik. For Herbert er der noget politisk i samplingens evne til at kunne udvide og spille med verden. Så når han vil kommentere svineproduktion, optager han et svin igennem et år og komponerer One Pig med disse lyde i stedet for at skrive en svinesonate for cello.
Det lyder alt sammen meget lovende, men i praksis er det ikke så overvældende. Det politiske er tit svært at høre, for når Herbert laver musik, er det snarere, som når en hiphopproducer crate-digger; han finder teksturer i lydene, og så komponerer han en slags (glimrende) housemusik med dem. Det musikalske overskygger i praksis det politiske, hvor det er svært at høre brexit, fordi man hører en syden fra en fish ‘n’ chips-gryde.
Det gør, at Enrique Sánchez Lanschs dokumentarfilm fungerer bedst, når den fikserer på Herberts visioner frem for produktet. Det er fascinerende at komme ind i hovedet på Herbert, der eksempelvis fortæller om sin nærmest guddommelige oplevelse af at høre 3.500 mennesker bide i æbler – en sonisk begivenhed, han mener, kun Gud eller rumvæsner og FBI (der alle overvåger os!) har oplevet før ham.
Musikalsk er det også Herberts fluxuslignende soundscapes (de er kun beskrevet i tekst, som løbende læses op), der er mest interessante. Herbert er en formidabel formidler af, hvordan han forestiller sig, at eksempelvis universet kan lyde.
Arkiv over fragmenter
Astrid Sonne, Marie Louise Buch og Tobias Kropp indleder deres minikoncert a cappella. Trioen er indrammet af det blege lys fra vinduerne i baggrunden, og den flotte billedside, med sine nedtonede farver og lidt uskarpe kvalitet, skaber en nærmest sakral stemning.
De tre musikere både står og sidder i løbet af koncerten, og på samme måde, som de bevæger sig mellem instrumenter – mikrofoner, elektriske guitarer, violin, sampler – så bevæger de sig også gennem forskellige stilarter. Førnævnte smukke korsang afløses af simpelt, men effektivt dobbeltguitarspil, tempofyldt elektronisk og violinpassage.
Mens jeg finder alle de individuelle dele interessante og endda smukke, så frustreres jeg over manglen på en stærkere rød tråd igennem hele koncerten.
Den røde tråd viser sig også at blive min anke i Francesca Burattellis koncertvideo. Denne indledes af sangerinden akkompagneret på akustisk guitar. Dette første nummer er som folkesangens varme muld, og lyssætningen matcher med røde toner.
Da sangen er færdig, skifter alt dog karakter via et meget åbenlyst klip i både video og lyd. Den fjerde mur brydes, og fortællingen gør holdt og genoptages. Nu er Burattelli pludselig alene på scenen, og både musik og lys er mekanisk og koldt, endda til tider sørgende. Der er en interessant historie i overgangen fra den indbydende skønsang til den efterfølgende næsten forvirrende dissonans, som var Burattelli en sirene fra den græske mytologi.
Det abrupte skift er på sin vis et effektivt virkemiddel, men jeg ville ønske, at det kunne være blevet inkorporeret på en måde, der ville fremme indlevelsen i stedet for at hindre den.
Syv lydsøjler og en varulv
Det nye værk på albummet, akkordeonkoncerten Sound and Simplicity (2018), består af syv satser. Eller »lydsøjler«, som Ruders kalder dem.
Satserne har forskellige udgangspunkter, for eksempel lyder den første, »Rain«, med sit stærkt vekslende sammenspil mellem Bjarke Mogensens akkordeon og Odense Symfoniorkester som at bevæge sig igennem en by, hvor regnen rammer de forskellige overflader og skaber klange af varierende længde og intensitet.
Anden sats, »Trance«, smider al melodik og tematik over bord for over fire minutter at lade en Ges-dur bevæge sig tre oktaver op – og man keder sig aldrig. De to sidste satser, »Twilight« og »Wolf Moon«, er som taget ud af en gammel horrorfilm. I »Twilight« leger akkordeonet i hele sit register, hvor jeg flere gange reelt er i tvivl om, om lyden bliver dubbet af et orgel eller kor, selvom det ‘kun’ er orkestret, der farver klangene på subtile måder. Satsen slutter af med et varulvehyl, arrangeret for basun.
Vekselvirkningen mellem at udforske mulighederne for forskellig sound i konstellationen orkester og akkordeon, mens man holder sig til ret simple virkemidler, gør Sound and Simplicity til et virkelig vellykket værk, hvoraf hver sats tåler genlytninger.