Simon Steen-Andersen
66
Dødsensalvorlig leg på Louisiana
Simon Steen-Andersen, Håkon Stene, Tanja Orning: »Nye klange på Louisiana – Portrætkoncert med Simon Steen Andersen«
© Camilla Stephan
Nye klange på Louisiana er et initiativ, hvor det nordsjællandske museum har inviteret pladeselskabet Dacapo/nodeforlaget Edition S til at kuratere koncerter med nulevende komponister. Simon Steen-Andersen var den første i rækken, og han benyttede lejligheden til at sammensætte et ikke blot overvældende og forrygende, men også foruroligende program af en times varighed, hvor alle værker gled over i hinanden og derved blev som ét langt statement for i hvert fald en del af komponistens praksis og filosofi.
I en kombination af videofilm og live-fremførelser forløb koncerten som en udmøntning af nogle af Simon Steen-Andersens kunstneriske strategier. Verfremdungseffekterne står centralt, fx i Asthma (2017) for akkordeon, luftpumper og video, der tematiserer og undersøger den menneskelige vejrtrækning på godt og ondt. Blandt de mange groteske og sjove klip – ledsaget af en forrygende foley-underlægning af Håkon Stene med luft- og støjlyde foruden speaks – dukker pludselig et kort videoklip op af brutal politivold, hvor en betjent med stor omhu sprayer peberspray i ansigterne på bagbundne demonstranter. Så fremstår alt det andet lige pludselig ikke helt så sjovt længere, og det skæve smil stivner.
Koncerten var et sandt sansebombardement, og den omstændighed, at alle værkerne bliver afviklet attacca giver nok et stærkt flow, men gjorde også, at man som tilhører blev nærmest overmættet af indtryk. Alligevel forekom den efterfølgende samtale mellem Simon Steen-Andersen og musikkritikeren og forfatteren Thomas Michelsen alt for kort. Men komponisten fik slået sin pointe fast om, at alt, hvad han foretager sig, er, hvad han kaldte »dødsensalvorlig leg«. Lige netop.
Et mærkeligt instrument, en velkendt lyd
Mike Sheridan: »Touch«
© André Hansen
Der er noget næsten dogmatisk over Mike Sheridans seneste album, Touch. Alt leder tilbage til Cristal Baschet’en – et besynderligt instrument fra 1950’erne, hvor lyden frembringes ved at stryge våde fingre hen over glasstænger, som sætter metallegemer i vibration. Ingen strenge, ingen tangenter, bare glas, vand, hud og friktion, der langsomt får metallet til at synge.
Cristal Baschet’en er ikke bare et instrument på Touch. Den er albumcover, motiv på pressefotos og nærmest selve argumentet for, at albummet findes. Det minder om den materialefetichisme, man finder hos den amerikanske duo Matmos, hvor musikken ofte bygges op omkring ét materiale eller én lydkilde: metal på Metallic Life Review (2025), plastik på Plastic Anniversary (2019), en vaskemaskine på Ultimate Care II (2016). Det interessante ved den slags begrænsninger er, at de burde tvinge musikken et sted hen, den ellers ikke ville kunne komme.
Mens man lytter til Touch, begynder et spørgsmål derfor at presse sig på: Hvilke af disse lyde kunne ikke have eksisteret uden en Cristal Baschet? Der er glasagtige klange, som hænger i luften og langsomt ændrer tekstur. Tynde, skærende vibrationer. Metalliske flader, der blafrer, bølger, åbner og lukker sig. En konstant fornemmelse af dronende resonans; af noget, der vibrerer lige på den anden side af det hørbare.
Sheridans lagdeling er minutiøs. Der er en præcision i mixet, en næsten kirurgisk fornemmelse for teksturernes indbyrdes afstand. De bedste øjeblikke opstår, når overfladen bliver forstyrret: noget, der kradser i eller kortslutter den ellers så kontrollerede resonans. På »BOW / GROUND«, for eksempel, kommer de dybe basstød pludselig ind, og en anden fysisk kvalitet opstår – knitrende, tung, som noget der rammer gulvet.
Men Touch er først og fremmest et velproduceret ambientalbum. Det bevæger sig gennem forskellige grader af den samme tilstand og ændrer nuance uden for alvor at skifte ham. Det er ikke nødvendigvis en svaghed. Der er noget konsekvent, næsten meditativt, i Sheridans insisteren. Men jo længere man opholder sig i den samme lydlige tilstand, desto mere begynder man at savne det, der burde være Cristal Baschet’ens særlige mulighed.
Heri ligger skuffelsen: i forskellen mellem instrumentets mærkværdighed og musikkens konventionelle fremtræden. Lydene er assimileret i et velkendt ambientvokabularium, hvor det ekstraordinære instrument ender med at producere noget overraskende velkendt. Man kan høre, at der er noget særligt på spil i lydkilden. Men man kan ikke nødvendigvis høre, hvorfor det måtte være netop dette instrument. Hvis man ikke havde fået at vide, at der stod en sjælden, næsten fremmedartet akustisk skulptur i rummet, havde man næppe gættet det.
© PR
»Musik for mig er mit liv. Den har fulgt mig hele vejen og har givet mig oplevelser, venskaber og muligheder, som jeg aldrig kunne have forestillet mig.«
Pablo Fernández er spansk musiker og ny studieleder for Klassisk Afdeling ved Det Jyske Musikkonservatorium. Han har i mange år været solotubaist i Barcelona Symfoniorkester og har undervist på videregående musikkonservatorier i Spanien og Danmark. Han er desuden aktiv som dirigent, solist, gæsteunderviser og jurymedlem ved internationale konkurrencer. Fernández har også stor erfaring med ledelse og udvikling af musikprojekter, festivaler og internationale samarbejder. Han har boet i Aarhus siden 2014 og har været tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium siden 2021.
© PR
»Musik er for os en form for lukket klub af nepotisme, netværk og Copenhagen cowboy-energi. Men i virkeligheden handler det hverken om dyre guitarer eller teknisk snilde. For os er musik noget, man kan mærke i brystet, eller som giver kuldegysninger. De bedste koncerter er, når nogen skriger så inderligt, at vi andre ikke behøver at gøre det. Den bedste musik udtrykker følelser på en måde, hvor man ville blive hentet af en sociolance, hvis man gjorde det på åben gade. For os er musik noget, der skal fucke med dem, der har det for komfortabelt, og give dem, der har det fucked, en fornemmelse af ikke at være alene. Bum. Og hvad fuck er en akkord og en toneart? Kys fra Nightmaries.«
Nightmaries blander save, guitarer og stemmer til et mørkt country-, no wave- og cowboy-doom-mareridt. Det er den slags soundtrack, der føles som en feberdrøm, man på en eller anden måde ikke har lyst til at vågne fra. I takt med at verden bliver mærkeligere og mørkere, læner Nightmaries sig ind i galskaben med langsomt brændende sange, der kryber ind under huden som en gift, der tager sig god tid. Så hop i dine yndlingsstøvler med ståltå, dyp de røgfarvede øjne i et askebæger, og gør dig klar til slasket doom med punkenergi.
© PR
»Musik for mig er kærlighed. Jeg elsker, at man gennem musik kan springe smalltalk over og bevæge sig direkte ind i folks inderste. Det er en vild og rørende måde at møde hinanden på.«
Fenja skrev sin første sang som 12-årig – om en isbjørn, der var ved at dø som følge af klimaforandringer – og det eksistentielle, naturen og hendes eget sensitive væsen blev toneangivende for de tekster og den lyd, hun siden har forløst. Hun pladedebuterede i 2021 med albummet Flugtdyr og udgav i februar 2026 albummet Menneskedyr.
© PR
Komponisten Sofus Forsberg er død, 56 år gammel. Med sin særegne blanding af melodisk sans, elektronisk bearbejdning og rytmisk præcision skabte han et musikalsk univers, der bevægede sig ubesværet mellem IDM, pop og avantgarde.