Den røde Husqvarna-symaskine stod midt på scenen, fræsende af sted som en utrættelig trommeslager i et endeløst blast beat. »Järnrör«, »Cyanid«, »Tramadol« hvæsede Tehran mellem de hvinende guitarforstærkere og foran videoerne af idyllisk svensk motorvejskunst og billeder af de mange Husqvarna-våben. For bag Husqvarnas uskyldige have- og husholdningsprodukter gemmer der sig en industri af død – et prisme af opvæksten i Jönköbing og en illusion om svensk neutralitet, som den svensk-iranske kunstner Tehran betonede med koncerten Husqvarna The Movie.

Til hvert nummer var der en ny video badet i symaskine, guitar og growl-vokal. Men nummeret »Delam gerefteh« var anderledes afdæmpet, også fordi Tehran lænede sig tilbage på en stol og med en cigaret i munden lod musikken og videoen tale for sig selv.

Aftenens andet navn, canadisk-iranske Saint Abdullah, tilbragte hele koncerten med en tusch i munden, som han indimellem brugte til at notere musikkens gang. Saint Abdullahs koncert var som at se en radiooperatør, der skruer på en skrattende forbindelse – fra fuglefløjt til akustisk guitar, fra nyhedsudsendelser til field recordings var sampleren på midten af bordet et samlingspunkt for fragmenterne af tro, kultur og migration.

Hvor Tehrans koncert var som et indøvet, helende ritual, var Saint Abdullahs som en impulsiv dialog mellem et hav af lydbidder. Begge koncerter kredsede om den iranske arv. Ikke en arv, som vi nødvendigvis skulle kunne forstå, men som en mosaik af modsætninger, der kun kan behandles ét sted – i musikken.

Nogle drømmer om at finde liv i fjerne solsystemer. Andre – som Knud Viktor, Jacob Kirkegaard og nu også Simon Toldam – vender teleskopet om og opdager ukendt liv i den nære, men skjulte natur omkring os. Så hvad fandt Toldam, den 46-årige pianist fra det eksperimenterende jazzmiljø, da han i aftes rettede blikket mod engelske Levon Biss’ ultranære fotos af biller, fluer og græshopper med uropførelsen af det timelange audiovisuelle trioværk Insecta?

Først og fremmest fandt han en varieret og nysgerrig fortolkning af insekternes liv. Bag et transparent lærred omdannede Toldam sit præparerede flygel til et gamelan-instrument, og på hver side af ham kriblede og hvæsede lyde frem fra saxofonist Torben Snekkestad og percussionist Peter Bruun. Produktionsværdien var høj, og trioen – der sammen kalder sig Loupe – bevægede sig fermt mellem det konkrete og det sfæriske.

Men til tider var der også noget gammeldags over udtrykket. Mens en gulbrun græshoppe nanometer for nanometer tog form på lærredet, blev den af flyglets metalbækkener placeret i en østlig klangverden. Det klingede af eksotisme, af gamle elektroniske EMS-optagelser med affinitet for atonal serialisme, og snart lod Snekkestad en klagende Miles Davis-trompet svæve rundt i lydbilledet.

Når han så til gengæld med dramatisk flair pustede luft gennem samme instrument eller monterede en gummislange og forvandlede det til et frådende basmonster – mens Bruun strøg metal eller dunkede rituelt i trommerne – var vi ude af fortiden igen. Og da Insecta til sidst lænede sig ind i det ambiente, og Toldam begyndte at bøje gamelan-tonerne med hænderne nede i det åbne flygel, var det, som om ikke bare tiden, men også afstanden mellem insekterne og en selv gik i opløsning i et dirrende drømmebillede. Så var det pludselig lige meget, om der er liv på Mars.

En af mine største kunstoplevelser i 2025 var den britisk-palæstinensiske videokunstner Larissa Sansours intense værk As If No Misfortune Had Occurred In The Night på Kunsthal Charlottenborg. Værket danner udgangspunkt for torsdagens »operaperformance«, hvor den palæstinensiske sopran Nour Darwish optræder i dialog med Sansours visuals.

Da Darwish går på scenen, er det foran en enorm skærm, hvorpå sort-hvide scener fra et forladt kapel sætter en højtidelig stemning. Det er som hele salen holder vejret, da hun begynder at synge, først spædt, sørgmodigt, herefter med kuldegysningsfremkaldende kraft. Kompositionen tager afsæt i Kindertotenlieder (1905), hvor Gustav Mahler tonesætter Friedrich Rückerts digte om tabet af to døtre. Komponist Anthony Sahyoun lader Mahlers musik smelte sammen med den palæstinensiske folkesang »Al Ouf Mash’al«, en klagesang over en mand faldet i osmannisk tjeneste under Første Verdenskrig. Sangen er siden blevet udvidet som en mundtlig beretning om palæstinensisk lidelse. I mødet med Mahler bliver den en klagesang over århundreders sorg – rettet mod europæiske ører, der gennem koloniseringen bærer en del af ansvaret. Det er helt enkelt en rigtig god idé.

I begyndelsen veksler Darwish mellem de to musikstykker, men gradvis smelter de sammen til én fortælling om sorg, tab og nedarvede traumer. Hun forlader kort scenen og overlader os til en filmsekvens, hvor hun stiger ned i et bassin og omsluttes af indigoblåt vand. I palæstinensisk tradition er indigo sorgens farve, fordi den ikke kan vaskes væk, når den først har sat sig i hud og stof. Den må slides af – som sorgen kan efterlade os hudløse. 

Darwish vender tilbage i en indigo kjole. I kulminationen falder hun på knæ, mens skærmen bag hende sortner, og jeg opdager, at jeg knap har trukket vejret i flere minutter. Kompositionen er skabt i 2022 – før den aktuelle krig i Gaza – men denne aften føjer hun med sin enorme stemme og intense tilstedeværelse endnu et vers til den uendelige sang. Sådan kan kunst føles brutalt profetisk.