Ekkoer fra en glemt tid
De abstrakte, collage-lignende »Movements« på libanesiske Raed Yassins Phantom Orchestra er endnu et stykke samtidskunst født af coronakrisen. Som et fjernt ekko fra en tid, de fleste allerede har fortrængt, har den eksperimenterende kunstner samlet en række optagelser indspillet af en broget skare af Berlin-musikere – alle med ét fælles udgangspunkt: improvisation.
Over knap en time samler Yassin disse optagelser i syv progressive suiter, der strækker sig fra cirka 9 til 20 minutter. Og selvom det til tider bliver så sonisk kaotisk, at man må lede med lys og lygte efter et fælles lydmæssigt holdepunkt, er det en kreativt pirrende lytteoplevelse, når håndspillet percussion, baltisk folkesang og koto (japansk harpe) smelter sammen – vel at mærke uden, at musikerne nogensinde har været i samme rum.
Her gemmer sig en enormt inspirerende idé, der trækker lige meget på sampleæstetik og samtidskunst. Især fordi værkerne angiveligt er skabt ved hjælp af intet mindre end 12 pladespillere, hvilket tilfører et strejf af tilfældighed. Man må formode, at dette har krævet en betydelig grad af planlægning – hvilket kun gør det mere vildt, når man eksempelvis hører sammenspillet mellem modularsynth og trommer på »Movement III« eller den næsten gyseragtige kontrast mellem happy jazz-trompet, rablende vokaler og dæmonisk præpareret klaver på »Movement IV«.
Til tider er idéen bag værket mere fascinerende end selve lyden, men alt i alt er Phantom Orchestra et forrygende, smågalt eksperiment, drevet af en vilje til at skabe sammenspil i kaos. Et sidste ekko af pandemien – om at stå sammen hver for sig.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.