En vild chat
Det siges, at Goethe beskrev kammermusik som »fire fornuftige menneskers samtale«. Erstattes »fornuftige« med »legesyge« opstår freejazz.
Hvor vi lever i en tid af fomo, angst for pauser og tomhed, skaber den københavnske TLF Trio det lydforladte rum, netop hvor vi ikke søgte. Stilheden gør sig bemærket på »Late August Early September«, hvor instrumenterne skiftevis taler, og efter en pause afløses af den næste, der giver sit besyv med. I enkelte passager spiller alle samtidig, dog uden at nogen hævder sig eller hæver stemmen.
Samtidig bryder albummet med en kontemporær musikalsk diskurs indenfor den rytmiske musik, hvor alt kan skemalægges, og hits opstår efter opskrift. Sweet Harmony er ikke en blid og harmonisk oplevelse, hvilket demonstreres på »March-like, Wild«, hvor Cæcilie Trier på sin cello knipser en insisterende rytme, der fletter sig sammen med klaver og guitar, og densiteten i nummeret løbende ændrer sig fra fyldt soundscape til enkel pizzicato.
Avantgardeprojekter kan stikke af og blive til selvrefererende og smagløs kedsommelighed, men TLF Trio formår på fineste vis at kombinere genrerne på et album, der vil kede den traditionelle lytter og glæde mennesker med hang til eksperimenter og den gode samtale.
Et orgel i tvivlens mørke skov
Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.
Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes.
Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.
»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«
Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«
Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.
»Musik er den bedste måde at opdage mig selv og forstå verden omkring mig på.«
Luca Quintavalle er cembalist, fortepianist og dirigent. Han har optrådt med ensembler som Concerto Köln, Harmonie Universelle, Mozarteum-orkestret i Salzburg og Kölner Kammerorchester på spillesteder og festivaler såsom Kölner Philharmonie, Salzburg-festivalen og Enescu-festivalen. Han var cembalist i Les Musiciens du Prince under ledelse af Cecilia Bartoli i mere end fem år og har dirigeret ensembler som orkestret og koret ved Teatro dell’Opera di Roma, Concerto Köln og Deutsche Kammerakademie Neuss. Hans udgivelser tæller blandt andet albummet Mirrors, der er udgivet af Berlin Classics og har modtaget en OPUS KLASSIK-pris.