kortkritiklive
09.09.2024

Enhver slutning er også en ny begyndelse

Aarhus Symfoniorkester, Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis: »Away« 
© Alexis Rodríguez Cancino
© Alexis Rodríguez Cancino

Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år. 

Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis. 

Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen. 

Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe. 

Sinne Eeg. © Warny Mandrup

»Musik for mig er den stærkeste udtryksform, vi menesker har. Musik genererer fælleskaber, og giver os mulighed for at forstå hinanden på et følelsesmæssigt plan – også når ord ikke rækker.«

Sinne Eeg (f. 1977) er en dansk jazzvokalist med en markant karriere i både Danmark og udlandet. Hun har udgivet en række albums og modtaget flere priser, herunder fem Danish Music Awards for Bedste Vokaljazzudgivelse og Ben Webster Prisen i 2014. Siden sin debut i begyndelsen af 2000’erne har hun optrådt i store dele af Europa, Asien og USA. Eeg er kendt for sit arbejde med både egne kompositioner og fortolkninger af standardrepertoiret.

© Vakuumpagten

»Musik for mig er en mærkelig ting. Jeg synes egentlig, at det er lidt underligt, at jeg ikke bliver mere træt af det, end jeg gør, når man tænker på, at det er overalt hele tiden. Men grunden er nok, at musik er en af de mest alsidige ting, der findes – to stykker lyd kan have fuldstændig forskellige stemninger, rytmer (eller ingen rytme) osv., og alligevel have dét tilfælles, at de begge er musik (hvilket så åbenbart er en form for egenskab, som gør dem begge fede af en eller anden grund). Det er imponerende nok.«

Mikkel Pilgaard producerer musik under navnet Vakuumpagten sideløbende med at prøve at finde ud af, hvordan man træner sig op til at dræbe en drone. Han forestiller sig, at han kender forskel på det virkelige og det uvirkelige. Men hvis selv store tænkere er uenige om alt, hvordan skal han så virkelig kunne vide, hvad der er rigtigt og forkert?

© Mateusz Szota

»For mig er musik en særlig motor for diversitet, identitet, individualitet og fællesskab. Musik har en umiddelbar evne til både at skabe og forstærke trygge rum og at ekspandere og sønderrive grænserne for eksistens.«

Kunstner, kurator, underviser Jacob Eriksen arbejder mellem Struer og Berlin. Han er leder af Sound Art Lab, festivalleder for Struer Tracks, studieleder for 89 Sound Art School og underviser på Sound Studies and Sonic Arts på UdK Berlin. 

© Malthe Ivarsson

»For mig er musikken lyset, der strømmer ind gennem vores vinduer og rammer menneskers sind. Musikken er fællesskab – noget vi skaber sammen. Musikken er det andet sprog – der kan tales, når alle ord og samtaler er slidt i stykker.« 

Mark Solborg er dansk-argentinsk guitarist, komponist og improvisator med uddannelse fra bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium og New School University i New York. Han har udgivet 28 albums med egne værker og samarbejdet med profiler som Evan Parker, Susana Santos Silva og Herb Robertson – ofte på det kunstnerdrevne label ILK, som han er medstifter af. Hans musik er opført i 23 lande og involverer musikere fra 15 nationer. Projekter som TUNGEMÅL og BABEL undersøger elguitarens rolle i akustiske rum, og hans virke omfatter også samarbejder med teater, film og billedkunst. Solborg er Reumert-belønnet, præmieret af Statens Kunstfond og blev i 2024 nomineret til en Danish Music Award som Årets Komponist. Han er aktuel med albummet Confluencia.

© Hreinn Gudlaugsson

»Musik er for mig som en surdej. Hvis du ikke fodrer den rigtigt, dør den. Hvis du fodrer den korrekt, kan mange mennesker få glæde af den.«

Halym Kim er trommeslager, komponist og projektkoordinator med base i København. Hans musik er primært forankret i fri improvisation og eksperimentel musik, men han optræder også som traditionel koreansk percussionist. Han har en kandidatgrad og et avanceret postgraduate-diplom i musikudøvelse fra RMC i København. Sammen med Nana Pi organiserer han Impro Camp, en musiklejr for fri og struktureret improviseret musik, som finder sted hvert år i Fredericia.