Der er noget næsten dogmatisk over Mike Sheridans seneste album, Touch. Alt leder tilbage til Cristal Baschet’en – et besynderligt instrument fra 1950’erne, hvor lyden frembringes ved at stryge våde fingre hen over glasstænger, som sætter metallegemer i vibration. Ingen strenge, ingen tangenter, bare glas, vand, hud og friktion, der langsomt får metallet til at synge.
Cristal Baschet’en er ikke bare et instrument på Touch. Den er albumcover, motiv på pressefotos og nærmest selve argumentet for, at albummet findes. Det minder om den materialefetichisme, man finder hos den amerikanske duo Matmos, hvor musikken ofte bygges op omkring ét materiale eller én lydkilde: metal på Metallic Life Review (2025), plastik på Plastic Anniversary (2019), en vaskemaskine på Ultimate Care II (2016). Det interessante ved den slags begrænsninger er, at de burde tvinge musikken et sted hen, den ellers ikke ville kunne komme.
Mens man lytter til Touch, begynder et spørgsmål derfor at presse sig på: Hvilke af disse lyde kunne ikke have eksisteret uden en Cristal Baschet? Der er glasagtige klange, som hænger i luften og langsomt ændrer tekstur. Tynde, skærende vibrationer. Metalliske flader, der blafrer, bølger, åbner og lukker sig. En konstant fornemmelse af dronende resonans; af noget, der vibrerer lige på den anden side af det hørbare.
Sheridans lagdeling er minutiøs. Der er en præcision i mixet, en næsten kirurgisk fornemmelse for teksturernes indbyrdes afstand. De bedste øjeblikke opstår, når overfladen bliver forstyrret: noget, der kradser i eller kortslutter den ellers så kontrollerede resonans. På »BOW / GROUND«, for eksempel, kommer de dybe basstød pludselig ind, og en anden fysisk kvalitet opstår – knitrende, tung, som noget der rammer gulvet.
Men Touch er først og fremmest et velproduceret ambientalbum. Det bevæger sig gennem forskellige grader af den samme tilstand og ændrer nuance uden for alvor at skifte ham. Det er ikke nødvendigvis en svaghed. Der er noget konsekvent, næsten meditativt, i Sheridans insisteren. Men jo længere man opholder sig i den samme lydlige tilstand, desto mere begynder man at savne det, der burde være Cristal Baschet’ens særlige mulighed.
Heri ligger skuffelsen: i forskellen mellem instrumentets mærkværdighed og musikkens konventionelle fremtræden. Lydene er assimileret i et velkendt ambientvokabularium, hvor det ekstraordinære instrument ender med at producere noget overraskende velkendt. Man kan høre, at der er noget særligt på spil i lydkilden. Men man kan ikke nødvendigvis høre, hvorfor det måtte være netop dette instrument. Hvis man ikke havde fået at vide, at der stod en sjælden, næsten fremmedartet akustisk skulptur i rummet, havde man næppe gættet det.
Rygtet vil vide, at det hedengangne britiske elektroniske band Coil engang lavede et soundtrack til kultgyseren Hellraiser – så urovækkende, at det blev afvist for at være for uhyggeligt. Med den historie i bagagen føltes det næsten som en naturlig åbning til efterårets mørke, da Drew McDowall, tidligere medlem af det mytiske band, onsdag aften indtog scenen på Alice i København. Den skotske musiker er kendt for at indgå i markante samarbejder – blandt andre med danske Puce Mary og senest den amerikansk-svenske komponist Kali Malone – og netop derfor gav det mening, at aftenen blev indledt af en intens koncert med Gintė Preisaitė. Ligesom McDowall evner hun at forvandle selv de mest enkle lyde til altomsluttende lydlandskaber.
Selv om begge musikere har et tydeligt elektronisk afsæt, fremstod deres lyduniverser bemærkelsesværdigt organiske, som om de arbejdede med levende materiale. Preisaitė skabte i sin alt for korte koncert en mosaik af reallyde, stemmefragmenter og kassettebånd – kaotisk det ene øjeblik, ordnet og gennemsigtigt det næste. Med samme kølige præcision førte McDowall sin koncert frem, som var den én lang harmonikadrone, der langsomt sneg sig ind under huden med gyserfilmens uafvendelige logik. Hos McDowall er mørket ikke en fremmed kraft, men en fortrolig ledsager, han kyndigt omskaber til lydlandskaber, der på én gang er urovækkende og trygt omsluttende – som at ligge i en varm seng med mareridtet ved siden af.
Både Preisaitė og McDowall bevægede sig ubesværet på tværs af grænsen mellem det akustiske og det elektroniske. Deres musik fremstod som en nutidig arv fra musique concrète-traditionen: en insisteren på, at elektronisk musik fortsat er blandt de mest eksperimenterende kunstformer – vital, organisk, og med en evne til at lade selv den mindste lyd åbne en hel verden i sig selv.
»Music is so many things, and arises in so many different forms every day. Music is also an art form, which, like all art, needs to be constantly renewed and deepened in order to be relevant.«
As well as making music as Nev Lilit, Siri Jennefelt works full-time as a composer and sound designer, creating scores for theatre and dance.
Endelig, efter deres koncert i Den Sorte Diamant for tre år siden, er samarbejdet mellem den danske guitarist Jakob Bro og den japanske perkussionist Midori Takada ude i albumformat – og det skuffer bestemt ikke.
Deres venskab kan umiddelbart virke overraskende, givet deres forskelligheder, men あなたに出会うまで / Until I Met You viser, hvordan det bygger på en fælles evne til at lukke øjnene og lytte. De giver hinanden plads til at udfolde det, de gør bedst: Bros simple, men raffinerede melodier og Takadas magiske lydflader. På titelnummeret skitserer Bro med akustisk guitar og sparsomme noder stregerne, som Takada fylder ud med boblende marimba og gong. På »A Brief Rest of Sisyphos« vender rollerne – her skaber Takada rammerne, mens Bro tilfører detaljerne.
De sublime søsternumre »Landscape II, Simplicity« og »Landscape I, Austerity« er mere abstrakte end de foregående værker. »Landscape II« emmer af håb og længsel med klangfulde chimes og perkussion, mens et midterstykke med guitar og klaver folder sig ud i melodisk harmoni. »Landscape I« bærer samme længsel, men med en mere melankolsk tone; en blidt bølgende marimba understøtter et vidunderligt smukt guitarstykke. Begge numre rummer en tydelig respekt og ømhed mellem musikerne: Bro og Takada lytter til hinanden med sjælden nærvær, og sammen skaber de noget helt særligt.
»Musik er et mange-dimensionelt sprog, hvor vi kan tale om og være i mange slags følelser og sansninger. Musik kan selvfølgelig handle om kærlighed, fest og glæde, men også om alle mulige andre, mørkere, mere komplicerede og uforklarlige følelser. Ved at vise os dette mørke giver musikken os lov til at have det som vi faktisk har det, på en umiddelbar, før-sproglig måde.«
Jacob Anderskov er pianist, komponist og bandleder fra København. Han har udgivet over 25 album, modtaget flere priser og er af den internationale presse anerkendt som en markant stemme i nutidig musik. Hans projekter spænder fra fri improvisation til komponerede værker for større ensembler, ofte med nye broer mellem det skrevne og det åbne. Siden 2019 er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
