kortkritikrelease
11.09

Et mærkeligt instrument, en velkendt lyd

Mike Sheridan: »Touch«
© André Hansen
© André Hansen

Der er noget næsten dogmatisk over Mike Sheridans seneste album, Touch. Alt leder tilbage til Cristal Baschet’en – et besynderligt instrument fra 1950’erne, hvor lyden frembringes ved at stryge våde fingre hen over glasstænger, som sætter metallegemer i vibration. Ingen strenge, ingen tangenter, bare glas, vand, hud og friktion, der langsomt får metallet til at synge.

Cristal Baschet’en er ikke bare et instrument på Touch. Den er albumcover, motiv på pressefotos og nærmest selve argumentet for, at albummet findes. Det minder om den materialefetichisme, man finder hos den amerikanske duo Matmos, hvor musikken ofte bygges op omkring ét materiale eller én lydkilde: metal på Metallic Life Review (2025), plastik på Plastic Anniversary (2019), en vaskemaskine på Ultimate Care II (2016). Det interessante ved den slags begrænsninger er, at de burde tvinge musikken et sted hen, den ellers ikke ville kunne komme.

Mens man lytter til Touch, begynder et spørgsmål derfor at presse sig på: Hvilke af disse lyde kunne ikke have eksisteret uden en Cristal Baschet? Der er glasagtige klange, som hænger i luften og langsomt ændrer tekstur. Tynde, skærende vibrationer. Metalliske flader, der blafrer, bølger, åbner og lukker sig. En konstant fornemmelse af dronende resonans; af noget, der vibrerer lige på den anden side af det hørbare.

Sheridans lagdeling er minutiøs. Der er en præcision i mixet, en næsten kirurgisk fornemmelse for teksturernes indbyrdes afstand. De bedste øjeblikke opstår, når overfladen bliver forstyrret: noget, der kradser i eller kortslutter den ellers så kontrollerede resonans. På »BOW / GROUND«, for eksempel, kommer de dybe basstød pludselig ind, og en anden fysisk kvalitet opstår – knitrende, tung, som noget der rammer gulvet.

Men Touch er først og fremmest et velproduceret ambientalbum. Det bevæger sig gennem forskellige grader af den samme tilstand og ændrer nuance uden for alvor at skifte ham. Det er ikke nødvendigvis en svaghed. Der er noget konsekvent, næsten meditativt, i Sheridans insisteren. Men jo længere man opholder sig i den samme lydlige tilstand, desto mere begynder man at savne det, der burde være Cristal Baschet’ens særlige mulighed.

Heri ligger skuffelsen: i forskellen mellem instrumentets mærkværdighed og musikkens konventionelle fremtræden. Lydene er assimileret i et velkendt ambientvokabularium, hvor det ekstraordinære instrument ender med at producere noget overraskende velkendt. Man kan høre, at der er noget særligt på spil i lydkilden. Men man kan ikke nødvendigvis høre, hvorfor det måtte være netop dette instrument. Hvis man ikke havde fået at vide, at der stod en sjælden, næsten fremmedartet akustisk skulptur i rummet, havde man næppe gættet det.

kortkritiklive
09.04.2025

Under trækronernes uro

Ask Kjærgaard, Jens Albinus, Rasmus Kjær, LiveStrings: »Store træers grønne mørke«
© PR
© PR

Et indre lydbillede kendetegner forelskelsen. Man går gennem byen med en ny rytme, en anden melodi. Det samme gælder depressionen, omend dur her afløses af mol. Men også kærlighedens indledende faser kan indeholde øjeblikke af tvivl og sortsyn. I komponist og guitarist Ask Kjærgaards musikalske iscenesættelse af Naja Marie Aidts 2006-novelle Store træers grønne mørke, udgivet som LP sidste år, med trioen LiveStrings – cello, violin og bratsch – og skuespiller Jens Albinus som jegfortæller, aner man samme vekselvirkning, når musikken tager os fra blide strøg, over melankoli, til en mere rå lyd.

I koncertversionen af Kjærgaards værk i Aarhus, som havde Rasmus Kjær på keyboard, fremstod Albinus endnu mere nøgen i sin stemme. I værket møder vi en depressiv mand, der, vandrende gennem en park, finder ro under træerne – og til tider oppe i dem. For når fortvivlelsen får en til at falde ud af systemets himmel, gennem sygedagpenge og kontanthjælp, for til slut at lande ved træernes rødder, så er der måske kun ét for, og det er at klatre op i en trækrone? Men så møder vor anti-helt en kvinde i parken, og så er dramaet i gang. Kan forelskelsen løfte ham ud af depressionen, eller vil den ende med at sætte strøm til?

I begyndelsen kom musikken listende. Kjærgaards evne til at støtte tekstens forløb afslørede hans erfaring med komposition af filmmusik, særligt i sammenblandingen af klassisk musik, meditativ new-age og gennemborende guitar. Både ord og musik bar fortællingen. Når Albinus ikke talte, blev musikken det indre landskabs stemme. Især strygerne leverede forelskelsens drømmende toner, men da tungsindet returnerede med fornyet kraft, var det Kjærgaard, der med larmende guitar lagde sig hen over følelsesafgrunden. Det var smukt og brutalt.

kortkritikrelease
07.04.2025

Når maskiner drømmer: Oh No Nohs elektroniske poesi

Oh No Noh: »As Late As Possible«
© Nikolas Fabian Kammerer
© Nikolas Fabian Kammerer

Der er noget udpræget mekanisk over Oh No Nohs album As Late As Possible. Som et skævt, krøllet bånd bobler melodierne frem, og de skæve taktslag gentages med en ridset LP’s haltende tempo. Det er nemt at skrive Oh No Noh ind i den fornemme tyske tradition i at tilsløre skellet mellem menneske og maskine, men på As Late As Possible lyder maskinen mere som en fjern slægtning end som et decideret kunstnerisk mål.

Bag Oh No Noh er den Leipzig-baserede guitarist Markus Rom. Foruden et hav af synthesizere og båndloops udføres albummets 11 sange på guitar, trommer, banjo, klarinet og orgel. Den manglende vokal sætter albummet i en lavmælt, cinematisk stemning, og musikken fremstår som en nostalgisk indre dialog, fortalt med en varm kærlighed til melankolien i forældede teknologier.

Selvom de maskinelle fornemmelser er fremtrædende albummet igennem, er flere af numrene drevet af mere melodiske bandkompositioner. Men for mig er As Late As Possible klart mest interessant på de mindre melodiske numre. Det skæve og støjende »Fawn« eller det famlende afslutningsnummer »Ore« er numre, hvor dialogen med maskinen tager musikken til højder, som de mere melodiske og bandbaserede numre ikke kan nå. Steder, hvor maskinerne sukker nostalgisk og danner små, uperfekte tankebobler, der afbrydes og igen starter på ny.

kortkritikrelease
04.04.2025

Eksplosiv jazz bygger op og brænder ned

Amalie Dahl: »Breaking/Building Habits«
© Margit Rønning Omholt
© Margit Rønning Omholt

Allerede fra første taktslag mærker jeg en særlig energi – saxofonist og komponist Amalie Dahl, i samspil med vibrafonist Viktoria Søndergaard, guitarist Viktor Bomstad og trommeslager Tore Ljøkelsøy, udfolder en unik balance mellem ro og behersket vildskab. Tag for eksempel udgivelsens andet nummer, der åbner i et dvælende tempo med en duet mellem Søndergaards vibrafon og Dahls saxofon. Til tider smelter deres spil sammen i harmonisk dialog, andre gange brydes samspillet af kontrasterende bevægelser. Som en samtale veksler instrumenterne mellem rolige antydninger og livlige udbrud. Det er en fryd at lytte til musik, der flyder så ubesværet. Halvvejs inde sparker Bomstad pludselig døren op med sin guitar og kaster sig ind i samtalen med eksplosiv kraft. Hvor jeg for få øjeblikke siden nød Søndergaards og Dahls fint afstemte samspil, overvældes jeg nu af det flammende, støjrockede kaos, som Bomstad antænder – og jeg elsker hvert sekund af det.

Således emmer alle tre af albummets numre af spilleglæde, selvsikre kompositioner og imponerende frie løb. Lytteren holdes på kanten af sædet, vel vidende at de fire musikere på et øjeblik kan få et ellers hyggeligt stykke til at detonere. Med Breaking/Building Habits eksemplificerer Dahl og hendes medspillere den helt unikke vitalitet ved den delvist komponerede, delvist improviserede jazzmusik. De bygger op og brænder ned, om og om igen, og man kan som lytter ikke stille andet op end at overgive sig til deres overbevisende styrkedemonstration.

© Isak Hoffmeyer

»Musik er for mig livseliksir og en fundamental måde at udtrykke mig på.«

Den danske jazzsanger og sangskriver Mette Juul har igennem årene fundet sit sted mellem singer-songwriter-traditionen og jazzens univers, hvor historiefortællingen og det stemningsfulde lydbillede er i fokus. Hun er aktuel med albummet Thank You & Other Stories, der indeholder en række originale sange inspireret af verden omkring os i dag. Ligesom hendes forrige album CELESTE rummer albummet også nyfortolkninger af jazzklassikere og sange af sangskrivere som Bob Dylan og Joni Mitchell. For øjeblikket optræder hun med den svenske guitarist Andreas Hourdakis, hendes akkompagnatør igennem mange år Heine Hansen på klaver og bassisten Mikkel Riber. 

© PR

»Musik er for mig den korteste afstand mellem mennesker, lige efter et smil. Som musiker i et stort symfoniorkester med mange nationaliteter, skiftende dirigenter osv. er musikken det sprog, hvor vi kan mødes i dyb forståelse, selvom forudsætningerne udadtil – sprogligt, generationsmæssigt, politisk – kan synes svære. Musik er også en stor transformerende, manipulerende og forstærkende kraft på stemninger og følelser, og tit har jeg faktisk brug for at sætte musikken på pause i privaten. Jeg bruger gerne musik aktivt til at komme helt ned eller tilsvarende op i gear, men jeg undgår musik som konstant lydkulisse, da det kræver for meget af min opmærksomhed.«

Anna Juuliska Nykvist er fløjtenist i DR symfoniorkesteret, tidligere fløjtenist i Copenhagen Phil. Født og opvokset i Finland, studeret på Sibelius Akademiet i Helsingfors og på DKDM i København.