kortkritik
23.04.2022

Fortryllende

Tomasz Dąbrowski: »Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings«
© April Records
© April Records

Med sit seneste album skaber det polske jazz-vidunder Tomasz Dąbrowski en af ​​de mest interessante og kognitivt dissonante oplevelser i øjeblikket. Idet han søger sin inspiration i både vestlige og østeuropæiske jazztraditioner, leverer Dąbrowski en fascinerende blanding af teksturer og referencer, men tilbyder også muligheden for en fornyelse af gamle troper.

Hvis albummet præsenteres som en hyldest til hans mentor, den polske jazztrompetist og pioner Tomasz Stańko (11. juli 1942-29. juli 2018), og hvis man faktisk kan se en hyldest, især i numrene »Jr«, »In Transit« og »Spurs of Luck«, har den også og heldigvis en særegen personlighed.

Dąbrowski næres af den åbenlyse arv fra Coltrane fra 1965-1967 og polsk avantgardejazz, men blander også forbavsende lyde, der minder lytteren om en hemmelig sauce, der forbinder folk som McCoy Tyner, Sam Rivers, Gerry Mulligan og endda Chet Baker. For eksempel kunne numrene »Old Habits«, »Sandy« og »Troll« være den bedste hyldest og dekonstruktion af West Coast cool jazz nogensinde.

For at konkludere: Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings er et usædvanligt interessant og spændende album, som formår både at fortrylle og udfordre lytteren på spændende måder. Stærkt anbefalelsesværdigt til alle dem, der troede, at freejazzen var blevet et rådnende lig, der spiser af sig selv.

© Charlotte Lakits

»For me, music is a bridge between worlds and cultures, and it’s also a path inward – and outward. Toward new insights. Music is what I use when I meet other people, instead of talking about the weather. It’s music that gives me answers and asks the questions. Music is a release valve and the space that can hold all the unmanageable, infinite, and strange emotions in life. A space for everything I can’t seem to fit anywhere else. Music roots the airy and the ethereal. A dissolution of all that is material and tangible.

When I create music myself, I discover new paths and ingredients within me that I didn’t know I had access to. Music is the language through which one can connect with others – with or without formal training – an imaginary language, and yet so concrete that it can be touched and felt. Music is a peephole into others and a gaze that crosses the boundaries that would otherwise divide us.

For me, music is motive, excuse, and emphasis. And a pressure test between reality and fantasy. Music is balance and chaos, tonal poetry, pure lovely gibberish, ultimate perfection – and sometimes the only thing bearable to listen to.«

Per Bloch is a composer and songwriter, as well as the author of novels and children’s books accompanied by musical audiobooks. Last year, he published the children’s book Gakkelaksen og de 10.000 stjerner and the novel Rosa i al slags lys, both including sound pieces. He also released three new songs in three different languages – Greek/Danish, Faroese, and Greenlandic – as a follow-up to the album Kokoro, which consisted of eight love songs in eight different languages. In addition, he released two remixes – one of them based on the novel's soundtrack, created by the Japanese sound artist Sugai Ken.

© Thomas Borberg

»Musik er min makker, og det har den været altid. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver med en far der var kranfører og en mor der er sosu-assistent. Der var ingen stor pladesamling at gå på jagt i, og det stod ikke skrevet i nogen stjerner, at jeg skulle ende på Politiken. Vi holdt jo Det Fri Aktuelt. Men radioen var altid tændt, og jeg har kunnet trampe min egen sti igennem musikhistorien, uden forældre der slog mig oveni hovedet med deres Beatles-plader. Måske er det derfor, min musiksmag er blevet et hot mess af syrerock, streaming-konger, salsa og satan. Til gengæld jeg spiller ikke selv. Det er min lille gave til alle jer andre.«

Pernille Jensen (f. 1984) er musikanmelder på Politiken. Hun begyndte at skrive for musiktidsskriftet Geiger i 2004, og har siden skrevet for Undertoner og Soundvenue, før hun kom til Politiken i 2011.

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.