Gåsehud i retten: Når musik bliver til magtspil
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
En trompet, to illusioner og en fjord
Rammerne var sat for en særlig oplevelse onsdag aften i KU.BEs omgivelser på Frederiksberg. I grænselandet mellem tradition og det glade vanvid stod fødselsdagsbarnet Kasper Tranberg på scenen og truttede i sin trompet. En insisterende blanding af jazz og avantgarde, tilsat en underspillet humor, leveret af en virtuos med en rolig, umiskendeligt dansk fremtoning. Med sit lune gjorde han selv de mest komplekse passager overraskende tilgængelige. Tranberg præsenterede uddrag fra 12 Melodic Illusions for Solo Improviser og Melodic Illusions for Sextet med både hengivenhed og glimt i øjet. Han viste, hvordan trompeten kan stå alene og samtidig formidle abstrakte følelser. Skarpe triller gled over i growlende undertoner og smeltede sammen med rummets ekko. Indimellem brugte han backingtracks og skabte duetter med sig selv.
Aftenens trækplaster var trioen Mesmer med Emil Jensen, Victor Dybbroe og Anders Filipsen, som fremførte værker fra deres nye værk Terrain Vague II, som er skabt på baggrund af flere ophold i Nordjylland. De tre kompositioner bevægede sig i feltet mellem elektroakustik, samtidsmusik og analoge improvisationer og bar et stærkt filmisk og naturpoetisk præg. Særligt de lydlige dyk i Limfjorden stod klart, hvor Dybbroes metalpercussion og Filipsens skvulpende synths tegnede et mørkt, dragende rum. I stykket om Aalborg Havn skar Jensens trompet igennem med lange, tågede toner, som kom de fra fjerne skibe. Resultatet var både fortryllende og til tider dybt inspirerende. Det var en koncert, der nægter at slippe sit tag i mig.
»De fem numre, jeg lytter til lige nu, er optagelser, jeg har opdaget enten for fire uger siden eller for 40 år siden. De giver mig alle sammen glæde og inspiration. De repræsenterer, hvem jeg er lige nu. De bærer mig. Jeg føler mig hjemme og i mit lykkested, når jeg lytter til dem. De er en integreret del af min soniske persona.«
Holger Schulze er professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet og forskningsleder på Sound Studies Lab. Hans forskning bevæger sig mellem sansernes kulturhistorie, lyd i populærkulturen og medieantropologi. Hans lydantropologi undersøger, hvordan auditive oplevelser og lydaffekter påvirker, opsplitter og opretholder hverdagslivet i det 21. århundrede. Både kunstneriske praksisser og produkter fra medieindustrien er genstand for hans kritik af lyde og hørelse. I øjeblikket arbejder han på The Bloomsbury Encyclopedia of Sound Studies (med Jennifer Stoever og Michael Bull) og på The Bloomsbury Handbook of Sound in Museums (sammen med Alcina Cortez, Gabriele Rossi Rognoni og Eric de Visscher). Hans udgivelser inkluderer: The Bloomsbury Handbook of the Anthropology of Sound (2021, ed.), Sonic Fiction (2021), The Sonic Persona (2018), Sound as Popular Culture (2016, co-ed.)
Lad os synge om cyklus
Månen er et poetisk grundmotiv. Dens cyklus trækker i både tidevandet og i os, i kroppe og væsker. Komponist Adrianna Kubica-Cypek og vokalensemblet ÆTLA har fortolket dette motiv fra Barbara Agertofts digt »Månen«. Kompositionen er opdelt i »Månen« I, II, III og IV. Det er en vellykket EP, der vil lytteren noget: Det stærke tekstforlæg etablerer en klar kompositorisk retning uden svinkeærinder, men musikalsk kan det dermed ikke stå alene.
Månens kraft til at forbinde det indre og ydre står stærkt i Agertofts digt: »og vi strakte os ud, det indre i det ydre alt det, vi / blødte ind i.« Hvordan kan man bedre formidle denne grundstemning end med et vokalensemble, som netop er individuelle kroppe, der bløder ind i en ydre, fælles lyd? Kubica-Cypeks fortolkning er dynamisk, kontrastfyldt og bølgende, som flod og ebbe. Den starter med en skærende klang af kvindestemmer, som bliver til krydsende glissandi understøttet af dybe og monotont messende herrestemmer. Enkelte steder i værket samles klangene i harmoniske akkorder; oftest løber stemmerne hver sin vej i både volumen og tonehøjde, eller insisterer på at blive i dissonansen og det repetitive.
»Månen IV« slutter som en omvending af den skarpe start i »Månen I« med lavmælte og mørke klange, der fremstår delvist uafsluttede, som om værket skal høres forfra igen. Korarrangementet er i sin form cyklisk og fremhæver noget underspillet i Agertofts digt. Det viser kvaliteten ved gensidig fortolkning; kunstarterne tilføjer noget hos hinanden.
Stemmen i mit hovede
»Er dit hovede også fyldt med stemmer, der ikke er dine egne?« spørger den unge mand. Spørgsmålet er den centrale tematik i forestillingen Vildnis af teatergruppen MØR Collective, og de fleste vil nok svare ja. Men hvem tilhører stemmerne så, og hvor kommer de fra?
Vildnis beskrives i introduktionen til forestillingen som »en tur ind i teatrets maskinrum.« Dramatiker Abelone Koppel har skrevet 80 korte tekster, og hver aften aktiveres et udvalg af to performere, der ikke på forhånd ved, hvilke tekster, de modtager via deres øresnegl. I et baglokale sidder en sufflør og læser de tekster op, som de to skuespillere videreformidler med krop og stemme i øjeblikket, og det kunne nemt være gået galt. Det gør det ikke, og det er særligt de to skuespilleres fortjeneste at konceptet fungerer så godt.
Til stede på scenen er også komponist Mika Forsling, som med elektroniske virkemidler og masser af perkussion følger den stemning, der opstår mellem performerne, men desværre ikke mere. Jeg havde faktisk lidt svært ved at høre, hvad der foregik og glemte det nok også lidt, fordi det var relativt intetsigende. Det havde været oplagt at bruge netop stemmen som instrument i en forestilling, der kredser om indre stemmer, og jeg forstår ikke, hvorfor man forspilder den mulighed.
Man skal ikke se Vildnis for musikkens skyld, heller ikke selvom den kommer mere i centrum hen imod slutningen, hvor rollerne byttes om, og Forslings rytmer lader til at blive styrende for performernes bevægelser. Men Vildnis fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods.
»Musik for mig er livets femte dimension, der forbinder alle de andre.«
Maja Dyrehauge Gregersen har i de sidste 10 år stået i spidsen for Copenhagen Photo Festival – Nordens største fotofestival. Copenhagen Photo Festival er en international platform med over 1000 årlige ansøgere fra hele verden – og et tydeligt kurateret niveau, der tiltrækker verdensnavne og har løftet festivalen ud af sin oprindelige, mere lokale og åbne form.