Gåsehud i retten: Når musik bliver til magtspil
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
Orglet er lydkunstens kreative motor
Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der keder mig i kirker, når organister halvdovent taster løs uden at få melodierne til at leve. For på orglet kan musikeren ikke forme tonernes klang med anslaget. Den er givet.
Eller hvad? De unge lydkunstnere får i disse dage meget mere klangfølsomhed frem med deres hjemmebyggede orgler i Koncertkirken, end mange musikere kan producere med en klavertangent.
Torsdag åbnede de fire dages smuk, smuk festival med fire værker. Her fik vi lov til at zoome helt ind i William Kudahls sindssygt lange orgeltoner optaget i en islandsk kirke og filtreret live til fire højttalere med alle mulige små impulser, interferencer og farvede overtoner som resultat.
Vi fik også oplevelsen af at sidde rundt om Sandra Boss’ smukke, hjemmelavede orgel af fugleformede lerkander med vand, der peb, fløjtede, piblede, hvinede og trillede, når luftslanger blæste vind igennem dem. Svenske Amina Hocine åbnede endnu en dimension med sin fantastiske opfindelse – en slags akustisk synthesizer. Hun kunne sidde på gulvet og gradvist åbne ventiler til otte lodrette plastrør rundt om sig og langsomt og minutiøst forme pulserende, harmoniske, sfæriske klange med ren, sammenpresset luft.
Jeg nåede ikke aftenens sidste værk, men fik i stedet Mads Kjeldgaards installation i krypten med i lyttehatten: en mørk kube med to virtuelle orgler, en sofa og fire højttalere, der under hele festivalen genererer musik med de besøgendes bevægelser. Heller ikke den skal man snyde sig for, hvis man kan komme forbi Nørrebro de næste dage.
Komponist og guitarist Emil Palme har lige udgivet sit solo-debutalbum Ripen. På albummet stryges sten som buer mod elguitarens strenge, der i messende og klagende mønstre frembringer en dystopisk og ceremoniel urlyd i grænsen mellem komposition og improvisation. Ripen handler om at fuldende og modne – men også om at betræde de forræderiske stier, som naturen dikterer, at alt levende skal gå, og den uundgåelige opløsning af formål, der opstår efter en opnået fuldkommenhed.
»Jeg oplever musik som noget magisk, som en kraft der kan kommunikere via energier, der ikke nødvendigvis kan forstås eller måles på. At skabe musik er for mig at have kontakt med den kraft.«
Iku Sakan is an electronic musician from Osaka, Japan. his music focuses predominantly on the potential of emotional developments through the repetitive rhythmic patterns, rotating harmonics, and resonating melodies. The decades of collecting constantly shifting sound materials, melding improvisation, and DJ'ing practices, has led him to create his own unique niche of organic music in the late 2010s. His most recent works incl. a remix for the French composer Yann Tiersen (via Mute Records) and the forthcoming musique-concrete-inspired tone poem LP OMNITOPOEIA. When you ask Sakan what music is the answer is short: »Music is the healing force.«
»To me, music is about everything else.«
Mike Sheridan has been a part of the Copenhagen electronic musicscene since the mid 00’s. He entered the scene, barely in his teens, with his landmark debut album I Syv Sind (In Two Minds, 2008). Sheridan traced an ambient and dreamy approach, and with limited tools at hand, he constructed a teenage masterwork that few could have predicted. Among the first in his generation, Mike Sheridan launched his career to high acclaim, effectively crossing over to mainstream audiences.
Recent projects includes featuring on techno artist KÔLSCH’s album Isopolis (2021) and performances in Nicolai Howalt’s exhibhition A Journey: The Near Future at Gallery Martin Asbæk (2022). Yesterday Sherian released the album Atmospherics.
Voldsomt charmerende Volvo
Danmarks måske mest produktive musiker Kresten Osgood og hans 20 medlemmer stærke ensemble De Udeboende præsenterer med dette selvbetitlede album en liveoptagelse fra den aarhusianske Spot Festival. Koncerten er helt tilbage fra 2008, men det var øjensynligt en koncert, der – ligesom Osgood selv har ry for – stak i alle retninger.
Først fire covers. En skramlende, percussiontung version af »Voldsom Volvo«, så Gary Bartz’ »Celestial Blues« med Osgood på charmerende danglish-vokal og hvinende saxofoner, der i et spændende midterstykke truer med at få det hele til at falde fra hinanden, indtil en rytmisk elguitar trækker nummeret tilbage fra afgrunden. Bill Fays »I Hear You Calling« sætter tempoet ned, indtil »In the Army Now« skaber fællessangsstemning med kor og akustisk instrumentering.
Herefter begynder de originale kompositioner. En fortælling om Edalf, der på sin løbetur i middelklassedanmark anno 19XX er ved at skide i bukserne, dernæst »Det betyder jo så meget«, en sjov, men i virkeligheden også trist ode til dem i Osgoods omgangskreds, der måske tager en kende for meget coke. Sidst, men på ingen måde mindst, kommer »Deportivo La Coruña« med ultrakiksede synths, trommemaskiner og lyrik, og, som glasuren på kiksekagen, hammondorgelsolo.
Osgood og De Udeboende kommer således virkelig vidt omkring både genrer og stemninger med en sprudlende livs- og spilleglæde. Det er befriende rodet, kaotisk og fuldt af gode vibes. Hvad der mangler af rød tråd, kompenseres der mere end rigeligt for med ubestridt charme.